Læsetid: 5 min.

Messe for en missionær

Der var engang, da man kunne ville noget andet
22. oktober 2003

Udstilling
Peter Louis-Jensen Retrospektiv hedder udstillingen på Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø. Måske skulle den bare have heddet ’mindeudstilling’ for ordet ’retrospektiv’ antyder ligesom en proces, der endnu ikke er afsluttet, og Peter Louis-Jensen er død.
Han var elev nr. 1, da Den Eksperimenterende Kunstskole blev startet den 24. oktober 1961. Dengang var der stadig institutioner og autoriteter, man kunne være modstander af, og Eks-Skolen var oprettet som modpol til de eksisterende kunstneruddannelser på Akademiet. Det var en legeplads, en sandkasse, en børnehave, et laboratorium – og et sted hvor der faktisk blev både arbejdet og undervist. Folk, der vidste noget, gav det videre til andre, der så også vidste det og kunne bruge det til noget. I praksis.
Men til hvad?

Forskelligheder
Kunst var dengang, ikke kun i Eks-Skolen men i det hele taget, ikke noget, kunstnere bare uden videre kunne overtage og føre videre. I en vis forstand var kunsten død. Dens aktive indhold, der i det 20. århundredes store eksperimenterende bevægelser opfattedes som noget, der direkte kunne forandre bevidstheder og forhold mellem mennesker, også i social og politisk forstand, var neutraliseret, sådan føltes det, af en hastigt voksende kommercialisering, der gjorde værkerne til forbrugsgoder, klassebestemte duelighedstegn eller simpelt hen ren udsmykning og underholdning.
Den eksperimenterende Kunstskole havde tre kommende hovedpersoner blandt sine elever. De viste sig senere at være mere forskellige, end de til at begynde med så ud til at være. Per Kirkeby blev en stjernefigur i den postmoderne museumsverden, Bjørn Nørgaard blev en ny version af kunstneren som håndværksmester og endda kongeligt autoriseret. Den tredje, Peter Louis-Jensen, blev en radikal opgejler og agitator, der på den ene side søgte gennem en nedtonet anonymitet til kunst som kollektivt udtryk for kommunisme i praksis, mens han på den anden side altid havde sig selv, den egentlige kunstner, som det absolutte og næsten exhibitionistiske omdrejningspunkt i alle processer.

Konkret
Som kunstner, altså en der fremstiller kunstværker, bevægede Peter Louis-Jensen sig hurtigt fra et tachistisk naturmaleri over en række op-art billeder og store malerier på træ og masonit bearbejdet ikke bare med farver men med rundsav, boremaskine og hvad der ellers var for hånden, til skulpturen.
Han beskriver det selv, i en samtale med Lars Morell, sådan her:
»Mine billeder forløb gennem en periode, hvor de blev meget konkrete og meget stoflige, og hvor de i kraft af at blive meget tingslige faldt naturligt ud på gulvet. På et tidspunkt var det ikke længere relevant for mig at betragte billedet som noget, der er organiseret på en væg, men snarere som noget, der kan stå på et gulv, fordi gulvet er forlenet med en særlig logik. Du kan sætte en flaske på et gulv, og så bliver den stående. Du behøver ikke lime den fast, du skal ikke hæfte den fast, du skal ikke arrangere den. Den står på gulvet i kraft af sin egen betydning. Det vil sige, at den verden, der hænger på væggen, påkalder sig betydning som arrangeret og som konstrueret og som påfund og som abstrakt.«

Intet er alt
For Peter Louis-Jensen kom det derefter til at handle om at skrue tingene så langt ned i deres eksemplariske konkrethed, at de ikke længere sendte signaler eller budskaber. De var højst forhindringer for en passage gennem rum, der ikke længere nødvendigvis var kunstens autoriserede rum, gallerier og museer, men byen, verden eller livet. Tingene blev objektive fremmedlegemer, en slags ufoer, profilerede brædder i bunker og stabler, spærringer, fartdæmpere. Han lavede radiomontager om konkrete steder som Samsø, hvor de ting, folk svarede på hans spørgsmål, blev klippet op og sat sammen igen efter uvedkommende mekaniske principper i en rytme, der brød med talens puls og åbnede for hvide huller af fremmed støj.
Hans værker begyndte at bevæge sig radikalt ud af kunsten, uden af den grund at blive kunst om kunst eller ukunst, som et hans tidlige forbilleder, den amerikanske happeningmager Allan Kaprow nåede frem til som mulighed.
De blev ingenting, fordi kunst er ingenting, og ingenting på den måde kan ikke være andet.
Livet er kunst, verden er kunst. Det er selve oplevelsen af at være til stede, hvor man er, at alting kan have, og endda bør have, den grad af summende, dirrende, stadigt uforløst pirrende spænding, som man professionelt etiketterer og giver
autoritet under betegnelsen kunst, der er det væsentligt. At alle kan være sådan over alt.
Og hvis ikke de kan, skal Peter Louis-Jensen nok komme efter dem, eventuelt sammen med kammeraterne fra Eks-Skolen eller, langt senere, da han efter ni års kunstpause i et produktionskollektiv på Sydsjælland vendte tilbage i 1980 med en Billedmesse for Vejle, hvor han selv, Toni Larsen, Lars Ravn og Robin
Lybecher fungerede som en slags avancerede pædagoger fra et andet univers og i en periode omdannede borgerne i Vejle til kunstnere. Uanset om de ville eller ej.

Missionen
Man kan se det altsammen på museet i Sorø, og man kan især læse om det i det store og væsentlige katalog, der måske er vigtigere end selve udstillingens opvisning af eksempler, hvor det fraværende alligevel nødvendigvis må mangle.
Især bør man nok opholde sig et stykke tid i det rum, hvor Hjardemålfilmen bliver vist i en nyklippet version overført til video.
Man kommer derind gennem en af de geometriske passager, man kommer igennem et værk direkte ud i Peter Louis-Jensens største forsøg på den sociale virkelighed.
Besættelsen af Hjardemål Kirke i Thy var måske mest af alt en del af et internt opgør i de københavnske kredse, der under navnet Det Ny Samfund ville bringe frigørelsens politiske og psykedeliske vinde til det formørkede nordvestlige Jylland. Det er Thylejren. Men filmens optakt siger det hele. To mænd fra Indre Mission står med harmonika og vil lede de vildfarne hippiefår ind i folden. Samtidig spankulerer en splitternøgen Peter Louis-Jensen rundt med kønsdelene skjult af et iøjnefaldende krucifiks (nærbilledzoom), mens han ind imellem råber op om kommunismen i en megafon, og en pige cirkler rundt om de indremissionske missionærer med Maos Lille Røde holdt op.
Det er mission mod mission. Gammelt mod nyt. Land mod by. Gammel mod ung. Og bagefter besatte de unge ny fra byen så den gamle kirke på landet og barrikaderede sig med kæder og slagord, hvorefter de i en for den tid gigantisk politiaktion blev hentet ud og trukket i spidsrod gennem rækker af rasende fiskere med tæskeredskaber.

Indre rejse
Erkendelsen af den totalt manglende fornemmelse for den faktiske situation fik derefter Peter Louis-Jensen til at trække sig helt ud af kunsten og næsten ud af verden. Han dukkede først op igen en halv snes år senere i Vejle, og derefter tog han på en længere rejse indad mod andre horisonter. Billedmæssigt gav det sig udtryk i en serie Thanka-malerier, buddhistiske i udtryk, baseret på visuelle og tankemæssige indtryk hentet i det Fjerne Østen.
Også det var for så vidt noget, der var til stede i kunsten, som den var dengang i 1960’erne, altså fra begyndelsen.
Og tilbage står så minderne, og en stadigt irriterende fornemmelse af, at de minder om noget, der måske overhovedet ikke er sket endnu.
Peter Louis-Jensens værk er stadig irriterende og nærværende i sin mærkeligt eksemplariske radikalitet.

*Peter Louis-Jensen Retrospektiv. Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø. Til den 16. november Katalog redigeret af Christine Buhl Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her