Læsetid: 4 min.

Mørkets muntre musikanter

For albumaktuelle Belle & Sebastian lader humoren sig ikke skille fra melankolien – hverken i musikken eller livet
6. oktober 2003

Interview
En løbsk arbejdsløshedskurve, en hårdt prøvet stålindustri og et vildtvoksende slumkvarter. Det var nogle af de streger, der tegnede billedet af Glasgow i midten af 90’erne. Men det var paradoksalt nok i denne buldermørke tid, at byens alternative rockscene oplevede sin absolutte belle epoque. I disse år vrimlede spillestederne simpelthen med innovative bands som Arab Strap, Teenage Fanclub og The Delgados.
I dag er Glasgow lykkeligvis i bedring, imens musikscenen beklageligvis er visnet. En enkelt lysende undtagelse er dog rytmekollektivet Belle & Sebastian, der siden debuten Tigermilk i 1996 har begavet alverdens øregange med udgivelser, som umærkeligt har formået at mikse snurrige melodier med strygerkolorerede arrangementer og tristessetintede sætningskæder.

Nye veje
Nu barsler Glasgows fineste sværmere imidlertid med et dugfriskt dusin skæringer, der udsendes under titlen Dear Catastrophe Waitress. Og på dette sjette studiealbum ser septetten ud til at gå efter en helt ny lytterskare, som ikke nødvendigvis foretrækker Emily Dickinsons digte frem for John Grishams romaner. Det nye album er nemlig produceret af Trevor Horn, der tidligere har arbejdet for mainstream-acts som Yes, Tatu og Frankie Goes To Hollywood.
Men valget af den legendariske producer skal ifølge sangskriver, guitarist og vokalist Stevie Jackson ikke udelukkende ses som et forsøg på at nå ud til flere pladekøbere.
»Selvfølgelig var vi klar over, at Horn ville give os et mere tilgængeligt udtryk. Vi vidste, at han ville være i stand til at give os dén lette poplyd, vi altid har drømt om. Men hvis sandheden skal frem, så valgte vi i lige så høj grad Trevor, fordi vi vidste, at han var en stærk leder, som ville være i stand til at holde os i stramme tøjler.«
– Hvorfor var det så vigtigt?
»Under de tidligere indspilningsseancer har vi allesammen fungeret som producere. Og det sled på os som band. Alle kæmpede mod alle for deres egne små idéer. Det var til tider aldeles forfærdeligt. Men ved denne gang at vælge en udefrakommende producer blev det muligt at lave et album uden hele tiden at være ved at slå hinanden ihjel. Og beslutningen var uden tvivl den klogeste, vi har truffet som band, for den gjorde os alle gladere og tilførte ydermere vort melodiske udtryk en munterhed, som vi ikke helt har kunnet finde tidligere.«
– Men denne munterhed synes ikke at have smittet af på det nye albums tekster, der er lige så vemodige, som de altid har været...
»Det er rigtigt set. Det ville være en tilsnigelse at kalde Dear Catastrophe Waitress for en rendyrket humørbombe, selv om alle sangene gemmer på instrumentale morsomheder. Dertil er albummets tekster alt, alt for mørke. De er fulde af tab, smerte og nederlag, sådan som de har været det på alle de foregående udgivelser – på den led kan selv ikke en velestimeret popproducer ændre os.«

Tårer og komik
– Hvad er det, der tiltaler jer ved disse melankolske tekstuniverser?
»Interessant spørgsmål. Men det handler nok om, at vi alle føler, man mærker sig selv allerbedst, når man bliver mindet om livets skyggesider. Så føler man sig sjovt nok hundrede procent i live. Faktisk var vi så opsatte på at formidle denne specielle i-live-følelse, at vi i forbindelse med Dear Catastrophe Waitress skrottede alle de tekster, som ikke gav os tårer i øjnene. Det lyder totalt langt ude, men det er ikke desto mindre sandt.«
– Så man kan sige, at teksterne tager sig af alvoren, imens humoren er overladt til instrumenterne?
»Nej, sådan kan man ikke se på det. Både musikken og teksterne rummer elementer – eller rester, om du vil – af munterhed og melankoli. For selvfølgelig kan man ikke fremføre en melodi med brug af violiner og celloer, uden at der følger noget sørgmodigt med. Og når man fortæller en trist historie om en nedslidt servitrice i Glasgow, der hidser sig op over alting, som i titelsangen på det nye album, så er tilværelsens absurde komik jo uvægerligt blind passager. Så det er nok mere rigtigt at sige, at humoren og melankolien strømmer ind og ud af hinanden på vores udgivelser – og sådan ser vi såmænd også på livet.«

Gift med bandet
– Denne tankegang synes også at gælde for mange af de øvrige bands, som gjorde sig på Glasgows 90’er-scene...
»Det er rigtigt. Jeg ved ikke, om det var de hårde tider, der gav os den dér smil-igennem-tårer-holdning. Men hvad det end var, så resulterede det i virkelig mange interessante udtryk. Glasgow var virkelig indie-rockens Mekka i de år. Desværre gik scenen lidt i sig selv, da folk blev gift, fik børn og alt det der pjat. Men vi prøver stadig at holde fast i den på én gang muntre og melankolske energi, vi følte dengang. Det er selvfølgelig også nemmere for os, når vi nu alle sammen har valgt at gifte os med Belle & Sebastian!«
– Du omtaler den gamle musikscene med stor kærlighed. Men hvordan ser fremtiden ud?
»Den kreative atmosfære er bestemt ikke, hvad den har været i Glasgow. Men der er dog bands, som rører på sig i den allermørkeste undergrund. Og hvis tingene går, som jeg forventer det, så vil man om en tre-fire års tid se et lille kuld af skæve orkestre slå igennem. Navne som Scatter, Lucky Luke og Franz Ferdinand er virkelig værd at holde øje med i fremtiden. Men det er altså morsomt at opleve, hvordan Belle & Sebastian nu bliver betragtet som gamle og udtjente af de unge bands derhjemme, selv om vi ingen problemer har med at få idéer, som matcher deres. Det er Dear Catastrophe Waitress jo et klokkeklart bevis på. Men hvad, sådan er livet jo.«

*Belle & Sebastian: Dear Catastrophe Waitress, Rough Trade Records/VME, udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her