Læsetid: 4 min.

Musikmarkedet går på nettet

Den traditionelle pladeindustri befinder sig i en dyb krise og er tvunget til at tage udfordringen op fra den digitale musikhandel og -kopiering på internettet
17. oktober 2003

(2. sektion)

Økonomien
Den tid, hvor musikelskere stod og rodede mellem vinylskiver og cd’er i pladebutikken og sammenlignede coverdesign, er ved at glide over i historiebøgerne for søde minder. Det globale musiksalg faldt i første halvdel af 2003 med næsten 11 procent, til 12,7 mia. dollar, ifølge den internationale pladeindustri. I de sidste fire år er salget af cd’er dykket dramatisk. Forklaringen er ikke, at folk er blevet trætte af musik, men at flere og flere mennesker har forladt de fysiske butikker og er gået på internettet for at finde den musik, de holder af.
Klik og lyt er kodeordene. Digitaliseringen af forbruget har været lidt af et mareridt for den etablerede pladeindustri. Kopiering af musik på internettets fildelingstjenester som Kazaa, Grokster og Morpheus er blevet så populært i de nye generationer af teenagere, at de etablerede pladeselskaber har fået skåret over 100 mia. dollar af den globale omsætning siden 2001. En undersøgelse af den internationale musikindustri skønner, at 2002 var det første år nogensinde, hvor der blev omsat flere piratplader end legale cd’er.
De eneste undtagelser var USA og Japan, hvor piratkopiering ikke er helt så langt fremme som i Europa. Det taber musikindustrien milliarder af kroner på hvert år, og kunstnerne kommer i klemme.

Da den amerikanske pladeindustri (RIAA) i 2001 fik lukket det da førende internetsted for kopiering af musik, Napster, var der 60 millioner brugere, som brugte Napster regelmæssigt. Siden da har RIAA’s aggressive advokater også fået lukket to andre kopisteder på nettet, Audiogalaxy og Aimster, men kopieringen har blot taget endnu mere fart.
I løbet af juni 2003 var der ikke mindre end 300 millionere surfere, der brugte Kazaa til at downloade over fem milliarder musikfiler. Aldrig nogensinde før er der kopieret så meget musik.
RIAA har desperat forsøgt at få dæmmet op for udviklingen, og i sommer anlagde den retssag imod 261 personer for ulovlig kopiering af musik på nettet. Noget tyder på, at det har skræmt en del potentielle kopister væk, for en nylig måling foretaget af Nielsen NetRatings viser, at i de sidste tre måneder har der været 41 procent færre internetsurfere på besøg hos Kazaa. Selv om der er spæde tegn på en adfærdsændring, og verdens myndigheder i år har beslaglagt fire gange så mange piratkopierede cd’er som sidste år, så er slaget langtfra vundet.
Jay Berman, der er topchef for den internationale pladeindustris brancheorganisation, IFPI, erkender, at »musikindustrien fortsat lider under uautoriseret fildeling og kommercielt pirateri.«
Verdens største pladeselskab, Universal Music, er blevet klar over, at man ikke vinder kunderne tilbage bare ved at sende en horde af advokater imod de illegale kopisteder på nettet. I september meddelte Universal Music, at det vil søge at nedsætte prisen på musik-cd’er med 30 procent.
Men det spørgsmål, mange i pladeindustrien stiller, er, om prisnedsættelser – og evt. fjernelse af momsen på musik – vil være andet end kortsigtede nødløsninger. Kan det dæmme op for den mere dybtgående revolution af musikmarkedet, der er ved at flytte musikken væk fra den fysiske varehandel og over på internettet?
Professor i international økonomi ved universitetet i Maastricht Luc Soete mener ikke, det nytter at holde fast i de gamle markedsstrukturer. »Denne sektor vil blive totalt forandret,« siger han til Information. »Digitaliseringen af økonomien kan ikke længere stoppes. Plade- og filmindustrien skal finde ud af, hvordan man kan sælge musik på nettet og samtidig sikre sig, at forbrugerne ikke kopierer musikken videre.«

I det seneste år er der skudt en række musikbutikker op på internettet, hvor folk på legal vis kan købe de sidste nye musikhits og downloade dem som mp3-filer. Apple Computer har haft kolossal succes med sin netbutik, iTunes. 10 millioner sange for cirka syv kroner stykket er blevet downloadet af folk, der har lagt musikken ind på deres Ipod – et digitalt apparat i lommeformat, som Apple har udviklet som erstatning for den efterhånden udtrådte walkman.
Successen har været så stor, at det er blevet det helt store samtaleemne i pladeindustrien. I går torsdag blev der så lanceret en iTunes-model til de Windows-baserede computere, og det kan forvandle ideen til et massemarked. For over 90 procent af verdens pc’er opererer på Windows-platformen, og det er her, det store potentiale ligger.

Den 29. oktober kommer så en ny version af Napster – 2.0 – på verdensmarkedet. Det er selskabet Roxio, der lancerer en ny legal Napster-butik med over 500.000 musikhits, hvor folk kan købe individuelle sange for 99 amerikanske cents eller et nyt musikalbum for 9,95 dollar.
»Vi vil tjene en masse penge ind til pladeselskaberne,« siger Roxios topchef, Christopher Gorog, til ugemagasinet Business Week. Han satser på, at han vil kunne sælge en million sange om ugen fra omkring juletid. Og man har fået den koreanske elektronikkoncern Samsung til at lave en speciel Napster-afspiller, så man kan tage konkurrencen op med Apples Ipod, der har et lille forspring.
Der er mange om buddet på det nye marked. BuyMusic.com, Musicmatch og RealNetworks står klar til at udkæmpe det digitale musikslag. Computerselskabet Dell har meddelt, at det vil lancere sin egen musikbutik på nettet, og underholdningsgiganten Time Warner rykker ind på det nye hastigt voksende marked til foråret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu