Læsetid: 6 min.

Nedtur for de himmelblå

I en kulisse af kunsttyveri, gammeldags anstændighed, gymnasiale provokatoner og muskeludviklende stoffer tabte Italien tre af fire kampe i ugens omgang af Champions League
24. oktober 2003

Fodbold
BLERA – »Jamen er det ikke…? Manden, der sad og så et indslag i Rai3’s sportsmagasin Report skiftede pludselig focus og så ikke længere på SS Lazios direktør, der bag sit mægtige skrivebord udtalte sig om fodboldklubbens redning efter sidste års fallit, men han så udelukkende på maleriet bag den alvorsfulde direktør.
»Jamen, det er da mit billede,« sagde han ud i stuen og gentog det kort efter i et telefonopkald til sin advokat. Billedet havde han genkendt som »Portræt af en adelsmand«. Olie på lærred. 2,10 x 1,16 m. Sandsynligvis malet af Paolo Veronese (1528-1588). Værdi: Cirka fire millioner kroner.
Manden hedder Giovanni Ruiz og er antikvitetshandler. Portrættet af adelsmanden satte han til i 1989 salg gennem et auktionsfirma , som gik fallit, inden billedet blev solgt, og boet blev overtaget af en kunsthandel, tilhørende den romerske finansmand Sergio Cragnotti. Men ethvert spor af malereriet var væk. Også af de penge antikvitetshandler Ruiz skulle have for det. Indtil han genkendte det på fremtrædende plads bag SS Lazios nye direktør.
Cragnotti var indtil for et år siden hovedaktionær og bestyrelsesformand i selskabet Cirio, der mest handler fødevarer og som uden for Italien markedsføres på konservesdåser som Del Monte. Og Cragnotti var en elsket og rundhåndet præsident for SS Lazio, hvor ikke han selv, men desværre moderselskabet Cirio, var hovedaktionærer. Cirio’s rungende fallit sidste november truede med at rive Roms ældste fodboldklub – stiftet 1900 – med sig i faldet. Manden med maleriet bag sig, Luca Baraldi, blev den applauderede frelser med en plan og ny kapital, men de egentlige redningsmænd var småaktionærerne i det børsnoterede selskab, som ikke spekulrer i aktier, men er himmelblå og hvide i hjertet som den romerske traditionsklubs farver.

Blå-hvide af hjertet
En generalforsamling sidst i november skal beslutte en kapitaludvidelse, som først og fremmest er en appel til de blå-hvide af hjertet, så mens Lazio sportsligt er kommet fra Cragnottis fallit uden skrammer, kigger adelsmanden på det røvede maleri stadig skråt ned over skulderen på hans arvtager i beslutningsstolen.
Om Luca Baraldi straks har ladet dette blik fra en af ham ukendt fortid pille ned, vides ikke, men den 4. november er berammet en retssag, hvor den tv-sportsinteresserede antikvitetshandler Ruiz kræver sin portrætterede renæssance-adelsmand tilbage.
Symbolsk nok faldt datoen for søgsmålet sammen med bagmandspolitiets ransagelse af Cragnottis hjem. Han er sigtet for alt, hvad man kan sammen af økonomiske lovovertrædelser. Kortere sagt groft bedrageri.
Alligevel elsker den himmelblå del af romerne ham stadig. Cragnotti var i forretningsverdenen en klon af Silvio Berlusconi, og som denne ville han bekræfte sin forretningsmæssige succes med erhvervelsen af en fodboldklub. Som en anden Berlusconi-klon, Vittorio Cecchi Gori, ville gøre det i Firenze med Fiorentina.
Forskellen er, at de to kloner ikke lykkedes, og at de til forskel fra Berlusconi ikke er blevet statsministre, så de kan få vedtaget love, der beskytter dem mod anklager og domme for økonomisk kriminalitet.
De himmelblå romere elsker stadig Cragnotti, fordi han gav dem svenskeren Sven Göran Eriksson og hans lærling Roberto Mancini, der for tre år siden omsider bragte det italienske mesterskab til hovedstaden efter et århundredes næsten ubrudt dominans af norditalienske klubber. Roma, Lazio og Maradonas Napoli er fortsat de eneste syditalienske hold, der har brudt den norditalienske, kapitalstærke vælde.
Og hvis Lazios nye økonomiske troldmand, Luca Baraldi, ikke vil have det røvede portræt af en adelsmand kiggende sig over skulderen, kan han kigge i øjnene på en meget nulevende.
Som spiller havde Roberto Mancini sin storhedstid i Genova-klubben Sampdoria som fantasirig og teknisk begavet angrebsmakker med Gianluca Vialli. Eriksson hentede ham til Lazio som en ofte kampafgørende spiller, men først og fremmest som sin højrehånd i omklædningsrummet og som fremtidig afløser. Sandsynligvis aftalt med Cragnotti.

Adelsmanden
Mancini er den virkelige adelsmand i italiensk fodbold. Han trådte til – efter trænerdebut i Cecchi Goris fallerede Fiorentina – samtidig med, at Lazio var på vej til at lide samme skæbne.
Han nyder respekt. Han har været på banen med flere af de spillere, som han nu bestyrer, men de kalder ham Mister, det traditionelle italienske navn for træneren. Han var hovedperson i fallitboforhandlingerne om hvilke spillere, der kunne afstås med fortjeneste uden at svække holdets kvalitet, hvilke der skulle beholdes for en pris til forhandling, og han sørgede for, at spillere som hollænderen Stam, argentineren Lopez og serberen Stankovic på flugt fra falitten blev.
Roberto Mancini, som med nød og næppe har fået et par grå hår i det sorte og et par skarpt markerede rynker under øjnene,var med sit fallent-hold sidste sæsons spillemæssige nydelse. Nærmest en Lazio-tradition. Michael Laudrup, der spillede i romerklubben, inden han blev voksen og i et af de mørkeste kapitler i dens historie, vil næppe genkende den. Men Lazio var den sidste italienske storklub – i 1927 – der opgav det olympiske princip om amatørisme, og Mancini optræder efter hver kamp som en mand fra Nørrebros fælled. Han er uden undskyldninger ked af det, hvis hans hold har tabt, og han er uden store armbevægelser glad, hvis hans hold har vundet. Men han er først og fremmest glad, hvis det har spillet godt. Sejr eller ej.
Med sit fallent-hold kvalificerede han sig til Champions League, og det nederlag på 2-1 , han onsdag aften måtte indkassere til den russiske ejer af London-klubben Chelsea på Stamford Bridge, var om ikke forudset, så dog kalkulabelt.

Geniale Grønkjær
Russeren Abramovitsj, der har bragt verdens dyreste fodboldspillere sammen, så Lazio’s Simone Inzagi bringe romerne foran, men banens bedste, Lampard, udlignede med et yderligt placeret drøn fra højrenenet, og så fik opgøret pludselig farve af dansk. Chelsea’s italienske træner Claudio Ranieri skiftede efter udligningen sin playmaker Veron – som kom til Chelsea fra netop Lazio – ud med Jesper Grønkjær. En indskiftning, som italienske medier med topkarakter til ålborgeneseren betegner som genial, fordi han frisk på højre flanke sendte bolden ind i fødderne på Adrian Mutu og det vindende mål – og efterfølgende holdt så tidsudtrækkende ekvilibristisk på bolden, at han tilsyneladende uskyldigt var nær en knytnæve fra Stam og Oddo og andre frustrerede Lazio-spillere, som ikke kan døje danskerens gymnasiastmanerer og bevidste spillen på sin uskyld i fordækte provokationer.
Mancini var ked af det, men tog det som en adelsmand og har indtil videre råd til det.

Milanesisk misere
Hvad de pengestærke fra Milan og Inter har råd til, blev der sat spørgsmålstegn ved i denne runde af Champions League.
Sidste års CL-vinder spillede sig død i et insisterende forsøg på at kæmpe sig igennem et flamsk midterforsvar fra Brügge, og da en øsen høje bolde fra langsomme fløje, Cafu og Pancaro, ikke havde effekt heller, kunne de undertippede belgiere slå kontra med et vidunder af et ydersidedrøn fra Mendoza, der afsluttede den ensidige forestilling. Al magt til Milan. Det vindende mål til flamlændingerne.
Og i Moskva måtte Inter indkassere et 3-0 i vadestedet mellem den fyrede træner Hector Cuper og den nye Alberto Zaccheroni. Samme dag som Inters angriber fra Sierra Leone, Mohammed Kallon, blev fundet positiv for nandrolon. Det 13. tilfælde på tre år for denne anabolske steroide, der øger muskelmasse og iltoptagelse, i italiensk elitefodbold.
Juventus, med perfekt udnyttelse af alle truppens spillere i den turn over, som hverken Milan eller Inter magter, vandt tirsdag hjemme 4-2 over baskerne fra Real Sociedad, og har fuldt hus i CL med tre sejre og fører den italienske Serie A.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu