Læsetid: 4 min.

NEKROLOGER

17. oktober 2003


Léon Schwartzenberg, 79
*Spørgsmålet om aktiv dødshjælp skaber igen voldsom debat i Frankrig i disse dage. Tilhængere og modstandere står stadig stejlt over for hinanden, men selve diskussionen er ikke længere aldeles tabubelagt.
Det var den til gengæld i begyndelsen af 90’erne, da professor Léon Schwartzenberg i et interview erklærede, at han i mindst et tilfælde havde hjulpet en patient til en hurtigere og mindre smertefuld død. Det var bestemt ikke god tone, og det lægeetiske råd reagerede ved at forbyde ham at praktisere. Afgørelsen blev senere omstødt, og selv om han ikke kun fik venner ved sin bramfrie facon, vandt han igen respekt for at stå frem med sin mening.
Forløbet er sigende for Schwartzenbergs gerning. Han kæmpede igen og igen svære kampe, altid på de svages side, også når det kostede ham personligt. Allerede under Anden Verdenskrig deltog den jødisk fødte læge aktivt i modstandsbevægelsen sammen med sine to brødre, der begge blev deporteret til koncentrationslejrene og aldrig vendte hjem. Le Monde kalder det ’et uheld’, at han sidst i 80’erne gik ind i politik. Præsident Mitterrand havde vel håbet, at den politisk uprøvede, men folkekære Schwartzenberg kunne være et frisk pust. Schwartzen-berg blev udnævnt som sundhedsminister, men måtte på opfordring gå efter blot en uge – det absolut korteste mandat for en minister i nyere tid – på grund af sine lidt for frie holdning til aktiv dødshjælp, legalisering af hash mv.
Senere blev han Europa-Parlamentariker i en enkelt periode, og regionalpolitiker, men måtte igen træde tilbage, denne gang på grund af rod i kampagnebudgettet.
Hans politiske fiaskoer har dog ikke været nok til at sværte hans eftermæle. Nok bliver han husket som nævenyttig og øretæveindbydende; men de seneste dage er Léon Schwartzenberg blevet hyldet med eftertryk af politiske venner og fjender og ikke mindst af en lang række græsrodsorganisationer.
Det var til syvende og sidst i græsrodsarbejdet at Schwartzenberg fandt sin hylde. Han blev i de senere år en synlig talsmand for foreninger til fordel for så forskellige ’sager’ som palæstinensernes, de hjemløses, de arbejdsløses osv. Senest støttede han bondelederen José Bové i hans kamp mod den utæmmede globalisering.
Når han ikke havde travlt med at sige sin mening offentligt, var Léon Schwartzenberg cancerolog og nød som sådan stor anerkendelse. Det er således skæbnens ironi, at det i tirsdags blev kræften, der endte med at lukke munden på ham.re

Wesley Tuttle, 86
*Havde det ikke været for Walt Disneys Snehvide og De Syv Dværge, ville Wesley Tuttles karriere sandsynligvis have begrænset sig til at være ’sideman’ i en række amerikanske pladestudier for folk der enten var, eller senere blev, store navne i både USA og, for nogles vedkommende, på verdensplan. Men netop denne tegnefilm, udgivet i 1937, havde Wesley Tutt på rollelisten som jodlende stemme på »Silly Song«. Kort, men klart effektivt, rent karrieremæssigt.
Wayne Tuttles familie flyttede til Californien i 1921, da han var fire år gammel, og her døde han, i Los Angeles, den 29. september 2003.
Hans musikalske forældre lærte ham at spille ukulele, og selv om han som ganske ung mistede tre fingre på sin venstre hånd ved et uheld i sin fars slagterforretning, lærte han forfra, og blev også en mere end habil guitarspiller. Allerede som teenager kom han med i den da landskendte sanggruppe Sons of the Pioneers, hvor han på et tidspunkt afløste Len Slye, som senere blev noget mere kendt under navnet Roy Rogers. Det blev han til gengæld også, ikke mindst via en lang række populære radio-shows og et job som sessionmusiker for Capitol Records. Her spillede han rytmeguitar for selskabets første country-solist, Tex Ritter, og blev derefter selskabets anden solist.
I midten af 40’erne fik Tuttle en række store country-hits, bl.a. hitliste-topperen »With Tears in My Eyes« i 1945. Ni år senere kom han igen på hitlisten, nu sammen med sin kone, Marilyn Meyers, og nummeret »Never«. Efter flere populære radio-shows skiftede parret stil, og indspillede de næste mange år en lang række gospel-albums, indtil Tuttle i 70’erne trak sig tilbage på grund af svigtende syn. ross

Don Lanphere, 75
*Som 18-årig spillede saxofonisten, komponisten og underviseren Donald Gale Lanphere med Jimmy Lunceford og modtog undervisning fra Lennie Tristano. For et sådant talent kunne inspirationen kun hentes hos giganter som Carlie Parker, som han senere spillede hyppigt med, Lester Young og John Coltrane. Da han som 20-årig flyttede fra Washington til New York, var både hans lykke – og ulykke – gjort. Det var bebop ’in the fast lane’, uforglemmelige indspilninger med Fats Navarro, Max Roach og Erroll Garners bror Linton. 23 år gammel blev han for første gang fængslet for besiddelse/brug af narkotika. 20 år senere, efter et overvældende misbrug, fandt han religionen, og fik som så mange restituere kolleger i samme situation, musikken tilbage.
Han fik 30 år mere foræret, virkede som højtestimeret lærer for både unge og ældre musikere i Seattle, var stadig aktiv på scenen, og fik en stor del af æren for den opblomstrende jazzscene i Seattle. Allerede før hans død havde man forberedt ’A Concert for Don Lanphere’ i oktober måned.Inf.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu