Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

3. oktober 2003

Robert Palmer, 54
*En af rockmusikkens gentlemen – sangeren og sangskriveren Robert Palmer – døde fredag den 26. september af et hjerteanfald. Han blev 54 år gammel og havde lige før sommerferien udgivet sit seneste og altså sidste album, Drive.
Robert Palmer var den eneste hvide sanger, der kunne få sin musik til at lyde lige så sofistikeret, fræk og sexet som Marvin Gaye i dennes 70’er-periode. Ikke bare når Palmer sang Gaye-numre som »Mercy Mercy Me« og »I Want You«, men også når han arrangerede og sang andre numre som sin egen »She Makes My Day« eller Andy Frasers »Every Kinda People«.
Efter flere fine album og et par småhits op gennem 70’erne og begyndelsen af 80’erne begyndte hans kommercielle storhedstid i midten af 80’erne. Først i Duran Durans fritidsgruppe The Power Station med hits som »Some Like It Hot« fra ’85. Solo var Palmer øverst på den amerikanske hitliste året efter med god hjælp fra MTV, som råviste videoen til »Addicted To Love« med en ulasteligt klædt Palmer i selskab med guitarspillende langlemmede, sexede og sortklædte fotomodeller. Populariteten holdt sig de næste fem år med kæmpehits som »I Didn’t Mean To Turn You On« og »Simply Irresistible«, derefter gearede Palmer selv ned for karrieren og livet som feteret rockstjerne.
»Jeg elsker musik,« sagde han i den anledning. »Men jeg har aldrig kunnet se pointen i at stille sig op foran tusindvis af mennesker, når man ikke engang kan styre sit eget liv.«
Palmer boede længe på Bahamas og havde tidligt fat i den såkaldte ’World Music’. Faktisk er en af hans bedste plader en slags opsamlingsalbum fra 1998. På Woke Up Laughing han har selv samlet, remixet og delvis genindspillet mange af sine verdensmusiknumre, som stilmæssigt tæller alt fra calypso, bossa, reggae og afrikanske toner. Palmer kunne stort set spille på samtlige instrumenter, og som en Todd Rundgren kunne han synge kor med sig selv, så selv englene måtte give op. Han sang en fuldstændig ren alt, tenor og bariton – og han kunne endvidere synge falset uden vibrato. Og samtidig kunne han synge soul, blues og rock med et småhæst nærvær. Woke Up Laughing er en medrivende, forskelligartet og alligevel helstøbt plade, og samtidigt giver den et fascinerende indblik i et utrolig musikalsk menneskes arbejdsmetoder, for Palmer kunne som få rockmusikere fortælle interessant om processerne bag hvert enkelt nummer, hvad han gør i de medfølgende covernotes. Samme indsigt kan man få om hans store hits på de to opsamlingsplader Addictions Vol. 1 & 2.
Da Palmer skruede ned for blusset, flyttede han til Schweiz, hvor han boede indtil sin død. De sidste 10 år udsendte han kun tre studieplader, senest altså Drive (2003), som er en slags roots-album, der blander gamle og nye bluessange med calypso og soul. Pladen er et værdigt minde for Palmer, hvis smittende musik og afslappede holdning til stjernestatus vil blive savnet.Ole Knudsen

Frank Lowe, 60
*Den amerikanske tenorsaxofonist Frank Lowe er død på et hospital i Manhattan. Frank Lowe voksede op i Memphis, og selv om han udviklede sig til en af USA’s fremmeste avantgarde-musikere, kunne man i meget af hans materiale stadig mærke indflydelsen fra byens rhythm’n’blues-puls. Måske ikke så underligt når man tager i betragtning, at han blandt sine naboer under opvæksten i de tidligere 60’ere, talte folk som saxofonisterne Charles Lloyd og Hank Crawford og sangerinden Carla Thomas. Og allerede som teenager arbejdede han som studiemusiker for Stax Records – og i øvrigt som sælger i selskabets pladeforretning.
Han flyttede til San Francisco for at udvikle sit spil, og studerede bl.a. hos Sonny Simmons, og her mødte han Ornette Coleman, et af hans store idoler. Denne anbefalede ham at flytte til New York, hvilket viste sig at være det store break. Han begyndte hurtigt at arbejde sammen med Alice Coltrane, medvirkede på hendes album World Galaxy, og udsendte i 1973 sit eget debut-album, Black Beings. Et råt, næsten nøgent, hårdtslående album, som skulle vise sig at blive det eneste af slagsen. Han skiftede kort tid efter til en langt mere eftertænksom, næste moody stil, med »både humor og romantik, som jeg havde savnet i avantgarde-jazzen,« som han senere udtrykte det.
I de næste 20 år var han et fast holdepunkt på New Yorks impro-jazzscene, både som sideman og som leder af egne orkestre. Blandt samarbejdspartnerne var guitaristen Eugene Chadbourne og trompetisten Don Cherry, men hans faste medspillere var hele vejen igennem violinisten Billy Bang, trommeslageren Phillip Wilson og kornettisten Butch Morris.
Frank Lowe udgav sit sidste album, Four Five Six sidste år.ross

Franco Modigliani, 85
*Det var hans oplevelser som jøde og aktiv i antifacistbevægelsen i 1930’ernes Rom, der livet igennem fik professor og nobelprisvinder i økonomi (1985) Franco Modigliani til at være nysgerrig på, hvordan økonomien spiller ind på vores hverdag i almindelighed og den politiske scene i særdeleshed.
Sammen med to andre nobelprisvindere, Paul Samuelson og Robert Solow, dannede han fra 1962 skole på Massachusetts Institute of Technology. De krævede, at deres studerende brugte den eksperimenterende naturvidenskabelige metode: Find spørgsmålene i den virkelige verden, byg en model og gå så tilbage og test den med virkelighedens tal. Ikke så underligt at en lang række af Modiglianis studerende som f.eks. Den Europæiske Centralbanks vicepræsident Lucas Papademos blev ansat i politiske stillinger rundt om i verden.
En stor del af sit liv var Modigliani en engageret rådgiver for Italien. Efter at Opec hævede prisen på olie i 1970’erne påpegede han som den første, hvordan lønindeksering efter oliepriserne var en potentiel bombe under Italiens økonomi. Det tog regeringen 10 år at indse dette; da var inflationen over 20 pct. En folkeafstemning i 1984 afskaffede endelig indekseringsklausuler i arbejdernes kontrakter, men kort inden kostede det en af hans tætteste kolleger, Ezio Tarantelli, livet. Den unge økonom havde sammen med Modigliani været aktiv i debatten, og blev skudt af De Røde Brigader.
Senest blev Modigliani oprevet over regeringschef Silvio Berlusconis bortforklaringer af Mussulinis grusomheder, og at Berlusconi stod til at modtage en pris fra en amerikansk jødisk bevægelse. En uge før sin død skrev han et læserbrev i New York Times, som bragte sagen på dagsordenen i Italien og satte Berlusconi i stor forlegenhed.
Indenfor økonomi huskes Modigliani bedst for sine banebrydende forklaringer på hvordan mennesker sparer op, og gældens rolle for virksomheders børsværdi. Han holdt aldrig op med at teste sin livscyklus-hypotese fra 1950’erne, der kort fortalt siger, at alle (ikke kun de rige) sparer op og skraber værdier sammen i deres første årtier, og siden bruger deres rigdom i alderdommen. For en nation vokser opsparingerne, når arbejdsstyrken og produktiviteten stiger, hvilket USA oplevede efter Anden Verdenskrig, siden Japan og nu Kina. I følge Modiglianis teori vil de samlede amerikanske opsparinger fra baby-boomerne være brugt op snart. rkj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu