Læsetid: 1 min.

Ny dvd

31. oktober 2003

(2. sektion)

*Giganten Intet at betænke sig på for elskere af det gamle Hollywood! Denne luksus-whopper af en dobbelt-dvd er ikke til at komme uden om. For det første fordi George Stevens’ over tre timer lange mesterstykke fra 1956 om staten Texas som fænomen og psykisk tilstand er en af de få familiesagaer, som hele tiden holdes levende af inspirerede visuelle idéer og et forbløffende intimt tonefald. En lyrisk beåndet og humoristisk gennemlyst beretning om en amerikansk drøm, der jævnligt forvandles til mareridt. Med Elizabeth Taylors bedste præstation som feminist på udebane og Rock Hudsons ditto som den reaktionære Texas-ægtemand, hun langsomt forvandler. Og med James Dean i sin sidste rolle som outsideren, der skaber ravage fra sidelinjen.
Ekstra-materialet er overvældende og værdifuldt. Gigantens ene manuskriptforfatter, Ivan Moffat, kommenterer filmen sammen med den ansete kritiker Stephen Farber og instruktørens søn George Stevens Jr., der selv var med til flere af optagelserne. Og to lange dokumentarfilm dykker ned i historien om optagelserne, hvor Stevens lod den lille Texas-by Marfas indbyggere være med som statister og taknemmelige tilskuere.

Giganten. Instruktion: George Stevens. Region 2. Warner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her