Læsetid: 5 min.

Ord for ord

6. oktober 2003

INTERMETZO
I Groft sagt, Berlingerens rubrik for mistænkeliggørelse af det p.t. magtesløse politiske mindretal og andre udsatte danskere, demonstrerer blandt andre skribenter den tidligere materialistiske historiker Lars Hedegaard jævnligt sit stridslystne talent. Det skete forleden i en omtale af Ulla Dahlerups snart berygtede tale på Dansk Folkepartis landsmøde i september. Lars Hedegaard anfører i den forbindelse, at taleren godt kunne have modereret sig noget. I og for sig ikke fordi det var forkert, som hun udtalte sig, men fordi hun næppe med det tonefald får magt som agt, nemlig til at give dem tørt på, der ifølge Dahlerup selv og Lars Hedegaard har forfulgt hende i årevis. Han besværer sig over, at folk som Ulla Dahlerup uden undtagelse »er nazister eller tæt på«. Med det sidste mener Hedegaard, at modstandere af Dahlerup og ligesindede altid »uden undtagelse« skælder disse ud for at være nazister. I stedet burde de forargede alternativt kalde Dahlerup & co: »røvhuller, dumme svin, umuliusser, ignoranter, undertrykkere, papirnussere, pædagogmedhjælpere, skatteunddragere, udsugere, kapitalens lakajer eller de fines flinke cykelbude – som tilfældet var, da vi havde en fri politisk samtale.« Tilføjer Lars Hedegaard.
Det sidste sidder man jo og tygger lidt på. Hvad mener han med det? Var den politiske samtale mere fri, fordi Mogens Glistrup i tidernes morgen kaldte folk, hvis arbejde han forhånede, for papirnussere? Hvem har i den politiske friere samtales navn kaldt nogen røvhuller eller dumme svin, og bliver den politiske samtale mere fri af at kalde folk umuliusser, udsugere og ignoranter? Eller cykelbude eller pædagogmedhjælpere??

Bemærkelsesværdigt er det, at endog Lars Hedegaard, der jævnfør sin rubriks navn har let til grovfilen, alligevel når det kommer til stykket nærer en eller anden form for betænkelighed ved Ulla Dahlerups retorik. Han undskylder hende ganske vist med at »hun har været edderspændt rasende på de mennesker, der har forfulgt hende, og nu skal de få.« Allerede her aner man jo en afstandtagen, for også Hedegaard kan se, at Dahlerup er ude i noget lidt mere end betænkeligt. Sagt i samme åndedrag lancerer Hedegaard sit forbehold med en ureflekteret eller snarere uunderbygget påstand om, at Dahlerup skulle kunne være så edderspændt, fordi hun har været forfulgt. Men hvem andre end Ulla Dahlerup selv siger med dokumenteret udsagnskraft, at hun har været forfulgt? Hvem skulle have forfulgt Ulla Dahlerup og for hvad? Hvem har undertrykt hende og lukket munden på hende, som hun også hævder; hun som i årevis har talt og skrevet i ét væk og sammenlagt formentlig fået mere presse end selv håndboldpigerne eller prins Henrik. I referatet af Dahlerups tale til DF kunne man blandt andet læse »at alle [da hendes hadede modstandere ifølge hende selv herskede] var utrygge ved alle, man tav i toget, man tav i bussen«. I den forstand kan Ulla Dahlerup som vidne til en sådan bemærkelsesværdig adfærd i fædrelandet, hvor folk jo i forvejen ikke sidder og skvaldrer op i de offentlige transportmidler, have fået det indtryk, at når hun gik ind i et tog eller i en bus, så tav folk først for alvor. Måske ikke på grund af røvhullernes forfølgelse af hende. Måske folk i bus og i tog tav bomstille, når de så Ulla Dahlerup, men af andre grunde. Måske fordi folk vidste, at Ulla Dahlerup havde optrådt som en uærlig journalist og skrevet en ualmindeligt uhæderlig bog på Dansk Folkepartis vegne, hvor hun blandt andet i Berlin for at få virkeligheden til at svare til opgaven tegnede et fordomsfuldt og forfalsket billede af byens tyrkisk-tyske befolkning og i øvrigt falskeligen udgav sig for officiel udsendt skribent fra det danske Folketing. I denne falske egenskab malede Dahlerup usandhed på usandhed op og ned ad stolper og til kildernes efterfølgende vrede. Med Danmarks Fremtid – dit land – dit valg, hvori Dahlerup bidrog så flittigt under bekvemmelighedsflag og uden nævneværdig brug af journalistisk eller kritisk metode, skal man godt nok tilbage i tiden for at finde magen til. Sovjet og nazi-Tyskland bliver det næsten uundgåelige sammenligningsgrundlag.
Det er ikke det samme som at kalde den fantasifulde ophavskvinde nazist. Men det rå og hævngerrige tonefald hos Dahlerup – ordet og ordleddet had forekommer 16 gange – spækket med usandheder om historiske begivenheder og sammenhænge – minder ikke desto mindre om forfatterinden Olga Eggers’ bidrag i Fædrelandet. Hvorvidt dette bliver lettere at kapere, og hvorvidt den politiske samtale bliver friere ved i stedet at kalde Ulla Dahlerup et røvhul eller et dumt svin, frem for at anføre, at hendes udgydelser minder om nazisternes eller for den sags skyld Stalins propagandaretorik, må jo være op til Lars Hedegaard. Lidt videre perspektiv er der vel i al alvor ved at gøre opmærksom på det potentiale af de konsekvenser som denne type af demagogi har haft og desværre er ved at få igen. I en sådan kritik af den konkrete sprogbrug ved selve dens kilde nærmer man sig trods alt mere en fri og kvalificeret politisk debat end ved at indskrænke sig til at kalde konen pædagogmedhjælper.

I en eller anden forsorenheds tjeneste kan man som Hedegaard bagatellisere Dahlerups retorik, selvfølgelig kan man det, og påvise hvor meget disse udfald skader hende selv og hendes sag. Men i den ægte bekymrings tjeneste kan man omvendt påvise denne yderligere udskridning i debatformerne, som nu giver sig udslag i direkte voldsassocierende bidrag. Således bragte DF’s pressechef Søren Espersen forleden en hilsen til fjendebillede nummer 1 A, at det vel ikke kunne skade noget, såfremt Klaus Rifbjerg blev »sparket i sin tykke mave«. Såfremt dette kun er ment som metafor for antagonisme, er metaforen modbydelig og kan næppe selv i Hedegaards facitliste henregnes til den gode gamle frie politiske samtale. En anden af heltene, Brian Mikkelsen, har i mellemtiden været ude og sige undskyld for sin usmagelighed med Per Stig Møller klynget op i nærmeste lygtepæl. Jamen, det var jo stemningen dengang, han ville beskrive, forklarer han, ikke den konkrete trussel; og det er jo kønt, for her hører man atter et smukt eksempel på tilløb til den frie politiske samtale.
Vi, der var datidens vidner og samtidige med PSM i DR dengang, kan nu stolt præsentere os som dem, der, med eller til ministerens beklagelse, alligevel ikke havde planer om at ombringe den senere udenrigsminister. Det korrumperede sprog er imidlertid udtryk for det korrumperede menneske, hvis karakteregenskaber ikke rækker til ihændehavelse af magt. Her hjælper ingen kreativ bogføring, men en tilbundsgående selvransagelse. Mon de finder noget spændende?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her