Derude
For nylig dumpede en kuvert ind ad brevsprækken hos 170 akademikere og kunstnere i hovedstadsområdet. Hele hoben stod anført som »arbejdsledige« i AF-Storkøbenhavns kartoteker. De var på overførselsindkomst. For dem af adressaterne, der i årevis havde trådt systemets gulvtæpper tynde, var der noget befriende ikke-kommunalt over konvolutten. Papiret indeni var lifligt lyseblåt, det havde vandmærke, og det var simpelthen rart at røre ved. Teksturen var i top. Tilsyneladende ingen grund til alarm.
Men skinnet bedrog: Der var tale om en indkaldelse til et informationsmøde om et »individuelt og fleksibelt kontaktforløb«, som arbejdsformidlingen ifølge lovgivningen er »forpligtet til at tilrettelægge og gennemføre« »med henblik på, at du hurtigst muligt kommer i arbejde«, som der stod. Brevets afsender var et konsulentfirma ved navn Institut for Karriereudvikling (IKU).
I løbet af sommeren har AF over hele landet sendt en stor procentdel af sine arbejdsløse i udbud hos private spillere. Det er et lukrativt marked, og IKU er en af de heldige, der har fået foden indenfor. Folk skal i arbejde, og de skal til kontaktmøde hver tredje måned fremover.
IKU gik frisk til den. Informationsmødet var ikke alene »obligatorisk«, det skulle også
finde sted kun fire dage senere, midt i efterårsferien.
Truet på dagpengene
Mandag morgen i tidsrummet 8.45 til 9.15 var der check-in og te og kaffe. Informationsmødet var ganske symbolsk henlagt til et større undervisningslokale i forskerparken Symbion på Østerbro. Omkring 100 mennesker var mødt frem, og alle andre måtte melde afbud, hvis de ikke ville rammes på dagpengepungen.
Det var en blandet flok i alle aldre, og vantroen over for denne moderate form for tvang i et ellers civiliseret samfund emmede over stolerækkerne. Nogle tacklede klientgørelsen med indesluttethed, andre med kvikke, sortsynede replikker. Andre henvendte sig til så mange som muligt for at skabe en vi-er-alle-i-samme-båd-stemning. Og atter andre kæmpede med næb og kløer for netop at undgå at komme med på den galej.
9.30 trådte Torsten Stålander, en svenskfødt jobkonsulent i 50erne, op på podiet. Med en dyb og rusten stemmeføring kastede han sig nu ud i verdens sværeste foredrag: en peptalk for disse mennesker. En balanceakt.
Stålander sagde, at det drejede sig om holdning og attitude; i virkeligheden var det et kursus i salgsteknik, som folk havde brug for. Man skulle jo ud og sælge verdens bedste produkt.
»Du skal ikke gå ud og bede om at få et job, du skal tilbyde at tage ét,« sagde han. »Arbejdsgivere ansætter ikke jobtiggere, de ansætter ressourcepersoner.«
Det drejede sig om dynamik og kropssprog, og man kunne få arbejdet, hvis man var »glad og interesseret«.
Med sin imødekommende tone vandt Stålander minut for minut skeptikere over på sin side. Da han i en bisætning nævnte, at han en gang havde været personalechef i SAS, spurgte en kvinde på første række lynsnart, om han var blevet fyret. Hvorefter hun brød ud i en desperat latter.
Stålander sagde ikke mere om sig selv i dette forum, men han havde været personalechef i SAS fra 1981 til 1986, og årene under Jan Carlssons ledelse havde været vidunderlige og sjove. Så skulle der pludselig skæres ned under den nye direktør. Da Stålander havde siddet et helt år og fyret folk, tog han sin afsked og startede en konsulentvirksomhed. Nu her mange år senere havde IKU lejet ham, og han var nærmest ved et tilfælde blevet kastet ind på scenen for at holde en ansporende tale, som han ikke havde forberedt sig på.
Det er strukturelt
Bagefter syntes en kvinde, at hans snak havde gjort hende dårlig. Nu føltes det »endnu mere som om, at det er vores egen skyld, at vi ikke har arbejde,« sagde hun.
En mand i midten af 40erne på tredje række brød ind med en supplerende kommentar. Han havde efter al sandsynlighed ikke været i bad til morgen, for hans hår stak ud som et halvt kilo sammenkogt båndspaghetti. Med armene over kors og blikket fæstnet på en stoleryg foran bemærkede han, at han ikke havde hørt noget lignende, siden han gik i gymnasiet. Det var Stålander, han hentydede til.
»Det er noget forpulet sludder! Det er som at høre Scientology,« sagde han og hævede stemmen gradvist, som ville han slå nogle arbejdsmarkedsmæssige kendsgerninger fast med syvtommersøm.
»Der ER ikke noget arbejde. Det er et STRUKTURELT problem. Man kan jo ikke en gang få et arbejde som POSTBUD,« mente han.
Sådan kunne man også se på det. Stålander indkasserede sit bifald, og første møde i det private som outsourcet arbejdsløs var tilbagelagt. Der var en time til frokost.
