Napster er tilbage
*Piratpioneren Napster vender om kort tid tilbage med en lovlig version af den internet-baserede musikservice, betitlet Napster 2.0. Den oprindelige musikfiltjeneste kunne prale af 60 millioner brugere, men blev tvunget til at lukke, da pladeselskaberne fik nys om dens succes og sagsøgte tjenesten for brud på ophavsretten.
9. oktober er der prøvekørsel på det genopståede brand, der allerede forventes fuldt kørende fra november. Brugerne af den reviderede version, kan stadig hente op mod 500.000 titler ned fra nettet, omend mod betaling.
Detaljer om driften afsløres ved en pressekonference før lanceringen, hvor en endnu ikke navngiven kunstner vil optræde for at signalere virksomhedens legitimitet. msk
Catwalk på Trapholt
*Lørdag aften bliver Trapholt kunstmuseum omdannet til en startbane af flakkende neonlys, abstrakt live musik og modeller, der præsenterer de bedste kollektioner fra Fachhochschule Hamburg og Designskolen i Kolding.
Begge er respekterede designinstitutioner, som til lejligheden har engageret professionelle scenografer og koreografer, samt fire tyske musikere, der spiller musik specielt komponeret til kollektionerne. Arrangementet er den del af kulturmødet Hamburg til Danmark 2003. www.trapholt.dk/www.designskolenkolding.dk msk
Brunch på Statens Museum for Kunst
*Statens Museum for Kunst er i løbet af efteråret vært ved en række såkaldte kunstbogbruncher, hvor tre kunstskribenter vil fortælle om deres
aktuelle udgivelser, mens publikum spiser brunch i Café Lars Nørgård på museet. Det første arrangement gæstes af kunsthistoriker og dr. phil. Mikael Wivel, der har skrevet bogen Carl-Henning Pedersen og kurateret museets pågående særudstilling om kunstneren, Carl-Henning Pedersen Et Livsværk. 2. november fortæller Hans Edvard Nørregaard-Nielsen om den nye udgave af Dansk Kunst, mens Bente Scavenius afslutter med Hammershøis København 7. december. msk
Kortest muligt
*Århus Kunstmuseum flytter fra domicilet i Vennelystparken. I den forbindelse er der søndag gratis adgang til museet.
*Teater Hedeland Martin Tulinius og Per Erik Veng har pr. 1. oktober besluttet at trække sig som hhv. kunstnerisk og administrativ leder af teatret. De erstattes af Claus Lynge.
*Europe Sejlivede rygter vil vide, at 80er-heavy-fænomenet
Europe genopstår med nyt album og verdensturné til følge. msk