Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

18. oktober 2003


Dokumentarisk filmfestival
*I 10 dage fra 7. til 16. november forvandles København til et slaraffenland for alle dokumentarfilmjunkier. I det tidsrum finder den første udgave af Københavns nye internationale dokumentarfilmfestival, cph:dox, nemlig sted.
Festivalen, der arrangeres af Cinemateket og folkene bag NatFilm Festivalen byder ifølge en pressemeddelelse på »nogle af årets mest omtalte og omstridte dokumentarfilm,« ialt 83 af slagsen inddelt i forskellige serier. Blandt andet bliver der mulighed for at se The Fog of War, Errol Morris’ fremragende portræt af den tidligere amerikanske forsvarsminister, Robert S. McNamara, og Lars von Trier og Jørgen Leths De fem benspænd, hvori Leth skal genindspille sin egen film Det perfekte menneske fem gange, mens Trier stiller ham hindringer i vejen. Mere om festivalen på www.cphdox.dk. CMC

Musical om Rod Stewart
*Rockidolet Rod Stewarts gamle plader bliver til en ny musical, Tonights the Night, der har premiere på Victoria Palace i London til november. Den er skrevet af journalisten Ben Elton, der i forvejen har skrevet en musical med Queen-musik. Første forestilling er allerede udsolgt.
Tonights the Night handler dog kun indirekte om Rod Stewart. Den karakteriseres som en romantisk komedie. En ung mand, der er genert og derfor har det svært med kvinder, drømmer om at være Rod Stewart. Det bliver han så, da han sælger sin sjæl til Djævelen. Bjørk

Sylvia Plaths liv filmatiseret
*Sylvia, en ny, biografisk film om den amerikanske digter Sylvia Plath med Gywneth Paltrow i hovedrollen, havde premiere i USA i går og fik en udmærket modtagelse i New York Times.
Filmen, der er instrueret af Christine Jeffs, skildrer blandt andet Plaths ægteskab med digteren Ted Hughes og forsøger, ligesom megen Plath-forskning, at finde ud af, hvorfor hun begik selvmord som 30-årig i 1963.
»Når alle diskussionerne er forbi, er det Plaths skriverier, der har det største krav på vores opmærksomhed,« skriver A.O. Scott.
»Skaberne af Sylvia har måske til en vis grad undervurderet dette geniale, foruroligende og tragisk afkortede værk, men de har ikke forrådt det.«
CMC

Kortest muligt
*Den danske kortbølgeradio kan efter al sandsynlighed kaldes historie fra årsskiftet. Danmarks Radio har fundet nye måder at sende på til danskere fjernt fra Danmark bl.a. via internet.

*Kasper Holten holder 2. nov. foredrag i Roskilde om sin instruktion af Wagners Nibelungen Ring.

’Den gyldne saks’
*Med 40 års forsinkelse vises nu en film af dansk dokumentarfilms store pionér, Theodor Christensen. Den fortæller om det kubanske kvindeideal. Han optog Ella (Hende) under sit ophold i Cuba, da han 1962-67 var med til at oprette en filmskole. Instruktørerne Steen Dalin og Dan Säll fandt den, da de resarchede til filmen, Theodors Cuba. En til dansk bearbejdet digital kopi vises mandag aften kl. 20 i Byens Lys på Halmtorvet i København. Theodor Christensen, som cubanerne gav tilnavnet, Den gyldne saks, huskes stadig på øen. Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu