Læsetid: 5 min.

De pæne pigers parade

Unge kvinder med akustiske guitarer, et følsomt sind, en dygtig producer og en uendelig kapacitet for at fortabe sig i følelsernes morads og tosomhedens strategier er hot shit i musikbranchen
14. oktober 2003

Nye cd’er
Det kan godt være De føler Dem stødt over den artikels overskrift, men tro mig – den skal ikke forstås som en kritik af de pæne piger. Tværtimod kan en pæn pige i visse situationer være at foretrække fremfor f.eks. en psykotisk crack-luder, selvom sidstnævnte garantrisset nok vil sætte mere fut i fejemøjet. Og nogle mennesker kan selvfølgelig ikke få fut nok. I fejemøjet, altså. Næ, snarere skal det ses som en indkredsning af et udbredt fænomen inden for populærmusikken, de kvindelige singer-songwriters, der for en stor dels vedkommende er stilfærdigt anlagte piger, som spiller en nydelig akustisk guitar og som uden den helt store originalitet, men med et let melodisk touch og træfsikre poesibogstekster udbreder sig om hjertets veje og vildveje. Og den slags vil der være et marked for, så længe der sidder unge middelklassekvinder rundt om og drømmer sig bort med en blanding af længsel, tristesse og artigt begær.
Perspektivistisk ses verden fra soveværelse og dagligstue, udenfor falder en blid støvregn, villavejen ligger stille hen og hvor pokker bliver han af, han skulle have været her for flere timer siden? Er han forsinket grundet trafikken eller har han mon en anden? Ideologisk befinder vi os tæt inde ved en ærkeromantisk og dybt borgerlig drøm om uendelig samhørighed med den eneste ene, tæt omslynget i en evig omfavnelse, hvor verdens ondskab, vrimmel og tumult ikke kan trænge ind. Hvor tosomheden udgør eksistensens dybeste og inderste mening, men kors, hvor giver det godt stof til sangskrivningen, når lortet – som det jo har for vane – ikke fungerer.
Popmusikkens svar på indslumringspillen. Poppens pæne piger kan ses som Den Tænkende Gymnasiepiges svar på boybands, R&B-sild og slikkede popfætre m/k, selv om de et langt stykke hen ad vejen synger om det samme: Kærlighed! Nå ja, så slår de ind i mellem en kæk lille krølle på halen og inddrager en sjat økologi, lidt hengiven naturbegejstring og et par betragtninger om far/mor/søster/bror-problematikker, fremført med rynket pande og alvorlig røst. Arketypen er den friktionsfri Jewel, om end en håndfuld besidder så stærke kunstneriske personligheder, at de ubesværet transcenderer genren og skaber et troværdigt særunivers. Navne som Tori Amos, Fiona Apple, Beth Orton og PJ Harvey – samt ældre ikoner som Kate Bush og Ricki Lee Jones, den nu pensionerede Joni Mitchell og nys afdøde Kirsty MacColl – hører til denne prægnante og udfordrende kategori.
Det gør sangerinden Dido overhovedet ikke. Hun er storleverandør af ufarlig elevatormusik, der stryger lytteren så meget med hårene, at man risikerer at falde i en dødlignende søvn ved afspilning af hendes plader. Hendes andet album, Life For Rent, der udkommer oven på den overraskende succesfuld debut, No Angel (1999) – som dog først for alvor fik vind i sejlene, da Eminem benyttede omkvædet fra »Thank You« til sit megahit »Stan« – udgør populærmusikkens svar på den såkaldte indslumringspille. Når man betænker hvor stresset store dele af befolkningerne i den vestlige verden er, kan man godt se behovet for en musik, der går i et med møblementet, men alligevel tilfører ens ’lige til Bo Bedre’- hjem en behagelig afslappet ambiens. Mener man derimod, at musik kan være mere og andet end værn mod stilheden, er der dog tale om usædvanlig ødsel omgang med ressourcer.

Kunstnerisk temperament
Meget bedre står det ikke til hos norske Lene Marlin, der ellers kom godt fra start med det fine og iltre lille Playing My Game i 1999. Det indeholdt en del velskabte melodier, tekstuniverset var ikke direkte tåkrummende og Marlin selv fremstod som en ung kvinde med ben i næsen. Men er sangene på opfølgeren Another Day marginalt bedre end f.eks. Didos, er det stadig en livløs omgang ambient-pop, hvis iboende sarthed som helhed tipper direkte over i temperamentsløshed og flad anonymitet, trods en up-to-date, småboblende og lettere triphop-prægede produktion. Another Day forbliver derfor et produkt for meget, meget pæne piger samt livsfrygtige midaldrende mænd ... men dem er der som bekendt også en del af, så Marlin skal såmænd nok få økologisk smør på knækbrødet fremover. Og så er hun – alt andet lige – en laber lille pastil at beskue.
Oven på dén omgang lyder Heather Novas seneste – Storm hedder den (ikke en titel, der musikalsk leves op til, men derimod nok følelsesmæssigt ...) – til gengæld som om der ligger både kunstnerisk temperament og vision bag. Typisk for Novas produktion siden den lovende debut, Oyster i 1994, har været den nagende fornemmelse, hendes plader efterlod hos lytteren om, at nu var den der næsten. Næste gang ville Nova lave det der skud- og skridsikre album, hun bærer i sig. Og det samler de nedtonede og emotionelt ladede sange på Storm sig så (næsten) også til – aldrig har hun sunget mere overbevisende, sjældent har hendes kompositioner klinget bedre og endelig ligger den diskrete produktion helt på linje med Storm’s intense følelsesfylde. Ud fra det uopslidelige ‘less is more’- credo er det lykkedes Nova at indfri de forventninger, man har næret til hende i snart 10 år og det var sgu også på tide.
Pæne piger kan altså vånde sig i kærlighedssmerte og forvandle det til gribende skønsang. Her og der måske lige skøn nok, men som helhed holder Storm.

Den rene fryd
Stakkens positive overraskelse er vor egen Tina Dickow, der med Notes har begået en art dogme-plade – og at dømme ud fra det levende og nærværende resultat, er det en metode genrens generelt overproducerede og understimulerede ungmøer kunne lære en hel del af.
Indspillet over to dage (!) i juni måned i år i det London, hvor Dickow har boet siden sin anmelderroste debut i 2001, er det én af de der sjældent nærværende skiver, hvor det opleves som sad kunstneren i ens stue og sang af karsken bælg. Og dét, så det fiser lige ind i ens overbelastede nervesystem og dér ter sig både rundtosset, smukt og gribende – lyd som ren fryd! I sin rå form er Notes lyden af Dickows stemme og akustiske guitar, tilsat diskrete instrumentale raffinementer ved Dennis Ahlgren og Martin Sommer, pletvist suppleret med Karoline Kiers varme andenstemme. Helheden er blevet et stærkt dokument fra en sansende og nærværende kunstnerinde af intet mindre end international klasse. Eat shit, Dido!
Den gode Dickow kan nemlig virkelig skrive sange, og som hun præsenterer dem her, lever de med en fyrighed og intensitet, man ikke kan andet end elske. Det er simpelthen gode sange, undfanget af et nysgerrigt og knivskarpt intellekt, spillet med glødende hjertetråde og blødende fingerspidser, tilsat en indtagende, underspillet og klangfuld vokal, så man med frydefuld tillid følger Dickow ned ad de krogede og særprægede stier, hun så yndefuldt og sikkert betræder. Tal lige om total i orden musiksmag!

*Dido: Life For Rent (Cheeky/Arista/BMG) Produceret af Rollo &
Dido.
www.didomusic.com
*Lene Marlin: Another Day (Virgin Norway) Produceret af Mike Hedges.
www.musicfromemi.com
*Heather Nova: Storm (V2/Bonnier-Amigo) Produceret af The Divine Sparks & Heather Nova.
www.heathernova.com
*Tina Dickow: Notes (Finest Gramophone) Produceret (til ug!) af Tina Dickow & Dennis Ahlgren.
www.tinadickow.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu