DEN DANSKE REGERING har fejlinformeret befolkningen både før og efter krigen i Irak. Det var en af konklusionerne i Danmarks Radios Dokumentargruppes udsendelse på P1 lørdag om beslutningsgrundlaget for at gå i krig. Og i går offentliggjorde Ekstra Bladet så en stærk og gennemresearchet hvidbog om løgnene i forbindelse med Irak-krigen.
Det er på tide, at den danske presse for alvor får taget hul på den mest oplagte journalistiske opgave de seneste mange år: At undersøge det demokratiske beslutningsgrundlag for, at Danmark blev en krigsførende magt.
Men hvor er de såkaldt seriøse morgenaviser Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende?
Dag efter dag hen over sommeren og det tidlige efterår har britiske og amerikanske aviser og magasiner uanset deres politiske ståsted kulegravet det formelle beslutningsgrundlag for krigen i Irak. Fredag tilsluttede det ansete konservative ugemagasin The Economist sig kritikken af Irak-krigens grundlag.
Forsiden: Et billede af Bush og Blair under overskriften: »Udøvere af massebedrag?« »Krigen var mener vi stadig retfærdiggjort. Men da de argumenterede for den, var hr. Bush og hr. Blair ikke ærlige over for deres befolkninger,« skriver ugemagasinet. Og hvordan skal vi så kunne stole på politikerne, næste gang de argumenterer for en krig?
Læser man de danske morgenaviser fra samme periode, må man tro, at Danmark var et land på en anden planet. Et land uden et behov for diskussion og granskning efterhånden som det stod klart, at regeringens officielle forklaringer om langtrækkende masseødelæggelsesvåben var forkerte.
POLITIKEN HAR BRAGT sporadiske men udmærkede artikler, mens Jyllands-Posten og Berlingske Tidende simpelthen hen har valgt at ignorere sagen. På de store borgerlige aviser kunne redaktørerne ikke gennemføre det samme simple ræsonnement som deres britiske og amerikanske kolleger nemlig at man godt kan være for krigen, men imod misinformation af befolkningen og det politiske system.
Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har valgt at ignorere de gode borgerlige idealer om, at en fri presse bør granske statsmagten. Som i totalitære samfund, ræsonerer man, at vores statsminister er god. Vi er på hans hold, og han er hævet over seriøs kritisk granskning.
Forudsigeligt, ville nogen måske sige. Men det ville være en uretfærdig påstand.
For i midten af 1990erne var Jyllands-Posten journalistisk set en stærk avis, der aftvang kollegial respekt uanset politisk holdning en avis der turde satse på seriøs kritisk journalistik.
De seneste år er der sket en markant højreradikalisering af den jyske avis. Det får være, når det gælder lederartiklerne. Det uhyggelige er, at de redaktionelle medarbejdere nu lader sig kue og lukker øjnene for oplagte journalistisk opgaver.
På Berlingske Tidende udviste medarbejdere for et par år siden mod ved at gennemtvinge en artikelserie om det A.P. Møller-ejede Dansk Riffelsyndikats salg af maskinpistoler til tyskerne under Anden Verdenskrig. Mærsk Mc-Kinney Møller blev vred og solgte hele Det Berlingske Officin til det norske industrikonglomerat Orkla.
Salget gav avisen en mulighed for at komme ud af årtiers velbegrundede ry for at være det gamle danske erhvervslivs logrende skødehund.
Men hvad skete der? Officinet ansatte Venstremanden Karsten Madsen som chefredaktør. En mand, der straks valgte at svigte de liberale idealer om en uafhængig granskning af magthaverne ved at skrive sleske breve til statsministeren. Breve, hvor Karsten Madsen utilsløret kaldte sig regeringens defensor.
Han blev så afløst af det tidligere medlem af Den Danske Forening, Niels Lunde. Også under Niels Lundes ledelse er det beklemmende at se, hvordan den såkaldt kritiske journalistik typisk handler om mindretal, som de fleste kan blive enige om at rakke ned på: Tvind, autonome og en islamisk fundamentalist der nu er sigtet for at have stjålet en damecykel. Og statsministeren? Han må gerne lyve om Irak.
TAGER INFORMATION de bladstrategiske briller på, så kan vi glæde os over denne sag. En stædig og langvarig kulegravning af sagen har pillet regerigens officielle argumentation for krigen fra hinanden. Det bekræfter eksistensberettigelsen for en lille, men økonomisk og partipolitisk uafhængig avis, der forsøger at efterleve idealerne om saglig og kritisk journalistik, uanset regeringens farve.
Men der er ingen grund til jubel, hvis man tager de demokratiske briller på.
Undersøgelser viser nemlig, at de store aviser er dagsordensættende. De leverer en stor del af nyhederne til radio og tv. At Jyllands-Posten og Berlingske Tidende på lederplads farer ideologisk vild i en tiltagende højreorientering behøver ikke i første omgang være et demokratisk problem.
Men når selve journalistikken skævvrides, og aviserne forvandles til borgerlige menighedspamfletter, så svækker det nyhedsformidlingen for alle borgere.
På onsdag vil et flertal i folketinget bestående af Dansk Folkeparti og regeringen efter alt at dømme beslutte, at sandheden skal stuves af vejen under det velkendte gulvtæppe.
Udenrigspolitisk Nævn vil henvise sagen til en uforpligtende konference frem for en høring eller en egentlig kulegravning. Man kan nok også godt tillade sig at forudsige, at beslutningen vil få Jyllands-Posten og Berlingske Tidende til at logre igen.
