Læsetid: 5 min.

Privat ejendom?

To nye biografiske film vækker opsigt. Hvorfor kan instruktører ikke holde fingrene væk fra denne kontroversielle genre
24. oktober 2003

(2. sektion)

Biografisk
På spørgsmålet om, hvilken genre han ikke kan holde ud, indrømmede den filmiske allike Quentin Tarantino for nylig, at han »simpelthen ikke bryder sig om biografiske film ... de skaber ikke interessante værker. De byder på store skuespilpræstationer, fordi der ofte er en stor personlighed involveret, men der er kun få personer, hvis hele liv er interessant nok til, at der kommer en stor film ud af det. Hvis jeg skulle lave en biografi, ville jeg følge en eller anden i tre dage. Hvis jeg skulle lave en film om Elvis Presley, kom den til at handle om den dag, han gik ind på Sun Records, og ikke mere.«
Andre nærer modvilje mod genren af mere følelsesmæssige grunde. Sangeren Norah Jones er tilsyneladende rasende over, at en Bollywood-instruktør er begyndt arbejdet med en film om hende og hendes far, Ravi Shankar (som var borte fra hjemmet under det meste af hendes barndom). »Han (Dev Anand) kender ikke vores historie,« fortalte hun reportere, »og jeg er sikker på, han ikke vil præsentere den på en ordentlig måde. Det er sørgeligt, for det er personlige ting og kommer ikke andre ved.«
Sylvia (som slutter dette års London Film Festival) har også udløst negativ kritik. Frieda Hughes, datter af digterparret Sylvia Plath og Ted Hughes, har skældt filmens producenter ud for at tjene på moderens selvmord. Hun skrev endog et 48 linjers digt i bladet Tatler, hvor hun angreb bagmændene.

Indlysende farer
Det var svært ikke at tænke på disse linjer under de nylige pressemøder i forbindelse med åbningen af London Film Festival, hvor man viste traileren til Sylvia. Med billederne af Gwyneth Paltrow som Sylvia, der lignede en blanding af Doris Day og Jeanne d’Arc, og Daniel Craigs livlige Ted dovent sejlende ved Cambridge eller midt i intense, højtravende litterære diskussioner, var klippene hverken makabre eller sensationelle – blot en smule formløse og selvsmagende.
Farerne ved biografiske film er indlysende. Der står altid et eller andet familiemedlem eller en kollega parat til at drage instruktørens motiver i tvivl.
»Jeg havde da mine bange anelser omkring Sylvia,« indrømmer produceren, Alison Owen. »Jeg vidste, at Hughes havde været meget diskret om deres tid sammen. Det afholdt mig fra at gå i gang, men udgivelsen af Birthday Letters, hvor Hughes vendte tilbage til emnet kort før sin død, føltes for mig som en stiltiende tilladelse til at kigge nærmere på emnet. Da følte jeg, det var moralsk i orden at lave filmen.«
Hun siger, hun mødte Frieda Hughes til en middag, inden hun overhovedet satte projektet i gang. »Hun var helt vidunderlig, meget direkte, og gav klart udtryk for, at hun helst så, filmen ikke blev lavet. Men hun indså også, at det var uundgåeligt at nogen ville lave en film.« Hun tilføjer, at hun ikke var overrasket over det senere digt. »Tanken om, at nogen siger, de vil lave en film, er noget helt andet end, at den rent faktisk bliver lavet. Det overrasker mig ikke at det fremprovokerede stærkere følelser, end selv Frieda troede, hun ville nære.«
Producenten Andy Paterson forstår holdet bag Sylvia, på baggrund af sine erfaringer i forbindelse med Hilary og Jackie, hans film fra 1998 om Jacqueline du Pré. For musikverdenen var den store cellist (som blev ramt af sklerose) et ikon. Mange følte, filmen var usmagelig endnu før, den var færdigindspillet. Det faktum, at Jacquelines familie samarbejdede med filmfolkene, gjorde ingen forskel.
»Det spørgsmål, du stiller dig selv, er: Skal jeg gøre det her? Hvad retfærdiggør risikoen for de unøjagtigheder, der altid ligger implicit i ethvert kunstnerisk tiltag?« spørger Patterson fem år senere. Men da de først havde bestemt sig, var de fast besluttede på at gøre det så »tæt på sandheden som muligt«.

Tæt på sandheden?
At komme ’så tæt på sandheden som muligt’ betød i dette tilfælde at vise rivaliseringen mellem Jackie og hendes søster, at berøre emner som seksuel jalousi og utroskab og afsløringen af, at du Pré nogle gange opførte sig både samvittighedsløst og manipulerende. »Vi blev anklaget for at antyde, at hendes karakter måske rummede flere sider,« husker Paterson. »Kritikken kom fra to sider. Fra mennesker, som ikke havde set filmen, som ikke mente, den skulle laves, og troede på, hvad de havde læst i pressen. Og så var der musikverdenen, som bare ikke kunne holde ud, at vi havde lavet den.«
Ingen spurgte tilsyneladende, om Hilary og Jackie holdt som film betragtet. Det faktum, at Frank Cottrell Boyce havde skrevet et rummeligt og sofistikeret manuskript, og at Emily Watson spillede fremragende, blev overset. Medierne var kun interesserede i, hvordan Daniel Barenboim (du Prés tidligere mand) reagerede, og i at Julian Lloyd Webber kaldte filmen en skændsel.
Genren har ikke altid være så kontroversiel. I 1930’erne, da Warner startede med at lave dyre biografiske film om historiens store mænd (og en sjælden gang kvinder), var historien stiv og ærbødig, spændt inde i kronologi og en dødvægt af facts, facts, facts. Historien om Louis Pasteur (1936) og Emile Zolas liv (1937) var prestigiøse sager, smagfulde, bornerte og meget uvillige til at dykke for dybt i de mørkere sider af hovedpersonernes privatliv. Der findes ingen beretninger om, at Pasteurs familie har klaget over, at Hollywood gik let hen over doktorens pasteuriserings-eksperimenter, eller at Zolas efterkommere beklagede sig over Paul Munis bombastiske fremstilling af forfatteren med social bevidsthed, som gjorde sit for Dreyfuss.
Men heller ikke pietet og enkelhed er gået helt af mode. F.eks. indrømmer lord Attenborough: »Hvad der interesserer mig, er det eksempel, de folk viser, som har gået i spidsen, de, som står i centrum af opmærksomheden, og som kan have den største betydning for andre mennesker, som de kommer i kontakt med. Det er disse menneskelige relationer og værdier, der præger alt det, jeg laver.«

En genre, der ikke vil dø
Der er stadig plads til episke Attenborugh-beretninger om inspirerende historiske personer (hans næste emne er Thomas Paine), men hemmeligheden bag de bedste biografiske film er, at de ikke opleves som sådan. Scorseses Raging Bull, om bokseren Jake La Motta, og Ron Sheltons vidunderligt demaskerende og syrlige Cobb, en profilering af den ondeste baseball-spiller, der nogensinde har slået et homerun, bliver sjældent kategoriseret som biografiske film, men de holder sig relativt til kendsgerningerne. Om det er krigs-epos – Lawrence af Arabien, Platoon, paranoide politiske thrillere (Oliver Stones) eller blodige beretninger om seriemordere (10 Rillington Place), findes der uendeligt mange levende, ofte fremragende film direkte baseret på rigtige mennesker. Selv Citizen Kane, tit udpeget som den største film af alle, er en gennemskuelig biografisk film om William Randolph Hearst.
Dette er altså ikke en genre, der bare dør. Og de etiske dilemmaer, filmmagerne støder imod, forsvinder næppe heller. Hvor meget kunstnerisk frihed skal de have? Hvor meget skal de spørge hovedpersonernes venner og familie? Der er ingen endelige svar, men en tommelfingerregel er, at jo mere rå og uforskammet, og jo mindre pietistisk den er, desto større chance har en biografisk film for at kunne modstå tidens tand – også selv om det ophidser slægtningene.

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu