Paris, Grenoble, Aix-en-Provence og 200 andre byer/områder i Frankrig har erklæret, at de ikke vil have offentlige serviceydelser som veje og hospitaler udliciteret. Målet er at protestere mod global tendens til at liberalisere og privatisere, som mange mener underminerer velfærdssystemerne i EU-landene.
Det fortæller vicepræsidenten for den franske afdeling af organsationen Attac, Susan George, til Information. Hun har som en af de mest kendte i den globaliseringskritiske bevægelse for nylig været i København til en konference om GATS et internationalt regelsæt under Verdenshandelsorganisationen (WTO) om handel med serviceydelser. Ideen med GATS er at fremme liberalisering, hvilket betyder privatisering inden for alle serviceområder, f.eks. sundheds- og turismesektorerne.
»Vi indledte en kampagne med at få byer, distrikter og hele regioner til at erklære sig GATS-fri zone og havde regnet med, at omkring hundrede ville deltage. Men nu er vi overraskende oppe over 200,« fortæller hun.
»Vi fortæller lokalpolitikerne, at hvis EU fortsætter med at presse på for liberalisering af serviceydelser både i EU og udenfor, så har lokalpolitikerne og forvaltningerne ikke noget at lave om ti år. Veje, vand, el, sygehuse og så videre vil altsammen glide 0ver på private hænder, og politikernes muligheder for at regulere det vil være be-grænsede.«
Formålet med Attacs kampagne er især at råbe landspolitikerne op i Frankrig, men også EUs handelskommissær Pascal Lamy.
»De på mange måder afgørende, internationale forhandlinger om GATS er meget lukkede og udemokratiske. Den eneste måde, vi kan påvirke Lamy og Kommissionen på, er ved at gå via de nationale parlamenter og regeringer,« siger Susan George.
Et eksempel på manglende demokrati var, da den danske regering i begyndelsen af året sagde god for EU-Kommis-sionens oplæg til det videre forløb i GATS-forhandlingerne uden at konsultere Folketingets Europaudvalg.
»Det gav en del utilfredshed i Folketinget, da det blev opdaget, men da regeringen har Dansk Folkeparti i ryggen, skete der ikke yderligere,« fortæller Kenneth Haar fra Attac-Danmark.
Det anslås, at 60 pct. af verdens handel er inden for serviceydelser. Derfor er transnationale virksomheder i høj grad opsat på at få fjernet toldbarrierer, nationale monopoler og statsstøtte.
»Når der bliver presset på for at få fri konkurrence om levering af f.eks. vand og sundhed, så drejer det sig for firmaerne udelukkende om en ting: profit. Hele debatten om GATS drejer sig i bund og grund om: Skal offentlige ydelser været præget af europæiske velfærdsideer som lige adgang for alle og hensyn til svage grupper som ældre og børn? Eller skal købekraften og markedet bestemme, hvem der skal have disse basale ydelser?,« spørger Susan George.
Hun frygter et Europa, hvor eliten og den øverste middelklasse sender deres børn i private skoler og bliver behandlet på dyre, private hospitale, mens de øvrige borgere må nøjes med en stadig ringere offentlig service.
»I den lille franske by, jeg bor i, får vi nu kun post hver anden dag om sommeren. Staten skærer ned på servicen, så kunderne kan blive mere interesseret i privatisering, selv om der ikke er noget som helst generelt bevis for, at private aktører er bedre end offentlige,« siger hun.
»Vi er på vej til i EU at få rene Margaret Thatcher-tilstande. Det tog hende syv år at få privatiseret kulminer, jernbaner og alt muligt andet. På den måde slap Storbritannien af med to mio. fagforeningsmedlemmer, men for borgerne er hverken service eller priser blevet bedre.«
Enorm bjørnetjeneste
Susan George mener, at der internationalt bør være et stop for videre GATS-forhandlinger om liberaliseringer og anfører, at liberaliseringer i høj grad går ud over små virksomheder, de svageste i samfundene og u-landene. Lektor i international økonomi ved Landbohøjskolen Christian Friis-Bach har en ganske anden opfattelse:
»GATS er på ingen måde perfekt, men det er det bedste vi har. Her er der en bottom-up tilgang, hvor ingen lande siger ja til noget, de ikke selv har valgt, og der er rig mulighed for politikere til at opstille nationale krav til private virksomheder. Man gør u-landene og de svageste i disse lande en enorm bjørnetjeneste ved at lade dem beholde toldbarrierer og andre protektionistiske instrumenter,« siger Friis-Bach.
Susan George har ikke noget mod at blive kaldt protektionist: »For det første er fri konkurrence aldrig rigtig fri, for de store virksomheder har altid en række fordele. For det andet, hvis det at kæmpe for et ordentlig liv for sin familie, sine venner og landsmænd er protektionisme, så kald mig bare protek-tionist,« siger hun.
