Læsetid: 5 min.

Ragnarok i stort og småt

20. oktober 2003

INTERMETZO
Forleden viste en filmkanal den amerikansk spillefilm om Cuba-krisen i 1962. Har man alderen til at huske disse døgn, ved man hvad det vil sige at være bange for jordens undergang, ragnarok. Ikke en opera af Wagner med nogle højrøstede oldgermanske heltetenorer, men den konkrete, totale, uigenkaldelige, finale udslettelse af alt højere liv på den blå planet.
Takket være præsident John F. Kennedy og hans bror, justitsminister Robert F., handlede den amerikanske regering imidlertid tænksomt og fleksibelt, forstod at tøjle militæret og de krigeriske, udelukkede ingen muligheder, tolkede signalerne fra den anden side konstruktivt, anvendte behersket retorik og sørgede for, at modparten under hele forløbet havde muligheder for at manøvrere og ikke tabte ansigt. Guderne skal vide, at modstanden mod denne krisestyring var betydelig. Høgene i og omkring Det Hvide Hus udøvede et stigende pres mod præsidenten. Endog en politisk kapacitet som tidligere udenrigsminister Dean Acheson mente, at tiden var kommet til konfrontation; hvad andet kunne Amerika gøre uden at afskrive sig muligheden for den fulde atomare gengældelse; unægteligt et bizart succeskriterium med en egen syg tilintetgørelseslogik som mål i sig selv.
Kennedy havde allerede fra de først uger af sin præsidenttid under Svinebugtaffæren og den mislykkede invasion af Cuba erfaring med kvaliteten af militærets og efterretningstjenestens rådgivning, var på det rene med at officererne og de såkaldte realpolitikere tænkte i faste figurer og enkle dimensioner, og at de ikke nødvendigvis mestrede at sætte sig i modstanderens sted. Hen over den tilsyneladende uoverstigelige kløft mellem de to supermagter og på trods af rabiate rådgivere forstod præsidenten og Robert Kennedy at fremkalde en alternativ dialog med den belejrede sovjetiske leder Krusjtjov. Træk efter træk i et skakspil af skæbnesvangre proportioner tydede de to og deres fortrolige Krusjtjovs udsagn og handlinger for, hvad de også kunne betyde og valgte bestandigt at forestille sig modparten som endnu mere fanget i et spil, end de selv var.
Det gjaldt om at finde udveje, som man i krisestaben i Det Hvide Hus kunne anvise Krusjtjov at følge, og dermed lede ham mod en løsning. Krisen blev således afviklet næsten uden tab.

Man kan ikke lade være med at tænke på her ved den tilstundende 40 års dag for mordet på Kennedy, hvorledes den nuværende amerikanske ledelse ville tackle en lignende krise. Irak er for så vidt et tilstrækkeligt og lidet betryggende svar. Præsident dobbelt v synes ikke at have mange brikker at flytte med. Hans og den amerikanske regerings adfærd over for andre nationer, de enten ikke bryder sig om eller har behov for at opmale i grelle fjendebilleder, lader ikke meget håb tilbage om dybsindig problemanalyse eller fleksibel krisestyring. På ny tager de nu fat på Syrien og Cuba.
»We are going to come after them,« siger han hver gang med sin lille smalle mund og øjnene mandigt knebet sammen. Ikke ved min ånd, men ved min store stok.

For tiden hersker åbenbart en global magtmoral, for hvilken fjendebilleder, så totale som muligt, er selve det politiske budskab, som også er indholdet. Tankegangens udgangspunkt er uden tvivl, at man takket være et større eller mindre flertal i ryggen selv ihændehaver en retfærdig sag og kender vejen. Når statsministeren her i landet præker sin noget-for-noget moral, som var det en missionsk hundehandler, forudsætter han, at han selv leverer noget, der fortjener noget igen.
Hvad for noget, er ikke klart, men de der ikke giver dette ikke noget, får heller ikke noget igen, hvilket jo kan være en gevinst, hvis det ikke er noget, hvad det måske heller ikke er, når man ikke ved, hvad det er for noget. Om en sådan person, der selv har bevæget sig på den snavse side af god etik, parlamentarisk hæderlighed og forvaltningsloven og ikke på noget tidspunkt har erkendt problemets daværende omfang, endsige bedt om forladelse eller nogensinde erkendt sin brøde, om en sådan person kan tillade sig at opstille moralske læresætninger for andre, uden at også dette kommer til at ligne kreativ bogføring, kan man diskutere.
Overbevisningen om egen ret til riget kan, rent bortset fra denne kroniske skandale i nyere dansk politik, føre ud i noget farligt, hvor Bertel Haarder med sit faste blik uden blinken efterhånden er ganske godt på vej. Forleden begyndte ministeren således at sondre mellem fremmedes og (rigtige) danskeres moral med særligt hensyn til sygemeldinger. Dét var Haarder vis på: at fremmede ikke er sene til at melde sig syge og få en læge-erklæring, bare der er det mindste; »udlændinge har ikke de samme bremsemekanismer, som danskere har« og mener, »at det er helt i orden, at man simulerer«. Og sådan gør vi jo ikke her i landet, »i den danske stamme« forklarede på dennes vegne ministeren.
Hvorvidt han havde Venstre-borgmester Milo fra Greve i tankerne, fremgik ikke, men Milo bedyrede jo først, at han var rask for derefter at udstyre sig med en sygemelding, der enten må betyde at Milo er fuld af løgn, eller at lægen er det, eller at de begge er det, eller at Milo pludselig var blevet syg, eller lægen, eller at de begge var det. Såfremt en person med (muslimsk) indvandrerbaggrund havde optrådt på lignende vis, er der næppe tvivl om at Haarder havde anvendt en sådant sag som kærkomment eksempel på sin udokumenterede påstand.

Pudsig var fremhævelsen af den danske stammes dyder, efter oplysningen om at danske skolebørn pjækker meget. Uanset at undersøgelsen var det rene metodiske plat og heller ikke fortæller noget om årsagen eller medgiver fornuften i at pjække med jævne mellemrum, vil den næppe overbevise ret mange ’udlændinge’ om, at integrationsministeren ikke diskriminerer dem. Hvorfor han diskriminerer på denne åbenbare måde og sætter fremmede, ’udlændinge’, i klasse B i forhold til Venstreborgmestre, kan man bruge megen tid til at fundere over.
Måske fordi Haarder er diskriminerende af natur. Det må man jo næsten være for at beklæde integrationsministeriet i en regering med støtte af Dansk Folkeparti. En anden måske mere finurlig tillægsforklaring kan være Haarders angst for at lyde politisk korrekt. Eftersom der således ikke anlægges minimumskriterier for grænseoverskridende og nedsættende definitioner af menneskelige fænomener, som man ikke kan lide, kan man lige så godt sige tingene uden sordin: üdlændinge fifler med lægeerklæringer, jøder snyder i skat, negre lugter. Rems selv op. For enden af opremsningen ligger ragnarok.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her