Læsetid: 4 min.

Det er det rene vand ...

Fra Golanhøjderne over Mols Bjerge og til Bournemouth i Sydengland – det handler dybest set om vand
3. oktober 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Det drejer sig mere og mere om vand. Det gælder fra Golanhøjderne til Mols Bjerge. Eller til Djursland i hvert fald. Og for den sags skyld også til vores opgang her på Frederiksberg. Uheldigvis er vi tedrikkere, og det vand, der kommer ud af vore kommunale haner, kan man ikke lave te af, uden at der ligger en fed olieglinsende hinde på overfladen. Den smager ikke godt. I kaffe kan man ikke se den, og hvad man ikke kan se, har man ikke ondt af. Så vi laver kaffe til gæsterne af det kommunale vand, mens vi laver te til os selv af kildevand.
Det selskab, der leverer vores kildevand, er – ifølge pålidelig kilde (det er ikke for at være morsom) – ved at blive overtaget af et israelsk selskab, der er i færd med at opkøbe alle vandkilder i Europa.
Det er klart, at når man bor i et land, hvor tør ørken, klipper og sand uden særlige gevækster præger det meste af landskabet og livet, bliver vand – en af livets væsentligste forudsætninger – en besættelse. Der er vand i Golanhøjderne, så også derfor har man besat dem. Skulle der ikke være nok, har man så snart sine kilder i Europa at tappe fra.
På Mols gør det modsatte sig gældende. Her lå Kolindsund, Jyllands største sø, indtil man afvandede den for indad at vinde, hvad udad tabtes i krigen i 1864 mod Tyskland. Her opstod hurtigt et landbrugsland flere meter under havets overflade, hvor vand blev alt andet end en mangelvare, al den stund vand har det med at løbe nedad.

Bonkammerater
For at komme af med vandet graver bønderne flittigt og udvider egnens åer og vandløb og pumper og pumper. Det kan ørrederne ikke li, og ørredfiskerne heller ikke, og det ødelægger alt liv i vandløbene.
Så bestemmer Århus Amt og Skov- og Naturstyrelsen, at også bønderne på Djursland skal overholde vandløbsloven. Men amt og styrelse gør regning uden vært. For molboerne, der naturligvis er venstrefolk, er bonkammerater med miljøministeren og får uden besvær ham til at sætte loven ud af funktion. Det har man før set en minister gøre. Men den gik ikke, Granberg – eller Erik Hansen, hed han.
Med Ninn til mellemnavn.
Her til lands har vi tradition for at kunne bore efter vores eget vidunderlige grundvand. Bortset fra altså, at det i de senere år af hensyn til befolkningens sundhed har været nødvendigt at standse et utal af de højt priste grundvandsboringer.
Alle ved nu, at det er det rene gylle, der siver ned og spolerer fornøjelsen ved det rene vand. Men spredning af svinenes bæ og tis på markerne er blevet en så hævdvunden ret, at bønderne nu får kompensation for et mindre høstudbytte, hvis de bliver pålagt begrænsninger i spredningen. Og det er ikke kun på Mols, hvor de ellers har ry for den slags historier.

Bifald på skafottet
Lad os blive ved vandet, nemlig i bade- og kurbyen Bournemouth i Sydengland, hvor The New Labour holdt sin årlige kongres i denne uge. Der var lagt op til det helt store drama omkring Tony Blairs tale til kongressen. »Hans livs tale« blev den omtalt som, fordi den oven på den massive kritik af også hans tynde grundlag for at gå i krig i Irak sammen med Bush og Rasmussen skulle vende de fatale opinionstal, hvis hans politiske liv skulle reddes.
Talerstolen, der stod der foran det oplagte publikum og ventede på partiformanden, mindede da også ikke så lidt om et skafot før en henrettelse. Ikke desto mindre blev den udskældte leder modtaget med stående ovationer af flere minutters varighed, inden han kunne komme til orde.

Snedigt
Andre på nærværende blad vil, mens jeg skriver mit, tage sig af objektive analyser af Blairs tale, som vil være læst, inden dette går i trykken. Så jeg skal nøjes med at antyde som min opfattelse, at der næppe findes en bedre taler blandt politikere i Europa. (Så har jeg ikke sagt for meget og har undgået at nævne Bush).
Men at være en blændende taler af et så demagogisk format er måske ikke lige det, der har forstærket troværdigheden, når bifaldet har lagt sig.
Snedigt fyldte han talen med en entusiastisk opremsning af New Labours resultater i de forløbne seks og et halvt år. Det kildne spørgsmål – krigen i Irak – fik en smule indrømmelse af, at han måske havde været lidt for hurtig på aftrækkeren. Men det blev anbragt diskret midt inde i talen og kvaltes bogstaveligt af den rosende opremsning af alle de andre dyder både før og efter.
Mange politikere ser sikkert med begejstring på Blairs oratoriske udfoldelse. Men dybest set var det, han leverede tirsdag, mest af alt en opvisning i den gamle disciplin: at hælde vand ud ad ørerne.

*Kilder: DR TV-avisen, Deadline og BBC World

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu