Læsetid: 3 min.

Røvtur på første klasse

Den hypede new yorker-kvintet The Strokes kan på sit andet album ikke leve op til den status som rockens redning, en sykofantisk rockpresse har udnævnt gruppen til
22. oktober 2003

Nye cd’er
Den succesmodtagelse, den amerikanske kvintet The Strokes fik for deres nok kompetente, men ikke sønderrivende ophidsende debutalbum Is This It (2001), står stadig som lidt af en gåde for denne signatur. At bevidne både den internationale og den nationale presse gå i spagat af begejstring over et middelmådigt garageorkesters bestræbelser på at lyde som the missing link mellem The Velvet Underground og Rolling Stones anno 1969 var en beskæmmende oplevelse på rockkritikkens vegne – tilbage for at komme frem, ja, vorherrebevares.
Ud fra devicen intet nyt under solen hyper man et skamløst ordinært retro-band og vupti! Rockens genfødsel, drenge og piger. Så let er det altså, bare man rammer rette hul på det rigtige tidspunkt.
Men forskellen på Is This It og dens ikke mindre hypede opfølger Room On Fire, er, at hvor The Strokes på debuten trods alt lød tændte og motiverede, trædes der på det grummeste vande på Room On Fire. Røvsyg meterrock uden ansats til originalitet er det musik af den type, der får én til at række ud efter hvad som helst i pladesamlingen – f.eks. debut-lp’erne fra The Clash, MC5, Suicide og Black Crowes, Let It Bleed med Stones, Elvis Presleys Sun Sessions, én af de fire første Ramones-plader eller den seneste fra Black Rebel Motorcycle Club – der bare lugter af vaskeægte rock’n’roll, for denne wimpede omgang tøsedrengsudkrads kommer ikke bare i nærheden af Rockens Parthenon.
Trods alle deres åbenlyse referencekilder betaler hjemlige koryfæer som The Raveonettes og Baby Woodrose ikke desto mindre tifold tilbage i kunstnerisk valuta sammenlignet med denne sølle undskyldning for en rockplade. Hvis The Strokes er lyden af rockens fremtid, ser det sateme sløjt ud. Røvtur på første klasse! Til gengæld varer den så kun 33 minutter og 15 sekunder.

Ild i røven
Uden på nogen måde at revolutionere rocken – omend forsanger Justin Hawkins operatiske og noget nær hysteriske sangstil er den særeste af slagsen siden salig Freddie Mercury lagde fjerboaen fra sig – er der både større vingefang og stærkere slagkraft at finde hos The Darkness, hvis Permission To Land er en rytmisk fjedrende og af en uimodsigelig gejst drevet rock’n’roll-lp uden de store bagtanker, men med så meget ild i røven, at man ikke kan andet end lade sig rive med. Overgive sig og ’float downstream’, thi her startes i femte gear og derefter øges farten stort set frem mod mållinjen.
Trods riffs og stilgreb så gamle som Methusalem – typisk for tidens grasserende retro-rock – formår The Darkness i de bedste tilfælde at give dem et twist og så er man vel glad? Eller hvad?
For hvis ikke man lige har opdaget rocken i forgårs, undgår man ikke en forstemmende fornemmelse af, at vi rockmusikalsk har bevæget os i cirkler siden punken i 1976-77 første gang slog et slag for en godt nok artificel, men i sin tid voldsomt gennemslagskraftig primitivisme, som i dén grad formåede at vende op og ned på lortet! For selv om man hygger sig gevaldigt med Permission To Land, er det stadig et voldsomt reaktionært udtryk The Darkness lægger navn til år 2003!

Heftig bølgegang
I sidste ende er det derfor både federe og skæggere at høre britiske My Morning Jacket – et mindre rock’n’rollet bandnavn skal man vist lede længe efter! – hvis It Still Moves om ikke andet sgu da tager chancer, bryder regler og vover at stritte i mange retninger, nogle gange med pragtfulde resultater, andre gange lidt mere dubiøse ditto, men hele tiden med noget på spil.
Her skiftes ikke bare tempo, men også gerne genre midtvejs i et nummer, skægge indfald står i kø for at komme til og gruppen lyder, som havde dens fem medlemmer alle Den Onde selv i hælene. Og ihukommende salig Robert Johnson er der nu noget animerende ved at have en ’hellhound on your trail ...«
Her veksles kækt og respektløst mellem pompøs prog-rock, stivbenet country, guitardomineret syremusik, straight ahead rock’n’roll, Neil Young-klingende singer-songwriter ansatser, blue-eyed soul og en hel del andet fra de sidste 40-50 års rockmusikalske overdrev.
Er det uegalt, er det til gengæld også skægt, udfordrende og fandens afvekslende, godt holdt sammen af et orkester, der hele tiden er på vej ud, hvor det ikke kan bunde. Hvorfor man gerne følger My Morning Jacket ud på de vilde vover – for helledusseda, som den heftige bølgegang dog klæder It Still Moves.

*The Strokes: Room On Fire (RCA/BMG) Produceret af Gordon Raphael
*www.thestrokes.com

*The Darkness: Permission To Land (Atlantic/Warner) Produceret af Pedro Ferreira
*www.thedarknessrock.com

*My Morning Jacket: It Still Moves (RCA/BMG) Produceret af Jim James
*www.mymorningjacket.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her