Læsetid: 11 min.

Med ryggen mod muren

10. oktober 2003

Bomben kom endnu en gang på det værst tænkelige tidspunkt. »Holy shit« – PLO-medarbejderen, der ledsagede os op gennem Vestbredden, så forfærdet ud, da hun hørte kollegaens besked i biltelefonen om en voldsom selvmordsaktion. »Og så i Haifa, hvor israelere og arabere plejer at have det godt med hinanden! Det sætter os lysår tilbage i forhold til omverdenen, hver gang sådant noget sker.«
Netop som det var ved at gå op for omverdenen – herunder ikke mindst den amerikanske udenrigsminister Colin Powell – at de mange mure og hegn, som Israel er i færd med at sætte op på Vestbredden ikke bare handler om at beskytte sig mod terror, men nok så meget om annektering af land. Og som i den grad øger de menneskelige lidelser og mængden af overgreb på beboernes fundamentale rettigheder.
På vejen så vi, hvordan hver eneste israelsk bosættelse udvides og indhegnes med store sikkerhedszoner, hvordan vejene stort set kun må og kan benyttes af bosættere, og hvordan israelerne har blokeret udkørslerne fra de palæstinensiske landsbyer med beton og store jordvolde, sådan at de ikke kan komme frem til deres marker med køretøjer. Derfor er æsler igen kommet i høj kurs.
Jeg stod i august 1961 i Friedrichsstrasse og så begyndelsen til Berlinmuren og hørte om de, som var blevet dræbt under forsøg på at forcere dem. Nu stod jeg igen ved en mur. En langt mere frygtindgydende og kolossal mur og hørte Qalqilyas borgmester Maa’rouf Zahran fortælle om unge mennesker, som var blevet beskudt og invalideret, fordi de måtte ud af buret.
Vi står sammen ved foden af den otte meter høje mur – der allerede er blevet malet til med slagord vendt mod dens bygherre, og det er mig, som bruger udtrykket ’bur’ om befolkningens situation.
Han smiler og siger: »Jamen i et bur er der dyrepassere, der tager sig af dem i burene. Ja, selv i et fængsel, er der da en vis service til fangerne. Her udsultes vi og generes på enhver tænkelig måde.«
Maa’rouf Zahran er i den grad kendt for sit arbejde for at skabe dialog med israelerne. Hans drøm var at gøre byen, der kun ligger 14 km fra Tel Aviv, til en levende basar, og det lykkedes faktisk i 90’erne i tiden op til den anden intifada. Mange israelere kom og handlede og besøgte byens zoo og forlystelsespark. Nu kender borgerne dem kun som den svært bevæbnede fjende, der er i færd med at tage et dødeligt kvælertag på
byen. Mange butikker er lukkede, arbejdsløsheden stiger. En tiendedel af de 44.000 indbyggere har allerede måttet flytte, fordi det er umuligt at skabe en eksistens der, og rigtig mange overlever kun på grund af UNRWA’s fødevarepakker.

En dyrekøbt beliggenhed
Lederen af FN’s organisation for de palæstinensiske flygtninge, danskeren Peter Hansen, er selv i byen for at se på uddelingen til de nødstedte. Fra tidlig morgen stiller de op og rækker tryglende det identitetskort frem, som kan give dem den gule seddel, der betyder en pakke hver tredje måned. Forinden har socialarbejdere været ude i hjemmene og vurderet familiens situation. Fattigdommen og nøden skal være ekstrem, for Peter Hansen har ikke så meget at gøre godt med.
Qalqilya har virkelig måttet betale dyrt for sin beliggenhed og som en af de byer, der holdt stand i krigen i 1948. Efter 1967 er der blevet oprettet ikke mindre end 19 illegale israelske bosættelser i distriktet. Som borgmesteren ser det, ønsker disse bosættelser nu både mere land og vand. Derfor er sikkerhedshegnet opstillet sådan, at det meste af jorden med landbrug og gartneri ligger udenfor. Det drejer sig om 1.600 hektarer. Halvdelen af den jord er konfiskeret i forbindelse med byggeriet, og resten er det meget svært at komme frem og tilbage til.
Da jeg har interviewet borgmesteren kommer en gartneriejer hen til os og klager fortvivlet sin nød til Maa’rouf Sahran. Israelerne har lovet at lave porte i hegnet, som tre gange om dagen kortvarigt bliver lukket op for landbrugere med tilladelse. Han peger over mod sine drivhuse, der ligger lige på den anden side af hegnet for enden af den høje mur og op og ned ad vagttårnet med de tonede ruder og skudhullerne. Han trækker borgmesteren med over mod en port, lukket med en hængelås, og fortæller, at den, trods israelernes løfter, ikke har været åbnet i 11 dage, og givet ham mulighed for at komme igennem med sine redskaber. »Jeg går fallit,« jamrer han. Maa’rouf ser lige så fortvivlet ud, mens han oversætter gartnerens beklagelser, og han lover at ringe til den israelske kommandant. Men der er telefonsvarer på.

De brudte løfter
»Det er meget bedrøveligt at være borgmester, når man ikke kan hjælpe
sine borgere med de allermest nødvendige ting. Gang på gang lover israelerne mig, at portene nok skal blive åbnet, men pludselig er de alligevel lukket. Folk tror ikke længere på mig og mine moderate holdninger. Der bliver flere og flere tilhængere af de ekstreme bevægelser.« Og rundt om i byen ser man også mange af de martyrplakater, som er en hyldest til den væbnede modstand.
Vi går langs med den indre side af muren. Også her er der ryddet landbrugsland for at skabe en sikkerhedszone på op til 7o meter. Der er røde skilte, som på tre sprog fortæller, at det forbundet med livsfare at træde nærmere. Der bliver råbt til os oppe fra vagttårnet. Borgmesteren stopper op og fortæller om vandet. Vi står oven på et af de rigeste vandreservoirer på Vestbredden. Sikkerhedshegnet betyder, at israelerne har konfiskeret 15 af byens 39 brønde – en tredjedel af vandforsyningen. Landsbyerne udenfor må nu købe vand af israelerne til en pris, der er otte gang højere end tidligere. Deres eget vand. Da han ser min forbløffelse, smiler han stille. Der er så meget, som er så svært at forstå for gæsterne udefra. Så megen uret, som hverken bliver forstået eller reageret på af verden uden for Qalqilya. Men han
giver ikke op, håber, at flere og flere vil reagere mod dette tyveri ved højlys dag. Denne apartheidmur, som skaber flere og ikke færre terrorister efter hans mening. Den har da heller ikke forhindret tre medlemmer af Islamic Jihad i den 17. juni at komme igennem en vandkanal under muren og skyde løs på to biler med bosættere. En syv år gammel pige blev dræbt og hendes søster alvorligt såret.
Peter Hansen besøger også UNRWAs hospital i byen. Den unge kvindelige administrator Arwa Mousa Shanti fortæller, hvordan israelske soldater for kort tid siden kom stormende ind på hospitalet for at finde en eftersøgt såret mand. Soldaterne brugte hende og overlægen som levende skjolde, mens de endevendte hospitalet uden at finde nogen. De ventede ikke på nøgler til aflåste rum, men skød sig igennem. Arwa har prøvet det før. Hun griner hektisk, mens hun fortæller sin danske chef om begivenhederne, men indrømmer dog, at hun var meget, meget bange, da det foregik, og at hun frygter, at jobbet kan koste hende livet en dag. For hun føler, hun skal beskytte patienterne mod soldaterne. Peter Hansen siger til de ansatte, at generalsekretæren har protesteret til Israel, men alle ved, at det ikke forhindrer en næste gang.
Vi tager på byens lokale tv-station for at finde billeder fra soldaternes mange ’besøg’ i byen. Det er den mindste tv-station, jeg nogen sinde har set, en lille lejlighed på toppen af et beboelseshus. Arkivet befinder sig på toilettet. Også her har soldaterne været og ødelagt et kamera og andre ting. Den unge fotograf fortæller, at han blev arresteret, da han ville filme bygningen af Muren. Han blev slået og senere idømt et halvt års fængsel ved en militærret. Det blev dog efter appel reduceret til tre måneder. Han forsikrer, at han ikke vil stoppe sit arbejde med at dokumentere, hvad der sker ved og bag Muren.
Vi kører ud af Qalqilya efter et par dage i den lukkede by. Vi skal besøge et par huse, der er kommet på den ’forkerte side’ af Muren. Men det er bestemt ikke nogen nem sag. På grund af hegnet og bosætterveje, der lukker af for de normale palæstinensiske veje, tager turen ikke som i ’gamle dage’ en halv time, men halvanden time. Og vi får et grundigt indtryk af dagligdagens problemer får lokalbefolkningen. Da vi forlader den store lomme ind på Vestbredden, som er lavet af hensyn til bosættelsen Alf Menashe, ser vi, hvordan en palæstinensisk skole er blevet afskåret fra store dele af sit opland. Derfor er der lavet to porte i hegnet med al dets pigtråd og elektriske sensorer, som eleverne skal passere for at komme til og fra skole. Inspektøren forudser mange dage med lukninger af portene af sikkerhedshensyn og frygter også, at eleverne vil fristes til at kaste med sten mod hegnene og sætte alle alarmer i gang.
Efter forhandlinger ved diverse checkpoints og en ’ulovlig’ kørsel ned ad den vej langs hegnet, som er beregnet til det israelske grænsepolitis køretøjer, når vi sammen med en repræsentant for UNRWA frem til et af de to isolerede
huse.

’Den rigtige side’
Igen er hele miseren skabt af israelernes ønske om at få en bosættelse placeret på den ’rigtige’ side af hegnet, nemlig Salit. Det betyder, at beboerne i de palæstinensiske byer Kfar Sur, Kfar Jammal og Ras er blevet adskilt fra store dele af deres land.
Ray Dolphin fra UNRWA har svært ved at tro på sikkerhedsargumentet, da hegnet ikke følger de højeste punkter, men tværtimod langs bjergsider og nede i flodsenge.
Han viser os, hvordan israelerne ved Ras flyttede hegnets oprindelige rute med tre hundrede meter, sådan at to store gårde blev indlemmet og nu ligger klos op ad det frygtindgydende hegn med de røde skilte, der varsler om dødelig fare. De bebos begge af store flygtningefamilier med mange børn, som nu har fået svært ved at komme i skole. Men endnu værre er det, at de israelske myndigheder har sendt varsler om nedrivning til ejerne.
Azmi Issa Hussein Dumeiri, flygtning nummer 16541670, som vi besøger, købte jorden i 1999. Han forsøgte forgæves at få en byggetilladelse, men det er palæstinenserne så vant til. Derfor besluttede han som så mange andre alligevel at bygge. Det var jo trods alt på ’egen’ palæstinensisk jord. Et stort solidt hus til familien og dens tolv medlemmer i alle aldre. Han viser rundt, mens han med et sørgmodigt blik fortæller om den katastrofe, som truer dem alle. Bulldozeren kan være der hver dag, og han beder om at få leveret telte. For han agter ikke at
give op. Han agter ikke at blive flygtning en gang til.

Palæstinensiske bantustans
Magtesløs hører jeg på hans fortvivlede stemme og ser desperationen i de gamle kvinders øjne, mens hans kone Salva vasker tøj. Hverdagen skal gå videre på trods af alle bekymringerne om fremtiden.
Azmi og jeg går en tur langs hegnet, der kliner sig op ad huset. En bonde kommer kørende ad den forbudte vej med hele sin familie på et traktorlad. Pludselig overhales den af et militært køretøj. Soldaterne springer ud og hen til den formastelige, som blot har villet passe sin jord. Så ser de os, som står og filmer. Hvad laver vi? Havde vi ikke fået besked om ikke at tage her hen?
Så træder vores vært frem og siger: »De er mine gæster.« Hans værdige fremtræden lukkede helt munden på dem og de kørte videre. Men det har ikke bedret hans situation.
Da vi drager af, tænker jeg på den moderate Qalqilya-borgmesters ord, da han stod med ryggen mod Muren i sin omringede, kvælningsramte by:
»Dette handler ikke om sikkerhed. Det handler om annektering af jord og vand. Det handler om, at Sharon – mens verden sover – er i fuld gang med at skabe de facts on the ground, som gør fremtidige forhandlinger om en palæstinensisk stat helt til grin. Fordi vi bliver en række adskilte kantoner, bantustans, i stedet for en levedygtig stat.«
I givet fald er det opfyldelsen af den politik, som Ariel Sharon, arkitekten bag bosættelserne, i 1973 røbede over for en fremtrædende britisk gæst:
»Vi vil lave en pastramisandwich ud af dem, vi vil skyde en stribe af jødiske bosættelser ind imellem palæstinenserne … så hverken FN, USA eller andre kan vriste det fra hinanden.«
Intet tyder på, at Sharon ikke får held med at tilberede sin pastramisandwich. Han fortsætter med at udvide bosættelserne i de besatte områder, flere boliger, mere jord, alt imens FN’s særlige rapportør om menneskeretssituation, den sydafrikanske professor John Dugard, forgæves må vente på, at Sikkerhedsrådet skal følge hans anbefaling om »at fordømme Muren som et redskab til ulovlig annektering af land.«n

*Jørgen Flindt Pedersen rapporterer i øvrigt om Muren på søndag kl. 20 i
Dags Dato på TV 2

FAKTA
Hegn og mur og isolation
*De første 145 kilometer af det såkaldte sikkerhedshegn følger langtfra ’den grønne
linje,’ våbenstilstandslinjen fra 1967, men foretager dybe afstikkere ind på Vestbredden, sådan at foreløbig 14 palæstinensiske byer er endt vest for barrieren i områder, som jeg under mit besøg hele tiden hørte benævnt som Israel, og som er præget af voksende israelske bosættelser.
Øst for hegnet er en række store bysamfund, Jenin, Tulkarem og Qalqilya i realiteten
blevet adskilt fra deres naturlige opland. Og allerværst er det gået ud over Qalqilya, som hegnet lukker inde i et veritabelt bur. Tidligere havde byen tre udfaldsveje til det store landbrugsdistrikt. I dag kan beboerne kun komme ind og ud ved et enkelt checkpoint mod øst. De kan ikke få lastbiler med, men må omlaste deres varer under bevogtning af de israelske soldater, hvis der over hovedet er åbent. Under alle de jødiske helligdage er der nemlig lukket for al trafik.
Mod vest afgrænses byen af ikke bare hegnet med pigtråd og sensorer, men af en otte kilometer lang betonmur med vagttårne, som der lyder truende advarsler fra, hvis man kommer for tæt på.
Den særlige mur skyldes, at israelerne har anlagt en ny motorvej på den anden side – altså inde på Vestbredden – og at man vil beskytte bilisterne mod håndgribelige udtryk for beboernes vrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her