Læsetid: 3 min.

Da sandheden kom frem

Engang var han med i en disko-duo, i dag er han blandt Tysklands mest læste forfattere. Dieter Bohlen tør fortælle alt det, som garvede ugebladsredaktører fortier
16. oktober 2003

Snask
BERLIN – Også i Tyskland er bogen i krise. Tyskerne, der engang kaldte sig et folk af digtere og tænkere, vil hellere se tv eller stå på vandski.
At forlagene trods alt er optimister kan tilskrives nogle ganske få forfattere, blandt dem Henning Mankell, J.K. Rowling, Dieter Bohlen og Nadja Abdel Farrag – de to sidstnævnte er vist ikke så kendte i Danmark, og derfor ser Bagsiden sig forpligtet til at præsentere dem for en bredere offentlighed.
Dieter Bohlen er oprindelig musiker og en af bagmændene bag den brådsø af tysk diskomusik, der i midten af 80’erne ramte de danske kyster. Man kunne snart sagt ikke åbne lokalradioen uden at skulle lytte til hans duo Modern Talking – rytmisk rødgrød overhældt med den falsetsyngende flødebolle Thomas Anders.
Dieter var produktiv, han skabte døgnfluer som C.C. Catch og havde bl.a. også fingre i Bonnie Tylors karriere. Senest har han spillet hovedrollen som dommer i Deutschland sucht den Superstar – en tysk udgave af Popstars.

Mere snask
Sidste år udgav den 49-årige Dieter en del af sine erindringer. Nichts als die Wahrheit – intet andet end sandheden, hed de. Hjulpet af en Bild-journalist fortalte han om sit liv – og ikke mindst om alle de kvinder, han havde mødt. Gitte Stalone, for eksempel, og ovennævnte Nadja Abdel Farrag, som han levede papirløst sammen med i en årrække.
Gitte kom med uartige tilbud, og Nadja pimpede i smug, berettede Dieter. Læserne fik også forklaret, hvordan Dieters stolthed knækkede midt under akten, og læserne blev vilde. Bogen havde fast plads på bestseller-listerne og sendte en helt ny kundegruppe på opdagelse hos boghandlerne.
Nå, men Nadja ville ikke finde sig i sådan at blive hængt ud i Dieters bog og skrev sin egen. Ungelogen – uden løgn, hed den, og den handlede mere om røven Dieter end om Nadja selv. Bestseller? Selvfølgelig!
Imens havde Dieter fået smag for det med bøger, så han skrev en ny – Hinter den Kulissen, bag kulisserne – hvori han fortæller alt det snask om de kendte, som aldrig kommer i bladene.
Om nyhedsoplæser Jens Riewa (Tagesschau, ARD) vidste Dieter at berette, at han havde fået skønhedsopereret sin næse, og at Riewas kollega Eva Hermanns kæreste til en fest havde gramset på Dieters purunge kæreste Estefania kom også med.
Værst gik det dog ud over den gamle kammerat Thomas Anders, forsangeren fra Modern Talking, som blev kaldt en »kloakrotte«, fordi han havde taget af bandets kasse og spillet to solo-koncerter i USA men udgivet sig for at være hele det rigtige Modern Talking.

Sorte streger
Bild købte rettighederne til udvalgte passager af bogen og forsødede i mere end en uge den kriseplagede nation med Dieters historier.
Men de kendte var alt andet end begejstrede; de fik nedlagt fogedforbud mod udgivelsen – og det var noget skidt, for den var allerede udsendt i 200.000 eksemplarer og skulle tilmed være et af trækplastrene på bogmesse for nylig i Frankfurt – messens tema var ny russisk litteratur men hvad pokker?
Derfor skyndte boghandlerne sig at sælge lageret af den forbudte Dieter-bog, mens forlagsmedarbejdere gik i gang med at strege de forbudte passager over i næste oplag, så messegæsterne kunne slappe af mellem alle de russiske kraftanstrengelser. Nadja var der forresten også.
Med sin bog har Dieter fået de fleste kendte på nakken og i retssalen, men Dieter er da ligeglad. Han har fået øje på et nyt livsmål, politik.
»Arbejdsløsheden er vores største problem. I disse svære tider må alle holde sammen i stedet for at gå løs på hinanden,« sagde han i et tv-show, hvor han også indrømmede, at han er glad for at tjene penge.
»Jeg håber, alle i Tyskland har det sådan. Så vil vi ikke have nogen sorger mere. Så vil vi ikke have nogen arbejdsløse, men en fantastisk finanssituation.«
Enkle paroler, der fænger. Hvis Arnold kan, kan Dieter vel også. Begge har læst lidt økonomi. Viel Glück.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her