»Jeg mener, det ligger langt uden for, hvad en departementchef kan deltage i.«
Statsministeriets departementchef, Nils Bernstein, om Udenrigsministeriets direktør, Friis Arne Petersens, medvirken i ny bog om EU-formandskabet
ET HALVT ÅR er som bekendt en evighed ikke mindst i politik. Det må være baggrunden for, at Statsministeriet i den grad har ændret holdning i spørgsmålet om åbenhed. I april i år, få dage efter tv-udsendelsen Fogh bag facaden, forklarede statsminister Anders Fogh Rasmussen således på et pressemøde, at »man skal vænne sig til, at der er mere åbenhed omkring det politiske liv«. Fogh, som i dagene efter tv-udsendelsen givet fortsat fortsat troede, at den ville ende som endnu en stor triumf for ham, tilføjede, at »vi er bedst tjent med, at befolkningen får et vist indblik i, hvad der foregår«. Det var dengang for i dag er der al mulig grund til at tro, at når statsministeren sagde et vist indblik, ja, så mente han selvfølgelig, at kun hans egen version skulle fortælles. I hvert fald har Fogh slet ikke lyst til at bidrage til at skabe mere åbenhed i kølvandet på den nye bog I spidsen for Europa som bekræfter billedet af en usympatisk og dominerende statsminister, der oven i købet modarbejder fredsbestræbelser. I stedet for at bidrage til den åbenhed, som Fogh hyldede, da han selv var med til at redigere tv-dokumentaren og offentligt ydmygede udenrigsminister Per Stig Møller, har statsministeren nu sendt sin håndlanger, Bernstein, i byen. Departementchefen angreb i går voldsomt sin kollega i Udenrigsministeriet, direktør Friis Arne Petersen, for være en af kilderne til bogen. Den slags er forstår man nu uforeneligt med at være embedsmand.
YNKELIGT er det ord, der bedst passer på Nils Bernsteins hysteriske udfald mod Friis Arne Petersen. Bernstein er tilsyneladende ude af stand til at fatte, at når han selv så ivrigt sammen med pressechef Michael Kristiansen i sin tid anbefalede Fogh at lade kameraer følge hans europæiske triumftog, ja, så var der skabt en præcedens. Denne avis roste statsministeren for at give danskerne et hidtil ukendt indblik i den politiske verdens realiteter med tv-udsendelsen ja, vi forstod faktisk slet ikke, hvorfor andre medier kunne være imod den nye åbenhed. Allerede dengang noterede vi naturligvis, at der kun var tale om delvis og redigeret åbenhed, men at det alligevel var skridt i den rigtige retning. I dag må vi imidlertid konstatere, at Fogh & Co. desværre slet ikke er interesserede i åbenhed, når de ikke selv bestemmer over indholdet. Åbenheden viste sig falsk hvilket er uden for diskussion efter Bernsteins udfald.
Hvis man et øjeblik skal søge at forstå, hvorfor Statsministeriet i dag opfører sig så mimoseagtigt, ja, så er det ikke så svært. Enhver kan jo regne ud, at Kristiansens og Bernsteins mål med åbenheden i sin tid udelukkende var at maksimere statsministerens popularitet. Den kurs har imidlertid udviklet sig til det stik modsatte til en så uheldig fremstilling af Fogh, at den utvivlsomt har kostet såvel ham selv som hele regeringen dyrt. Vælgerne er langsomt, men sikkert, begyndt at sive lige siden, og det komfortable forspring, som den borgerlige blok havde, er nu ædt op. En meningsmåling i BT forleden viste endvidere, at især de kvindelige vælgere vender Fogh ryggen i udstrakt grad næppe så mærkeligt efter at have bevidnet hans autoritære og bryske ledelsesfacon på fjernsynet. For departementchef Bernstein personligt er der givet endnu en grund til at være bitter og gnaven over den nye bog, idet han mildest talt står i et meget uheldigt lys. Det dokumenteres, hvordan han både under Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen kæmpede imod den officielle politiske kurs om, at alle de øst- og centraleuropæiske lande skulle optages i EU samtidigt. Den drøm havde han ikke. Endnu værre under selve formandskabet, da Bernstein i sin iver efter at føje Rusland opfordrede Per Stig til at bryde Grundloven og aflyse en lovlig tjetjensk konference i København.
PRINCIPIELT rejser debatten i kølvandet på tv-dokumentaren og bogen et endnu vigtigere spørgsmål nemlig hvordan regeringen sikrer, at der føres gennemtænkt udenrigspolitik. Det er tydeligt, at Foghs temperament mest er til enkle og effektive løsninger i politik, men den facon passer blot sjældent på denne verdens mest komplicerede forhold konfliktløsning, fredsmægling, fattigdomsbekæmpelse, terrorkamp og meget mere. I dag har Statsministeriet kun ganske få ansatte til at rådgive Fogh i internationale forhold, hvilket kan være medvirkende til, at statsministeren under formandskabet kun var i stand til at håndtere en sag på dagsordenen. Det går ganske enkelt ikke. Der er behov for at genskabe fortrolighedsforholdet mellem Stats- og Udenrigsministerierne og at Fogh i udstrakt grad involverer Per Stig Møllers og hans ministeriums ekspertise på dette område. Fogh ville slet ikke tage skade af at lytte lidt mere til eksperter. Det ville faktisk gavne.
