BEOGRAD For sine talrige kritikere repræsenterer Vladimir Popovic en gådefuld, men indflydelsesrig randfigur i den serbiske regering selve indbegrebet af de kræfter, der hindrer et sandt demokrati i at opblomstre på Balkan. Fra sin position som pr-mand for den serbiske regering har han gennem de seneste tre år udvist et særegent brutalt talent for at undertrykke offentlig kritik af regeringens ministre. Samtidig har han været en mester i at pleje nære forbindelser til de oligarker, som beskyldes for at øve umådeholden stor indflydelse på samme regering.
»Fænomenet Popovic har efterhånden udviklet sig til en afgørende prøve på, om Serbiens demokratiske kultur og institutioner kan stå distancen,« siger Djordje Vukadinovic, politologisk forsker på Beograd Universitet og redaktør for kvartalsskriftet Ny Serbisk Politisk Tænkning.
44-årige Popovic, der bedre kendes under øgenavnet Beba (baby) på grund af sine ungdommelige træk, steg efter valget af ministerpræsident Zoran Djindic i 2000 i graderne i det Demokratiske Parti og blev udpeget som leder af regeringens nye kommunikationsbureau.
Her blev han hurtigt en berygtet spin-doktor takket være sin utrættelige indsats for at undertrykke kritik. Fremtrædende journalister beskyldte ham bl.a. for at have lagt vrede og sjofle telefonbeskeder hos dem, hvor han gennemheglede deres »fordrejede« dækning og konfronterede dem med personlig viden om dem, som han formentlig havde opsnappet fra fra det serbiske efterretningsvæsen.
Efterhånden som de serbiske mediers utilfredshed med Popovics særegne stil voksede, blev han sidste efterår pludselig afsat fra sit officielle embede. Det var dog kun alt for tydeligt, at han bag kulisserne fortsatte i sin rolle som mellemmand og fixer for regeringen.
Få timer efter at Djindic i marts 2002 blev myrdet af obskure grupper, der både talte mafiamedlemmer og Milosevic-tro sikkerhedstjenestefolk, dukkede Popovic så igen op til overfladen denne gang som regeringens cheftalsmand.
»Under undtagelsestilstanden var det reelt ham, der ledede ikke blot regeringens pressekontor, men hele regeringen. Fra sin skygge-position,« siger Vukadinovic.
Strøm af sagsanlæg
Popovic udnyttede ufortøvet sine daglige pressebriefinger til at rette personangreb på politiske modstandere og gik ikke af vejen for uden skygge af bevis at antyde, at de var impliceret i mordet på Djindjic. Det fik inden længe kritiske journalister, der var afskåret fra at stille spørgsmålstegn ved andre dele af undtagelsestilstanden, til at granske i Popovics forhold og sælsomme rolle.
Popovic svarede igen med at anlægge en strøm af retssager imod dem og andre kritikere, herunder B92 den oppositionelle tv og radiostation, der havde afgørende del i, at Milosevic blev styrtet. Han anlagde endog sag mod personer, der blot havde kritiseret hans iver med sagsanlæg.
I juli i år havde Popovic atter gjort sig så umulig i hele det udenlandske pressekorps og i Beograds diplomatiske miljøer, at det igen blev meddelt, at »han havde forladt regeringens tjeneste.«
»Beba Popovic er den eneste person, der vil kunne fremkalde en sådan forbrødring,« siger Sasa Mirkovic, direktør for B92.
»Han er en af de mest hadede mennesker i byen.«
Selvcensur vokser
Igennem årene har Popovic sørget for at holde en for en pr-mand bemærkelsesværdigt lav profil udadtil. Han har kun givet ét interview (til det statslige tv). Heri indrømmede han at have et »letantændeligt temperament«, men afviste alle substantielle beskyldninger. Tre gange har han nægtet at tilstå undertegnede et interview.
Kilder siger, at de for nylig har set ham i selskab med regeringens bodyguards. Og den almindelige opfattelse er fortsat, at han er en af de mest magtfulde figurer i Det Demokratiske Parti. Dels på grund af sine kontakter til pengemænd, dels på grund sin stadigt vigtigere rolle som propagandamager for en betrængt regering, der næsten dagligt rammes af nye skandaler, faldende popularitet og risiko for at miste sit parlamentsflertal.
Popovic spiller også fortsat en rolle i kraft af sine op til 25 søgsmål mod journalister, som udgør hele ti procent af alle retssager mod mediefolk. Kritikere siger, at sådanne retssager og regeringens manglende vilje til at sætte en stopper for dem, er symptomatisk for, hvordan mange serberes forståelse af demokratiet som en ramme for civiliseret uenighed endnu lader meget tilbage at ønske.
Ifølge Slobodan Kremenjak, advokat for B92, dukkede Popovic op i retten med en kæmpemæssig sagsmappe mærket B92, hvorfra han fremdrog hundredevis af eksempler på, hvad han beskrev som personangreb på ham selv, men som selv dommeren måtte afvise som irrelevante.
Selv Popovics hårdeste kritikere må dog medgive, at hans letantændelige temperament dækker over mere end ren idiosynkrasi: »Mange serbiske journalist lever ikke op deres ansvar som forvalter af den tredje statsmagt,« siger Ljiljana Breberina, projektleder ved Beograds Mediecenter, der uddanner journalister.
Mediekilder, som ikke ønsker at få deres navn frem, siger, at det i et sådant klima
ikke kan overraske, at den journalistiske selvcensur er vokset i de seneste månede, hvilket blot er endnu et beklageligt tilbageslag for forhåbningerne om sand demokratisk debat og gennemskuelig regeringsførelse i Serbiens skrøbelige demokrati.
*Russ Baker er freelance-journalist og international kommentator for flere amerikanske og europæiske aviser. Han er for tiden bosat i Beograd
*Oversat af Niels Ivar Larsen
