Læsetid: 1 min.

Sidste udkald

3. oktober 2003

Helt færdig
Telefonen ringede. Det var min gamle provo-ven. Han var mere end sædvanligt forpustet og råbte endnu højere, end han plejer:
»Nu har de dig! brølede han.«
»Hvem?«
»Ulla Dahlerup og Bent Jensen og Hasselbacher!«
»Hvem?«
»Lad nu være. Du kender da Dahlerup!«
»Åh, du mener den søde pige?«
»Ja, ja. Og Bent Jensen.«
»Vor store humorist?«
»Nemlig.«
»Ja, ham nyder jeg. Jeg elsker hans nuancerede synspunkter og den yndefulde stil. Men Hasselbacher…?«
»Du kender da Hasselbacher!«
»Var han ikke sovjetagent i en gammel Graham Greene-film og blev myrdet?«
»Overhovedet ikke. Tværtimod. Det er en brav højremand. Han ville have gjort sig glimrende dengang for mange år siden nede sydpå.«
»Du siger da ikke…?«
»Er du vanvittig! Han minder hverken om Goebbels eller nogen som helst anden. Goebbels var intelligent!«
»Hvad så?«
»Hasselbacher er en god, dansk mand. En af de bedste!«
»Hedder han virkelig Hasselbacher. Hedder han ikke Hasselbalch?«
»Lirum, larum og katten gør æg. Det vigtigste er, at nu har de dig!«
Stemmen var steget til det ubærlige selv long distance.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige.
»Øhm, hvad har jeg da gjort?«
»Læs Jyllands–Posten, min ven, de har en halv meter lang kniv i ryggen på dig. På lederplads!«
»Det var dog skrækkeligt.«
Jeg kunne mærke det kløede på ryggen og prøvede at klø igen.
»Og ved du hvad?«
»Nej.«
»Jens Chr. Grøndahl og Bo Bjørnvig synes, det er helt fint!«
»Danmarks berømte romanforfatter og Weekendavisens stjerneanmelder!?«
»Yes!«
»Så er jeg færdig.«
»Det er jo det, jeg siger,« jodlede min ven, »du er færdig, helt helt færdig!«
Det sidste blev fulgt af en høj tudende latter, der blev ved og ved. Til sidst lagde jeg røret. Der var ikke andet at gøre. Jeg ville ikke unde denne provokatør lyden af min stille hulken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her