Sikken et liv!

New York
Kun en tåbe frygter ikke kakerlakkerne! De findes overalt i New York, små knasende insekter. Dem havde borgmester Rudi Giulliani ikke fået udryddet, selvom han havde fået renset meget andet ud i byen. Det skulle være sært, om de ikke også boede på Hotel Portland, der lå i i en sidegade til Times Square. Trods central beliggenhed er her en række usle hoteller, der dur til overnatning, intet andet. Men på Times Square blev vi badet i et lyshav af billboards og neonreklamer og noterede, at der ud over N.Y. Police var et skur, hvor man kunne melde sig til krigen. Det følte ingen af os trang til umiddelbart efter ankomsten.
Sikken et liv! Et bølgende menneskehav – og gule taxaer, så langt øjet rakte. De kørte frem i små ryk, for mere var der ikke plads til. Vores lille forfatterhold var landet langt over sengetid, men ingen havde lyst til at gå i seng, og i New York var det gå-i-byen-tid. Sven Holm kendte et sted henne om hjørnet. Forinden havde flere til hotel-receptionen ytret ønske om at få et andet hotelværelse, men vi kunne lige så godt have byttet indbyrdes. Forskellen var ret så ens.
Når danskere går ud, går vi ikke bare ud. Vi er længe i tvivl om, hvor vi skal gå hen, derefter om vi vil gå ind eller hellere gå et andet sted. Hvilket vi vil. Men så vender vi tilbage. Så går vi ind. Så går vi ud igen. Så deler vi os op. Så ser vi på priserne. Tjeneren opgiver sukkende at modtage en samlet bestilling.
Til sidst sad vi alle om det samme runde bord i et stort, gammelt lokale med træpaneler og tunge malerier af tidligere ejere og deres familie, alle som en mafiosoer.

Morgenmad ude
Næste morgen gik jeg tidligt ned på Times Square. Gadehandlerne solgte kortspil med efterlyste irakere – man kan næppe spille rommy med dem uden at distraheres. Foran et stort vindue stod en masse mennesker. Jeg dryssede derhen. Det var ABC’s Times Square-studie, og man var netop ved at varme op til programmet, Goodmorning, America. Hvis jeg gik ind kunne jeg vinke til min afdøde fætters kone i Californien, som jeg ikke har set i 40 år.
Jeg spiste morgenmad på en diner’s. Ved siden af skyskraberne er diner’s noget af det mest amerikanske. Masser af newyorkere spiser morgenmad ude – enten ved bordene eller direkte ved bardisken. Toast med æg, bacon, pølse, skinke, ost, kaffe, juice. Fascinerende miljø, som noget, man ser på film. Sådan virker forresten hele New York. Fordi man har set så meget af byen på film.
I hotellets lounge mødte jeg en lettere rystet, men dog fattet, Katrine Marie Guldager. Hun var på sin etage brat vækket i nattens løb af råb, »Help, help!« Vist nok et ægteskabsdrama. Fire store New York-betjente med knipler og våben var kommet til, og der var endnu blodstænk på tæppet.
Katrine er ellers lyriker.

Fortsættelse følger