Læsetid: 2 min.

I skæringspunktet

Knud Leif Thomsen spændte vidt – fra ’Midt i en Jazztid’ til ’Rapportpigen’
17. oktober 2003

NEKROLOG
Som filminstruktør i 60’erne og begyndelsen af 70’erne var Knud Leif Thomsen i et skæringspunkt mellem en gammel og en ny tid for dansk filmproduktion. Måske var han selve skæringspunktet. I hvert fald var han med til at rykke dansk film væk fra den totale folkekomedie over mod film som kunst, men hele tiden med det for øje, at filmene først og fremmest skulle have en folkelig appel.
Det gik han efter i de filmatiseringer, han foretog af danske klassikere som Herman Bangs Tine, Knud Sønderbys Midt i en Jazztid, Martin A. Hansens Løgneren og Blichers Hosekræmmeren. Mens han fik et stort og godt navn hos biografgængerne i almindelighed, kneb det mere med at blive accepteret af kolleger og kritikere. På de tider fik Danmark en filmfond og dermed en statsstøttet filmproduktion, der skulle tilgodese filmkunsten. Sammenlignet med mere artistisk bevidste og mere filmmusikalsk elegante instruktører som Henning Carlsen og Palle Kjærulf-Smith blev Knud Leif Thomsens film bortdømt som illustrerede klassikere, også selvom flere af dem fik indpas på det internationale marked. Under alle om-stændigheder var han en bedre filmhåndværker end de fleste i sin samtid og belønnedes da også i 1970 med en Bodil for Sønderby-filmatiseringen.
Andre titler var Duellen, Gift, Sådan er de alle, Rapportpigen og flere, som nu er i glemmebogen. Trods sit konservative gemyt var Knud Leif Thomsen på ét punkt kontroversiel og direkte progressiv. Sex mente han ikke skulle gemmes væk, men vises frem som en naturlig del af film. Et synspunkt, der sejrede, men langt fra behagede alle hans fans. Nøgenbilleder fra Rapportpigen gav anledning til megen skvalder og vakte da også den daværende filmcensurs mishag – der dog efter nogen tid måtte tillade visningen af den uden indgreb.
11 biograffilm og nogle dokumentarfilm blev det til, førend han brat afsluttede sin karriere midt i 70’erne. Senere skrev han kommentarer i B.T. Han havde da haft tillidshverv som medlem af filmjuryen ved Berlinalen, ligesom han var i skolerådet for den nye, danske filmskole, og han var sidst i 70’erne i repræsentantskabet for Statens Kunstfond og i Radiorådet, hvor han var indsat af Fremskridtspartiet.
I Danmark, hvor ni af 10 kunstnere stemte til venstre for midten, var det ikke altid lige let at være en højreorienteret sådan, og den kølige luft kan udmærket have været med til at skubbe ham længere ud på den borgerlige fløj. Han flyttede til Frankrig, hvor han i sin unge år havde tilbragt nogle år på studieophold, og hvor han som en anden Henrik Stangerup kunne føle, der var mere udsyn og højere til loftet samt, at man var i passende afstand af den danske smålighed. Fra sin franske helle fik han i 90’erne luft for sine borgerlige og moraldebatterende synspunkter i sine meget læste klummer i Jyllands-Posten.
Knud Leif Thomsen var oprindeligt pianist og tog eksamen fra musikkonservatoriet. Han døde forleden, 79 år – efter på en anden måde at være blevet »noget ved musikken.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu