Læsetid: 6 min.

Skjult racisme i engelsk fodbold

Den tidligere storspiller, nu træner uden job, John Barnes, beskylder det engelske (fodbold)-samfund for mere eller mindre skjult racisme
15. oktober 2003

Fodbold
Vreden i John Barnes’ stemme er kun slet skjult. Han, og andre farvede, tidligere fodboldspillere, forhindres i at gøre karriere som træner af én grund, mener han: racisme. Den eksisterer på banen – og i samfundet – som den altid har gjort.
Den tidligere landsholdsspilller for England, han er endnu ikke fyldt 40 år, har ikke haft arbejde som træner, siden han blev fyret hos Celtic for mere end tre år siden. Han har søgt adskillige job siden, uden at få svar, langt mindre et jobinterview.
Han vælger at illustrere sin historie med et chokerende billede. Et som alle fodboldfans husker. Det var i 1988, og Barnes var med i sit første Merseyside-lokalopgør, for Liverpool. Den klub, han vandt ligaen med to gange, og som den første sorte spiller vandt han titlen som ’Årets bedste spiller’ begge gange. En banan lander for fødderne af ham. Barnes sparker den væk med hælen. Det billede hører til i en anden tid. Håber nogle.
»Fodbold afspejler samfundet,« siger han. »Når en sort går ind i en forretning, kigger folk på ham, som om han skal til at stjæle noget. Det sker hver dag, i alle samfundslag. Jeg er ikke så naiv, så jeg tænker: ’Jamen, det er da frygteligt’. Det er det samme som banan-hændelsen mod Everton, hvor folk sagde: ’Jamen, er det ikke uværdigt. Det er frygteligt.’ Det sker hver eneste dag. Sorte møder racisme hver dag. Måske ikke så åbenlyst, men det betyder ikke, at det ikke finder sted.«

Vred og indigneret
Det er, siger han, aldrig rigtig forsvundet. Han bliver vred og indigneret, når han tænker på reaktionerne. »Du oplever det også, når England spiller mod Makedonien, eller hvem det nu kan være, og sangene er tydeligvis rettet mod sorte spillere, og selvretfærdige mennesker siger: ’Det er også for dårligt. Den slags ting sker ikke herhjemme.’ Men selvfølgelig gør de det. Du hører det bare ikke.«
Barnes tilføjer, at det måske ikke er »åbenlyst«, men en vanskeligere definerbar form for »skjult racisme«. Han forklarer: »Du kan godt være på vagt over for det, du kan være bevidst om det. Men den skjulte racisme, som jeg kalder det, er farlig, fordi den ikke kan bevises, og du befinder dig i en situation, hvor alt tilsyneladende er i orden, men så er der måske nogen, der ikke kan li’ dig på grund af din hudfarve og bagtaler dig. Du ved det ikke – og det er derfor, det er en farligere form for racisme.«

Få sorte managers
Ud af de 2.800 professionelle fodboldspillere, der er registeret i klubberne, er de 20 procent sorte. Sorte trænere der har arbejdet på højeste niveau, kommer oftest fra udlandet – som f.eks. Ruud Gullit og Jean Tigana.
Der arbejder i øjeblikket fire sorte managers på professionelt niveau i England: Keith Alexander i Lincoln City, Keith Curle i Mansfield Town, Andy Preece i Bury og Leroy Rosenoir i Torquay United.
Indtil for nylig var der en femte, Charlton Palmer i Stockport County. Hvis man følger Barnes’ argumentation, vil det være afslørende, hvis Palmer finder et nyt job. Ingen farvet manager, siger han, får ’en ny chance’.
»Men du kan stadig ikke bevise det,« tilføjer han. »Klubberne kan altid sige ’Vi mente bare ikke, han var den rigtige for os’ eller ’Du var ikke lige den, vi havde brug for’. Intet kan bevises. Og det er egentlig det, jeg gerne vil have frem, det er det, der gør det så svært.«
Den yderst talentfulde Barnes, med 79 landskampe for England og 18 år som professionel fodboldspiller, blev den højst profilerede sorte englænder, der fik job som træner, da han blev hentet til Celtic i juni 1999, hvor han skulle arbejde sammen med klubchefen Kenny Dalglish, hans tidligere træner i Liverpool. Han blev den syvende manager på otte år.
Barnes vidste, han var uerfaren. Han vidste, at chancen kom uventet hurtigt – han havde regnet med at spille endnu en sæson for Charlton Athletic), men han vidste også, han skulle gribe den.
»Nogle mener, man bør starte i en lille klub. Men det var for stor en chance at sige nej til,« sagde han.
Det fungerede ikke. Otte måneder senere blev han fyret efter det chokerende nederlag til Inverness Caledonian Thistle i pokalturneringen. Og lidet anede han, at det kunne vise sig at blive hans eneste chance.

Sorte forbigået
Så folk tror, han har vendt det hele ryggen, for at arbejde i medierne. »Ja, det tror de,« sagde Barnes, som har skrevet en toårig aftale med tv-stationen Five, som hovedkommentator på deres fodbolddækning.
»Men det betyder ikke, at jeg ikke har lyst til at være træner.« Og, tilføjer han, hans situation er ikke enestående.
»Det er ikke kun det, at jeg var hos Celtic. Hvis du ser på det generelle billede af sorte trænere, som ikke har fået muligheder andre steder, var de ikke i store klubber. At jeg var det, har intet at gøre med det faktum, at jeg ikke fik muligheden andre steder.«
Han begynder at remse navne op på talentfulde, tidligere spillere.
»Se på sorte managere som Ricky Hill, Brian Stein, Lutrher Blissett, Cyrille Regis. Jeg er ikke spor anderledes end dem.«
En frustreret Regis er helt holdt op som træner, for at blive fodboldagent. Så er der Paul Davis, som tilsyneladende blev forbigået til jobbet som U-17 træner i Arsenal, selv om han absolut var kvalificeret. Han har sagt op, mens Arsenal på det kraftigste afviser beskyldningerne om racediskrimination.
»Her har du en situation, hvor Paul Davis har et job, og tilsyneladende bliver sprunget over,« siger Barnes. Men de fleste har ikke engang et job, så de 99 procent af dem kan ikke engang klage. Så hvad kan vi gøre? Hvis jeg er bestyrelsesformand eller blot sidder i bestyrelsen (for en fodboldklub) og ikke vil ansætte folk, er der ikke noget f.eks. CRE (Kommissionen for Racelighed) kan gøre.«

Ikke let at tackle
Ikke desto mindre er de professionelles spillerforening enedes om en handlingsplan på et møde for nyligt.
Men Barnes tror ikke, det er et problem, man let tackler.
»Du søger stillingen, du venter på en opringning, en jobsamtale som aldrig kommer. Så hvad kan du gøre? Hvordan kan du ændre på det? De ringer ikke engang til dig. Hvad gør du? Kører ud til dem og spørger hvorfor? Alle de mennesker, der søgte jobbet, kan jo ikke spørge, hvorfor de ikke kom til samtale.«
Barnes tilføjer: »De er i deres gode ret til at tage den beslutning. Efter de har taget den, kan de jo fortælle dig hvad som helst. Hvad jeg prøver at sige er, at ’du ved det ikke’.«
Måske, siger han, er det hele bare »tilfældigheder« – selv om tendensen virker for tydelig.
»Netop. Men du kan ikke bevise noget. Hvorfor er der ingen sorte trænere, når der er sorte spillere? Det er som journalistik. Du går til en pressekonference før en kamp, og der er ikke mange sorte reportere. Jeg tror ikke, det er fordi, sorte ikke har lyst til at blive journalister.«
Der er håb for fremtiden, siger han, udelukkende fordi samfundet udvikler sig.
»Hvis du ser på teenagere i dag, den måde de klæder sig på, den musik de lytter til. Er de sorte, er de hvide, er de asiater? De vokser op på samme måde, de lytter til den samme musik. Så den nye britiske kultur betyder, at tingene ser lysere ud. Men det hjælper ikke Luther Blissett og folk som ham til et job som træner.«
Eller John Barnes, og hvad der kan vise sig at blive endnu en tabt generation af talenter.

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu