Læsetid: 4 min.

Den skjulte krig i Congo

I Congos jungle forsøger FN at afvæbne op mod 20.000 hutuflygtninge fra Rwanda, der fortsat hærger og plyndrer og holder liv i en krig, der indtil nu har kostet 3,3 mio. mennesker livet
22. oktober 2003

BUNYAKIRI – Bruno Nsibomana ser ikke ud af noget særligt, en lille, barfodet fyr med beskidt rød t-shirt, mørke, hullede bukser og et alvorligt ansigt, men han er faktisk en af årsagerne til krigen i Den Demokratiske Republik Congo; en krig, der direkte og indirekte anslås at have kostet henved 3,3 mio. livet.
Nsibomana er en af de ca. 20.000 bevæbnede hutuflygtninge, som plyndrer og hærger i Congos jungle, og som FN med ringe succes forsøger at få sendt hjem til Rwanda.
Da Information møder Nsibomana, bliver han holdt fanget på toppen af en solbeskinnet bakke i Bunyakiri, en lille landsby i provinsen Sydkivu i det østlige Congo, hvor den lokale brigadekommandør for oprørsbevægelsen Rassemblement Congolais pour la Démocratie-Goma (RCD-Goma) har hovedkvarter.
Her er han blevet grundigt mishandlet af RCD-Gomas soldater, der støttet og styret af nabolandet Rwanda holder en fjerdedel af Congo besat. Heriblandt banket med et kabel og slået i hovedet, hvilket sår på armene og to plastre i baghovedet vidner om.
Bruno Nsibomana flygtede efter folkemordet i 1994 fra Rwanda til Congo sammen med over en million andre hutuer, der var bange for repressalier fra Rwandas Patriotiske Front (RPA), en hær der tog magten i Rwanda efter folkemordet på nogenlunde lige så mange mennesker.
Da de rwandiske hutu-flygtninge nåede Congo, bosatte de sig først i kæmpemæssige lejre, hvor de samme ekstremistiske militser, som havde begået folkemordet, hurtigt fik reorganiseret sig og foretog nålestiksangreb ind over grænsen til Rwanda.
I 1996 kom RPA til Congo for at gøre rent bord. Mange – også uskyldige – hutu-flygtninge blev enten dræbt eller jaget tilbage til Rwanda.
Men en del undslap ved at gemme sig i junglen i det østlige Congo, mens en anden hovedgruppe flygtede på må og få mod vest tværs gennem junglen ud mod Atlanterhavet, en flere måneder lang tur der kostede mange livet som følge af udmattelse, mangel på mad eller malaria.
Blandt denne sidste gruppe var Bruno Nsibomana, der endte i nabolandet Republikken Congo – også kendt som Congo-Brazzaville efter navnet på landets hovedstad. Her blev han en dag rekrutteret af Den Demokratiske Republik Congos daværende præsident, Laurent-Desiré Kabila.
Kabila var bragt til magten af RPA, men var blevet træt af at være en marionet for de udenlandske styrker og begyndte en krig mod dem. Der er ikke meget ideologi i Congos borgerkrig, så da Kabila pludselig stod og manglede ordentlige soldater, havde han ikke skrupler med at hyre sine tidligere fjender.
»Efter krigen vil I blive mine børn, mine venner,« husker Nsibomana, at Kabila lovede dem. Og sammen med 3.000 andre flygtninge blev han fløjet tilbage østpå for at for at forsvare Mbuji-Mayi, et diamantdistrikt der var i fare for at falde i fjendens hænder.

Fredsaftale spænder ben
Men Kabila blev myrdet, og i den seneste tid er der ikke kommet flere forsyninger fra hovedstaden Kinshasa til den rwandiske hutu-hær på grund af den fredsaftale, hans søn og efterfølger, Joseph Kabila, har indgået med de øvrige stridende parter, fortæller Nsibomana.
Sidste år arresterede og tvangs-demobiliserede Kabilas regering faktisk 1.000 hutu-soldater som tegn på sin gode vilje.
Udover Kabilas regering har de rwandiske hutuer indgået et bekvemmelighedsægteskab med en anden af Congos mange stridende fraktioner, de såkaldte mai-mai’er; autonome, nationalistiske militser, der hovedsageligt har bekæmpet RCD-Goma på grund af deres rwandiske tilhørsforhold.
I begyndelsen af september var Nsibomana blandt 30 rwandiske hutuer, der i fællesskab med 120 mai-mai’er blev beordret til at angribe Bunyakiri. Det var ved den lejlighed, han blev taget til fange. Nsibomana siger, hans overordnede ikke fortalte, hvad motivet for angrebet var, men det er meget muligt, at det har været simpel plyndring. For det er ved plyndring samt handel med guld og diamanter, at hutuerne overlever, fortæller han.
Men samarbejdet med mai-mai’erne er måske også ved at smuldre. Lederen af den største gruppe af Congos mai-mai’er, kendt som general Padiri, har ligesom RCD-Goma fået plads i Congos planlagte nye fælles hær og har som modydelse lovet at sende hutuerne tilbage til Rwanda.
Indtil videre har det dog knebet med repatrieringen af hutu-soldaterne.
Alligevel lakker det efter ni års kamp måske mod enden for hutu-styrkerne. FN har således fået indikationer fra deserterede eller tilfangetagne soldater, at flere af top-officererne planlægger et liv i eksil i andre afrikanske lande.
På spørgsmålet om hvorvidt Bruno Nsibomana er parat til at lade FN bringe ham tilbage til Rwanda, tøver han lidt og svarer så ja. Om han er bange? »Jeg kan ikke være bange. Jeg er nødt til at tage tilbage til mit land.«
Han klapper hælene sammen og bukker, mens han ser den fremmede journalist stift ind i øjnene, hvorefter han stille bliver ført bort med hænderne på ryggen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu