Læsetid: 4 min.

Med statsministeren i den gamle skole

Der er gjort op med klassekampen og ’rundkredspædagogikken’, nu mangler enevælden og det ptolemæiske system
11. oktober 2003

Ritsjj
I det skolesystem, der for tiden strides om, kan man i fagtekniske diskussioner støde på forkortelsen CKF. Det står for »Centrale kundskabs- og færdighedsområder«. Man kunne også kalde det at vide og at kunne. Eller den samme skelnen henlagt til et andet fagområde: Værdikamp og realpolitik.
I statsministerens åbningstale i tirsdags var der ifølge avisernes lederskribenter dagen efter meget af det første og ikke ret meget af det sidste. Eller med endnu en overførsel: Mange ord, men lidt handling. Det kunne lyde som en halv sejr eller lige akkurat bestået, men præcis sådan var det heller ikke. For mens nogle mente, at statsministeren i hvert fald havde begrebet substansen, dvs. kulturkampens hvad og hvorfor, så mente andre, at han havde misforstået den både på langs og på tværs, dvs. såvel i indhold som historisk – og især det sidste.

’Velgørende’
Oversat til citat og ifølge Jyllands-Posten: »Åbningstalen signalerede optimistisk tro på en udvikling, som kan blive et velkomment opgør med grædekoneri og sortsyn. Den var også overbevisende i sin selvsikre afsked ikke blot med klassekampen, klassesamfundet og de totalitære ideologier, som prægede det seneste århundrede, men også med virkelighedsfjern systemtænkning, forstenet tankegang og den politiske korrektheds kvælertag.« Det kan kaldes tilslutning, det er da også på det nærmeste en gengivelse af statsministerens egne ord, for nu ikke at sige afskrift.
Og så fremdeles i Berlingske Tidende: »Det er velgørende at høre en statsminister bruge sin trontale ved Folketingets åbning til at beskæftige sig med dette samfunds grunlæggende værdier frem for én lang opremsning af regeringens mere eller mindre teknokratiske lovforslag i det kommende år«. Hvorefter fulgte en opremsning af dette samfunds grundlæggende værdier, ifølge Berlingske Tidende og altså statsministeren:
»Han betonede, at børn faktisk skal lære noget i skolerne, at gymnasieeleverne skal belønnes for at tage fag på højt niveau og straffes, hvis de pjækker ... « Og videre ad samme spor, hvilket fik et vittigt hoved på Jyllands-Postens til at sammenfatte åbningstalen i ’hot’ og ’not’, altså til den ene side det hotte og selvindlysende (Fred, ligestilling, frihed og ansvar ...), til den anden ’not’, nemlig idioti og rædsel (Saddam Hussein, Tvangsægteskab, Militærdiktatur, nazisme og kommunisme ...). Velgørende, måske. Klargørende kan man ikke kalde det.
Den samme konklusion formulerede lederskribenterne, men mere hensynsfuldt. Blandt andet i Jyllands-Posten og med adresse til talens konkrete indhold: »Selv om lovkataloget rummer gode initiativer, indeholder det ikke afgørende tiltag, som får hjulene til at dreje så meget hurtigere, at det får [skaber] mærkbare økonomiske resultater«. Og trukket hårdere op i Berlingske Tidende: »Ord er bestemt ikke ligegyldige, men Fogh gør det alt for let for sine kritikere at fremstille talen som banal, når den faktisk mangler substantielle forslag«.
Hvilket så statsministerens kritikere gjorde. Politiken, eksempelvis, der talte om »gabet mellem ord og handling«, og om det underlige forhold, at en så kort og klar tale formåede at give svar »på så få spørgsmål og lade holdningerne få så få nye konsekvenser«. Det lå på linje med synspunktet her i avisen, under overskriften »Foghs snik-snak«. Som igen stemte overens med holdningen i Kristeligt Dagblad, kortest muligt og i etisk betydning: »Værdiløs tale«.

Borgerlig nutid
Tilbage til start og den historiske misforståelse af substansen.
Det kunne for eksempel handle om førnævnte opgør med nazisme og kommunisme. Eller med Berlingske Tidendes ord opgøret med »klassekampen« og »klassesamfundet«. Eller hvad med enevælden, stavnsbåndet og det ptolemæiske system?
Det gjorde det ikke, men næsten. Det handlede nemlig om endnu et spadestik i kulturkampens arkæologi. Men i de øvre lag, lidt mere øvre, lige over det sønderjyske spørgsmål, 9. april 1940, 29. august 1943 og de røde lejesvende.Det handlede om opgøret med – »rundkredspædagogikken«.
Man kunne spørge statsministeren, hvad han selv synes. Hvis han mærkede efter indeni og skulle sige det med sine egne ord. Man kunne også sige mere direkte, at hvis det er fremadrettet værdikamp, så må han kalde sin forsvarsminister for Nakskov.
Skulle man imidlertid bidrage til det fremadrettede, så skulle man anbefale statsministeren at læse den evalueringsrapport om læreruddannelsen, som Danmarks Evalueringsinstitut udsendte for nylig og Weekendavisen omtaler i denne uge. Den handler ikke om rundkredspædagogik, men bl.a. om den lærermangel, der får seminarierne til at sænke adgangskravene og som konsekvens det faglige niveau. Og som får de lærerstuderende til at springe rundt som vikarer i folkeskolen i stedet for at passe deres studium. Rapporten handler naturligvis også om, hvad der kan gøres ved det, igen blandt mere: om suppleringskurser, om en tættere forbindelse mellem faglighed og pædagogik og mellem læreruddannelsen og forskningsmiljøerne.
Og til opmuntring og inspiration: Det er alt sammen konkret. Det er også nærmest borgerligt. Og så er det nutidigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her