Læsetid: 4 min.

? / ! Steffen Brandt

Danmarks både lykkeligste og kedeligste sangskriver, den 50-årige forsanger i TV-2 Steffen Brandt, modtager på mandag Modersmål-Prisen 2003. I begrundelsen lyder det: »Gennem mere end 20 år fra debutalbummet i 1981, Fantastiske Toyota, til pladen fra sidste år, På kanten af småt brændbart, har han sunget for os på vores eget sprog, han har udtrykt vores følelser og drillet og provokeret os, og han har fået os til at synge med.« Tidligere prisvindere tæller notabiliteter som Benny Andersen, Ib Spang Olsen, Per Højholt og Hendes Majestæt Dronning Margrethe II
4. oktober 2003

– I Modersmål-selskabets begrundelse bliver du betegnet som en ‘troubadour’. Hvad vil det egentligt sige – er det en betegnelse, du kan identificere dig med?
»For mig sætter betegnelsen troubadour gang i en aktiv billeddannelse omkring noget middagsselskab i en loge, hvor selskabets festtrold efter en syv otte retter og et par glas bourgogne rejser sig og synger Bellman på en ubestemmelig blanding af svensk og dansk og med tydelig og langt fra underspillet ironisk distance. Det er ikke en rolle, jeg føler, jeg kan udfylde endnu, og jeg vil nok nøjes med at karakterisere mig selv som sanger og sangskriver. Simpelthen.
– Hvorfor synger vi med, publikum, når vi bliver udstillet og stillet til skue?
»Jeg udstiller ikke folk i mine tekster – oplægget er altid min egen utilstrækkelighed, min tvivl, uro, længsel. Det dumme svin, som en gang i mellem stikker hovedet frem i mine tekster, er osse til stede som en del af min sammensatte personlighed. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det kunne have udviklet sig til, hvis det havde fået nogle andre vækstbetingelser...«

– Hvis hvad havde udviklet sig – din indre svinehund?
»Det, jeg forsøger at sige, er nok, at vrede, frustration og de mere negative energier, man har i sig, under gunstige forhold kan bruges kreativt. Bliver de ikke forløst, kunne de sagtens komme ud som intolerance, snæversyn og almindelig afstumpethed.«

– Kan man være folkekær og samfundsrevser på én og samme tid?
»Jeg tror ikke, man kan eller skal tilstræbe at være folkekær. Jeg tror, der er et utroligt stort behov derude for oprigtighed, det er ikke noget, man kan lære eller vinde sig til i hverken Popstars eller Stjerne for en aften. Uanset hvad jeg måtte finde på af virkemidler, ironisk distance og selvforblændende hunor, så er både mit udtryk og min person så let aflæselig, at det nogen gange næsten gør ondt.«

– På hvem?
»På den, der læser selvfølgelig, du ved typen, der ikke kan tåle at se svaghed udstillet eller dyr lide.«

– Du er efter sigende en af de bedste til at beskrive tidsånden, men mange af dine sange er ganske tidløse: Man kunne vel uden problem bytte om på årstallet på Rigtige mænd og Samfundets skyld?
»Tidsånden findes ikke som en størrelse, der skal indfanges. Jeg tror, livet skal leves der, hvor det foregår – ude i virkeligheden, i den syvende himmel og helt nede i skidtet. De overvejelser og refleksioner, det giver anledning til hos mig som sangskriver, kan efterfølgende være med til at sætte nogle overskrifter på tendenser i tiden.«

– Nå, Hvad er så tendensen i tiden?
»Skiftende. Det er ikke et ordentligt svar, men jeg er nok nødt til at henvise læseren til nogle sange, der for tiden er ved at blive skrevet, for at kaste lys på sagen.«

– Nu står tidsånden jo på kulturkamp?
»Kulturkamp? Den synes jeg da bare selv de skal ligge og rode med. Og så kan vi andre passende gå ind i den reelle kamp for bedre betingelser for kunstarternes frie bevægelighed på tværs af tid, sted, styrer og ideologier.«

– Du får prisen, fordi du har styrket det danske sprog mod en ydre trussel: Engelsk. Er du enig i den påstand: At dansk er en truet art?
»Hvis jeg må citere mig selv fra den tale jeg har tænkt mig at holde ved prisoverrækkelsen, så hedder det meget fornuftigt:
’Det danske sprog er småt, undseeligt, men sejt. Det trives derude, det tales og det drømmes. Det er under kraftig beskydning fra, hvad vi på skrømt kalder det store udland. Men der er ingen grund til at være bekymrede. Der er grund til at fastholde vores sprog og identitet og at arbejde vedholdende på at skabe plads til udfoldelse, så vi har et fællesskab at forstå verden ud fra. Men rolig nu, nye generationer har taget sproget til sig, det synges som aldrig før, det rappes, det freestyles, det twistes, det storskrydes, det hustler sig gennem undergrunden – det udvides og forandres, ligesom resten af vores tilværelse. Det er ærlig talt ret spændende at være med i / til.’
Som Dan Turéll ville have sagt: Det er vi mange, der mener!!!«

– Da Taurus (Steffen Brandts første band, der startede i 1978 og sang på engelsk, red.) udgav pladen Whatever happened to the sixties, skrev Lasse Ellegaard i Information: »Musikken står ikke helt mål med intentionerne i teksterne, som er nogle af de bedste engelsk-sprogede, jeg har set på dansk så at sige.« Er det ikke nok?
»Det er nok for sent nu at gå ind i en diskussion om engelsk eller dansk. Må jeg anbefale til dem, der føler sig lidt utrygge: Lidt rummelighed. Hver ting til sin tid og nogle gange samtidig. Er det for avanceret?«

– Per Højholt har modtaget selvsamme pris, som du får på mandag. Du er vel ikke helt utilfreds med at dele æren?
»At blive nævnt i sammenhæng med Højholt er en ære i sig selv. Jeg håber omvendt, Højholt kan leve med, at jeg følger i hans fodspor, hen over tærskler, der bliver slidt lavere og lavere...«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her