Læsetid: 2 min.

Hun stod på vort bord

31. oktober 2003

Spot
Det danske Melodi Grand prix i 2001 var en længe tiltrængt demonstration af, at selv i vore dage, hvor alt kan planlægges og bliver det, kan overraskelser stadig indtræffe. Sådan føltes det i hvert fald, da den indtil da så godt som ukendte Signe Svendsen entrede scenen, og med noget, der lignede et trylleslag, forvandlede Rollo & King fra at være to folkeskolelæreres hobby til nogen, der rakte ud efter stjernerne – i det mindste bare for denne ene aften.
Vi var mange, der i månederne efter havde et imaginært billede af Signe Svendsen stående på vores natbord, uanset ægtestand. Hun virkede jo som selve legemliggørelsen af linjerne om, at den danske sang er en ung, blond pige. Berømmelse lignede noget, hun bare kunne iføre sig uden videre, hvis hun altså gad. Hun var den sæsons hotteste option for danske pladeproducenter. Imidlertid var hun lige så dansk, som hun var dragende, så med leverpostejsagtig jordnærhed – og fornuft – valgte hun at gøre sin uddannelse fra Rytmisk Musikkonservatorium færdig. Billedugebladene måtte logre forgæves. Og Rollo & King gik i opløsning.

Siden har soloalbummet ladet vente på sig. Og karrierefremmende
eller ej har hun deltaget i diverse tv-programmer, sådan mest pr. impuls, Blandt andet Oraklerne på TV2/Zulu, og for tiden er hun sammen med jægersoldaten og virksomhedsrådgiveren B.S. Christiansen på noget, der kaldes »afveje«.
Konceptet er et ægte barn af Lonely Planet-traditionen med indbygget returbillet til dengang ingen undrede sig over, at en machomand hjælper hjælpeløs kvinde til at være mere modig. Vi er med på en overlevelsestur på en såkaldt øde atol i Det Caraibiske Hav, og skal abstrahere fra, at de to hovedpersoner selvfølgelig ikke er så alene, som programmet bilder os ind. De er ude i urskoven. Det er med andre ord både pittoresk og en anelse farligt, men kontrolleret. Natur der dur.
Og hele tiden med den pikante undertone, der altid opstår, når smuk, ung og ugift kvinde møder ældre, fotogen mand. Jeg må imidlertid skuffe husarerne. Vi er ikke ude i Robinson Light eller Big Brother her. Ikke noget med våde t-shirts, offentlig omklædning og dybe betroelser. Det er børne-tv i prime time.

I aften skal Signe og B.S. gennem junglen, hvor det myldrer med slanger. Og de eksistentielle spørgsmål er: Kan Signe, der ikke bryder sig om noget større end en ørentvist, overvinde sin angst for kryb? Og da parret, som altså ikke er noget par, skal forcere en rivende flod, stiller soldaten sangerinden overfor et valg: Skal de gå, til de finder et roligt vadested, eller skal de lave en tovbro, så de kan fire sig over floden? Altså lidt ligesom livet, ikke ...

*TV2 kl. 20: Signe & BS på afveje

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu