Nye cder
Den 58-årige irer Van Morrisons output fylder godt i reolerne her i hjemmet: Fra den heftige begyndelse med det frenetiske irske garage-r&b-band Them i midt-60erne over en spæd start som solist på Bang, før Morrison i 70erne fandt fodslaget på Warner, efterfulgt af et markant stillejeskift mod det spirituelle, da han i 80 røg over på Mercury, hvor han konsoliderede sin position som én af rockmusikkens store stemmer. Efter et par år på Virgin er han nu landet hos det prestigiøse jazzselskab Blue Note, så det er blevet til rigtig mange album ned gennem årene, hvoraf en håndfuld er essentiel lytning for enhver, der bilder sig ind at være musikalsk anlagt.
Hele vejen igennem præget af mandens selvskabte stilart, Celtic Soul et suverænt, særegent og øjeblikkeligt identificerbart miks af blues, jazz, folk, rhythm & blues, skiffle, soul og keltiske klange, efterlignet af mange, men egentlig aldrig overgået.
Inde ved urformerne
Morrisons album falder i tre kategorier de sublime, de typiske og svipserne. Whats Wrong With This Picture?, som det nyeste hedder, falder durk i midterkategorien og er næppe stedet for novicen at starte prøv i stedet f.eks. Astral Weeks (1968), Into The Music (1979), A Sense Of Wonder (1985), Hymns To The Silence (1991) eller Back On Top (1999) thi her trædes på mange måder vande. Hvilket ikke nødvendigvis er skidt i Morrisons tilfælde.
I denne ombæring høres især ekkoer fra de duoplader, Morrison har udsendt det seneste årti med folk som John Lee Hooker, Mose Allison, Georgie Fame og Lonnie Donegan, hvilket betyder vi er inde og røre ved urformer som urban blues, diskret swing og overstadig jumpnjive tilsat en sjat rockabilly, d.v.s. godt med jazzet guitar, sitrende hammondorgel og diskrete blæsere, mens Van selv stadig synger, som gjaldt det livet.
Så er der dog mere på spil hos den britiske legende Robert Wyatt, der ligesom Morrison er en unik og øjeblikkelig genkendelig sanger. På banen siden 60erne, hvor han efter at have givet den som lige dele James Brown og Charlie Parker (Wyatt er berømt for sin evne til at kunne fløjte og synge Parkers legendariske altsax-soloer!) i The Wilde Flowers 1963-65 var medstifter af det eksperimenterende, lsd-påvirkede Canterbury-outfit Soft Machine. Af særlig interesse er hans banebrydende komposition »Moon In June« på Third (1970), en pladesidelang improvisation for trommesæt og vokal.
Derefter dannede Wyatt for et par pladers tid bandet Matching Mole, før et fald fra fjerde sal paralyserede ham fra livet og nedefter. Med sit første soloalbum efter ulykken, Rock Bottom (1974), søsattes ikke kun én af randrockens store kultkarrierer, det står stadig som et af de der indiskutable og desorienterende mesterværker, der efterlader lytteren mættet, sårbar, forvirret og lykkelig. Tal om Stor Kunst!
Subtilt og manende
Wyatts ofte uegale og gerne voldsomt venstreorienterede, men altid høreværdige plader er siden da udkommet med højst ujævne intervaller, men i 1997 slog han benhårdt til med det mesterlige Schleep, der i dén grad revitaliserede karrieren. At det ikke var en enlig svale, kan man nu forsikre sig om ved at lægge sit blødende øre til det spritny Cuckooland, et eminent, subtilt, afvekslende og manende udspil fra manden med i Ryiuchi Sakamotos formulering »verdens tristeste stemme«. Trods den lange spilletid over 75 minutter! er der intet overflødigt fedt at finde på dette velgjorte, velsignede og vellykkede udspil, der kommer ud i så mange musikalske hjørner, at det ville være latterligt, hvis ikke det var så herrefedt!
Man kunne ønske, at en så kraftfuld og original figur som Wyatt kunne nå et større publikum, men kan til gengæld forsikre dem, der finder frem til ham om, at dér venter oplevelser af en dybde og brillans. Robert Wyatt to know him is to love him. Simple as that!
*Van Morrison: Whats Wrong With This Picture? (EMI/ Blue Note) Produceret af Van Morrison.
*www.wavelengthltd.co.uk
*Robert Wyatt: Cuckooland (VME/Rykodisc) Produced by Robert Wyatt & Jamie Johnson.
*www.strongcomet.com/wyatt
