Læsetid: 4 min.

En svirende, svovlende sprog-svajer

Med sin sublimt hårdtslående solo-cd viser Jokeren, at han besidder flere facetter og har flere strenge at spille på end hans hidtige arbejde med Den Gale Pose indikerede
15. oktober 2003

Ny cd
Fra Jokeren – også kendt under sit borgerlige navn Jesper Dahl og aliaset Gigolo Jesus – først gjorde sig bemærket som frontfigur i Den Gale Pose i de tidlige 90’ere og frem mod det store gennembrud i 1998 med trioens skelsættende Sådan er reglerne-album, har der ikke hersket tvivl om, at her var et usædvanligt talent på spil; i besiddelse af såvel sprog- som samtidsfornemmelse og en næsten uudtømmelig evne til at fyre træfsikre rim af fra såvel mellemgulv som underliv, kommer han her for første gang lytteren i møde som et vaskeægte menneske fremfor en selvparodierende drengerøv. For selv om Jokeren stadig ikke kan stå for det rappe, det smarte, det kulørte og det macho, udvider han denne gang paletten med så mange – og heftige – farver, at man roligt tør kalde Alpha Han for et personligt gennembrud for denne mr. Dahl.
Man griber fluks ud efter teksthæftet, mens cd’en kyles i afspilningsdrevet, for hvad har Dahl fundet på denne gang? Jo, Alpha Han søger – når den er bedst – bagom facaden på den hedonistiske hiphop-hofnar og svirende, svovlende sjover af en sprog-svajer, som hans alter ego, Jokeren, hidtil har stået for. Med finesse, humor og uimodståelig fandenivoldskhed, men alligevel... for et kvindemenneske har tilsyneladende ikke bare kvast hans hjerte, hun har hoppet rundt på det, at dømme ud fra den forbitrede, men også fortabte »Kvinde din – møgluder«. Det er måske en banal konstatering, men en kunstner, der ikke har fået knust pågældende blodpumpe – gerne ad flere omgange! – laver som regel også kunst derefter. Så hurra for den ho, der vred sig ud af Jokerens klo!

Et drive som bare fanden
Der er stadig masser af sperm, lir og hurlumhej at finde på Alpha Han, men som noget nyt også refleksioner, tømmermænd og en klædelig søgen efter sammenhænge, der rækker ud over coke i lange baner, kulørte drinks, villige misser og drøn på natten lang.
Ikke fordi Jokeren ikke stadig udviser sit umættelige begær, efter alt hvad livet har at byde på, men der er kommet en ny dimension til den vante gagsta-stil, der indikerer, at selv så indædt en livsnyder som Jokeren med årene har fået trang til mere end bare at få tilfredsstillet sine mindste behov på en studs.
Læg dertil forrygende
beats, smukt sammenskruede backingspor, rageknivsskarpe om end lettere old school-produktioner, strålende gæstestjerner – respekt til Stygtann – utæmmeligt begær, beundringsværdig nysgerrighed og et drive som bare fanden, og det giver sig selv, at det her udgør et højdepunkt inden for den dansksprogede hiphop, der forlængst har kørt den ditto rock fuldstændig bagom dansen.
Og ikke kun hiphoppen bør nyde godt af Jokerens ud- og indfald, hans hele vitalitet og sproglige umættelighed, næ, dette er en gave til alle, der holder af at høre sproget få en på sinkadusen og rundtosset blive sendt ud i nye kredsløb.

Fat i den tunge ende
Det kan godt være den ny tryghedssøgende, sig-selv-nok og hårrejsende ignorante offentlighed derude i ét væk samles i småborgerlige, xenofobiske cirkler om dannebrogsflag, billig sprut og den liflige lyd af Olsen-Brødrene og Shu-Bi-Dua, mens de logrende vælter om på ryggen af benovelse over Mary Donaldsson og andre pseudobegivenheder, men det her er the real shit.
Lyden af det liv, der leves bagom den midtersøgende, af grådighed dominerede og fuldstændig indholdstømte tv-kultur, som p.t. sætter dagordenen – godt bakket af en ukritisk borgerlig presse, der sætter en ære i at fungere som kollaboratør for det siddende regime – hvorfor det er Jokeren, der har fat i den tunge ende: »Jeg’ sulten – så det skær gennem marv og ben/ Og selv om industrien gør alt for at farve en/ Og forkæler din røv til du’ falleret/ Er jeg stadig stålsat, skarp og topmotiveret...«

Farverig særart
Under det herskende regime går alt, hvad Jokeren og folk af hans kaliber står for, imod de gængse bestræbelser på at forvandle vort engang så kulturelt vidtfavnende samfund til en homogen, sødmælksfed og fuldstændig frisereret parcelhushave, hvor normal adfærd og grænser for passende opførsel udstikkes af en flok intellektuelt underernærede, følelsesmæssigt afstumpede og materielt møgforkælede flok populister uden etisk bundgrænse: »Jeg gør som jeg gør – ingen undskyldninger og forklaringer/ kun handling baseret på erfaringer/ Og jo, de’ dyrekøbte, men jeg ka ta det/ For det’ ik hvor du er – det’ hva du har lært af det...«
Alene af den grund må man elske en mand, for hvem frihed og individualisme ikke er flæskede floskler, men en daglig kamp for at blive menneske i en af forbrydelse og dumhed domineret verden. En personage, der tør sætte sin farverige særart – og hele uimodståelige trang til at udforske andre egne end de med Ikea-møbler indrettede – ind mod mageligheden og tidens på alle planer frastødende borgerlige ’kulturpolitik’.
Én, der selv har prøvet at være nede og vende, men ved egen hjælp har rejst sig for at fortsætte kampen mod de veltilpassede borgerdyr med deres lort på det tørre. Vi indstiller hermed Jokeren til Det Danske Akademis store pris for Alpha Han. Selv om han selvfølgelig skal være glad for at få en bar røv at trutte i fra dén kant. Men »yo – du ka aldrig hvile på dine laurbær/ Spyt til din sidste tåre rammer dine kragetæer/ Sulten – til den dag de slukker pulten/ Det’ ik let – så længe jeg’ i live bliver jeg ik mæt...« Halleluja. Gigolo Jesus vil ramme jer som et flammesværd!

*Jokeren: Alpha Han (EMI-Medley) Produceret af Ezi Cut
*www.jokeren.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu