Læsetid: 5 min.

’Jeg tager det gode fra USA’

Under Irak-krigen arrangerede Nadine Khalil demonstrationer og skrev kritiske artikler om hykleriet i den amerikanske retorik. I dag er hun på vej til et af USA’s bedste universiteter på et amerikansk stipendie
15. oktober 2003

BEIRUT – Det var som 13-årig på den amerikanske skole i Beirut, Nadine Khalils vrede mod amerikanerne begyndte.
»Som om det ikke var nok, at vi ikke talte arabisk inden for skolens område,« fortæller hun, »så skulle vi også lære om amerikansk historie frem for vores egen. Det var den kolonimentalitet, jeg ikke kunne tage. At de tog det for givet, at vi skulle lære om dem, selv om det ikke interesserede os stort og ikke havde nogen forbindelse til vores hverdag. Jeg følte, at vi skulle overtage den der imperialistiske overlegne attitude og føle at vi var bedre, fordi vi talte engelsk frem for arabisk.«
I dag studerer den 22-årige Nadine på the American University of Beirut, og har fortsat ambivalente følelser over for USA. Hun er skuffet over amerikanernes manglende interesse for, hvad der sker i Afrika eller Mellemøsten: »Bare de selv lever et komfortabelt liv er det dem ligegyldigt.«
Samtidig er Nadine dog opløftet over at møde amerikanere på universitetet i Beirut: »Når de først forstår, hvad der foregår, bliver de næsten mere kritiske over for deres egen politik, end vi selv er.«
Det er blevet Nadines lod at drage udbytte af det amerikanske uddannelsessystem og dermed til dels vokse op med amerikanske værdier. Hendes forældre flyttede under den libanesiske borgerkrig (1975-1990) til Nigeria, hvor hendes far, arbejdede som ingeniør. Nadine gik sammen med andre udenlandske børn i britisk skole, og Nadine vidste kun lidt om sin libanesiske baggrund. Det var derfor lidt af et chok, da forældrene besluttede, at moderen sammen med børnene skulle vende tilbage til Libanon. På grund af sit relativt utrænede arabisk gik Nadine på en engelsksproget skole fortrinsvis for libanesiske overklassebørn. Og siden har hun fortsat studierne på American University.

Den amerikanske frihed
»Da jeg begyndte på det amerikanske universitet, følte jeg ofte voldsom selvkritik, især da den anden intifada begyndte. Jeg sagde til mig selv: Her er vi, på en af deres institutioner, vi følger deres intellektuelle tradition og rejser til deres land, og samtidig går deres udenrigspolitik os dybt imod. Men med tiden bliver man mere moden og lærer at adskille deres uddannelsessystem fra deres politik. Man lærer, at man ikke behøver at tage det hele med. I sidste ende må jeg jo indrømme, at jeg føler mig hjemme i deres system; de har givet mig muligheden for at lære kritisk tænkning på et tidspunkt, hvor det libanesiske skolesystem var ren udenadslære. Og de har givet mig nogle individualistiske drømme om uafhængighed og frihed.«
Under krigen i Irak var Nadine dog ligesom de fleste libanesere dybt oprørt. »Jeg følte raseri og had, og på et tidspunkt var jeg så deprimeret, at jeg ikke orkede at se nyhederne,« fortæller hun.

Mørke fremtidsudsigter
»Selv om vi længe havde vidst, at det var uundgåeligt kunne jeg simpelthen ikke tro, at det skete. At verdens mest magtfulde stat baserede sin politik på et fuldstændigt ufunderet, falsk grundlag. Jeg prøvede at kanalisere denne vrede over i noget konstruktivt ved at demonstrere, samle penge ind til irakerne og ved at skrive om krigen i universitetsavisen.«
For Nadine er det eneste, der er kommet ud af krigene i Afghanistan og Irak en voksende desperation og mørkere fremtidsudsigter for området.
»Se blot, hvad bin Laden gjorde, og på hvor mange flere rige mennesker vi har, som er religiøst ekstremistiske og har ham som forbillede. Det er sørgeligt at se folk, der ofrer deres liv og dræber uskyldige mennesker bare for at markere deres standpunkt.«
En anden grund til fortvivlelse er manglen på arabisk lederskab, mener Nadine: »Vi har igen fået bevist, at vores egne ledere ikke er i stand til at sætte hælene i – de tør ikke af frygt for at blive angrebet. De, der er magtfulde er de, der er allierede med USA, og deres hykleri er himmelråbende, fordi de går imod, hvad deres egne befolkninger tror på. Med al denne magtesløshed bebrejder jeg ikke de, der bare vil smadre alt amerikansk. Jeg boykotter også selv amerikanske produkter.«

Vejen til personlig frihed
På trods af sin skuffelse over Bushs USA er Nadine i dag på vej til New York University: »Jeg elsker Libanon, og jeg får allerede hjemve, når jeg tænker på, at jeg skal afsted. Så hvis det ikke var fordi, legatet er specifikt rettet mod, at det libanesiske samfund skal få gavn af mit ophold, ville jeg slet ikke rejse. Det er godt nok amerikanske penge, jeg modtager, men formålet er at fremme forståelse og akademisk udveksling mellem de to lande. Så jeg kan godt forsvare at tage afsted.«
For Nadine er legatet en chance for selv at bidrage til den uddannelse, hendes forældre i mange år har slidt for at betale.
»Det er kun amerikanerne, der giver så store legater,« siger hun. »Så i sidste ende er konklusionen, at man må gøre brug af dem, ligesom de gør brug af os!«
Opholdet i USA er også kulminationen på en personlig drøm for Nadine: »Jeg har ønsket at være fuldstændig uafhængig, siden jeg var 16, noget der ikke er muligt i Libanon, hvor man først flytter hjemmefra, den dag man gifter sig. Selv om min familie ikke sætter så mange grænser for mig, så er friheden til at bo alene og tage alle beslutninger selv noget jeg kun kan få i udlandet.
Den dag, Nadine bliver gift, vil hun dog vende tilbage til Libanon, for at hendes børn kan vokse op uden de vanskeligheder ved at tilpasse sig deres egen kultur, hun selv oplevede. Når de bliver store, kan de så rejse ud og se verden og selv bestemme, hvordan de vil leve.

*Pernille Gylling Jørgensen er forfatter og antropolog på studieophold i Libanon

SERIE
Ung i Mellemøsten
*Halvdelen af alle unge i Mellemøsten drømmer om at emigrere til USA. En FN-rapport før Irak-krigen har beskrevet dem som generationen uden tro på fremtiden, uden uddannelse, udvikling og håb. Vi portrætterer en række unge mennesker i verdens mest konflikthærgede region. Tidligere artikler blev bragt den 19., 23., 29. september og den 8. oktober. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu