Læsetid: 3 min.

Talent-storm

Katrine Wiedemann har tumlet med Shakespeare i vandkanten, så ‘Stormen’ er blevet et lysende smukt eventyr om lyst og forelskelse
28. oktober 2003

Teater
Vandet sprøjter, og stormen suser – og taknemmeligheden buldrer, fordi Katrine Wiedemann har forelsket sig i Shakespeares Stormen.
For forelskelsen smitter. »Intet andet findes lige nu,« tænker tilskueren, mens Kanonhallen forsvinder, og verden vokser – helt ud til Ariels øde ø og Prosperos ordrige og vidunderlige vid.
Katrine Wiedemann har tumlet med Shakespeare i vandkanten, så al abstrakt ordfantasi er blevet til et konkret, kropsligt eventyr – lystigt og lystfyldt og lysende smukt. Sart har hun ikke været i bearbejdelsen af Niels Brunse oversættelse, men hun har vidst, hvad hun ville – og hun har ikke mindst gjort Shakespeare afsindig underholdende.
Instruktionen bygger på spillerne, ikke omvendt. Det er en fornøjelse at se, hvordan Jens Albinus i den grad hviler i sig selv, at han som Prospero kan knipse både medspillere og tilskuere helt tavse af benovelse – eller få dem til at gispe med sin uanstrengte, bølgebrusende stemme.
Og det er en gave at opleve, hvordan Sidse Babett Knudsen kan skabe en klokkeblomstagtig karikatur ud af luftånden Ariel – tegneserieagtig præcis og med de særlige Sidse Babett-knips i øjne og hænder, der får alle i salen til at skrige af grin, uden at de selv helt forstår hvorfor. Men også hvordan hun til sidst krakelerer i sit trutmundsansigt, så alle er ved at tude.

Gulvklaskende stunts
Albinus og Sidse Babett er Wiedemanns bud på klassisk skuespil. Herfra sættes talenterne i kontrast. Den vanskabte slave Caliban performes af kropskunstneren Kristján Ingímarsson med gulvklaskende, kropsuhyrlige stunts. Og delegationen af herrer fra Neapel spilles som sjippende komikertrio af Henrik Lykkegaard, Morten Lützhøft og Frank Thiel med kropssatire over tidens kurser for ledere og wannabees – vandsnublende, fingerspasmende og grimasserende – anført af Ditte Hansens psykologiserende indynde-sig-konsulent med afværgehåndled og honorar-rygrad.
Shakespeares ’ubeboede ø’ er hos scenografen Christian Friedländer blevet til et øde rum – med gummibassiner som havlaguner og stigereoler som kundskabstræer. Kuriositeter mangler ikke: Udstoppede padder og kryb boltrer sig sammen med bogsamlinger i slidt læder.
Men det tilstøvede forsvinder i samme øjeblik, prinsesse Miranda åbner munden og siger ’oh, himmel’ – på det smukkeste højsvensk. For den svenske skuespiller Melinda Kinnaman er intet mindre end et fænomen. Hun spillede Julie i Wiedemanns instruktion af Romeo og Julie på Dramaten sidste år, og i Stormen viser hun en spændstig blanding af styrke og poesi, der er ganske overvældende. Hun er ordekvilibrist og akrobat i samme lille, muskelstærke skikkelse, og derfor kan hun følge sin udkårne Ferninand, når han kravler op i et akrobatiske stofreb og slynger sig i indsnørrede himmelfald af lutter kærlighed.
Ferdinand performes af den lyshårede gut Andreas Skjönberg fra Cirkus Cirkör, der kan hoppe på stedet i timevis eller lade sig fire lydløst ned fra himlen, blot for at se sin Miranda i øjnene. Når de to holder klatrende stævnemøder på langs mellem boghylder, sukkes der betaget blandt tilskuerne:
Sådan havde ingen før tænkt på en stigereol.

Hemmelig havgus
Katrine Widemann har antagelig fortolket stykket bagfra. Forestillingen kulminerer i hvert fald hen mod slutningen, hvor de to unge elskende får hinanden. Højt oppe i deres elskovsreb glider de kælent rundt om hinanden i sublim skønhed i en følgespot. Her er det, at alt andet forsvinder, og Shakespeares drømme kommer til at fylde hele bevidstheden. Som om replikkerne lægger sig hemmeligt og umærkeligt i ørerne med havgusen.
Så når Jens Albinus til sidst beder tilskueren om at blive udfriet af trolddommen, så må alle bare klappe. Men sandheden er, at man som tilskuer bare havde lyst til at blive kronet med at se ham komme i land på den øde ø endnu en gang, helt forfra... Så man igen kunne tænke: ‘Intet andet findes lige nu.’

*’Stormen’ af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Bearbejdelse og instruktion: Katrine Wiedemann. Dramaturg: Nicole M. Langkilde. Assisterende staging: Bill Holmberg. Scenografi: Christian Friedländer. Lyddesign (underskønt): Mads Ljungdahl. Kaleidoskop i Kanonhallen. Til 22. nov.
*www.kaleidoskop.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu