Der bliver ikke sparet på krudtet i den stadig hidsigere offentlige debat om eventuel sundhedsfare fra mobiltelefoner og sendemaster. Nu fyrer to overlæger fra Kræftens Bekæmpelse en bredside af mod mobiltelefonselskaberne:
»Når telefonselskaberne ikke vil informere befolkningen om, hvor de sætter sendemasterne op, så er det arrogant,« siger overlæge ved Cancerregistret, Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse (KB).
»Det er simpelthen for dårligt, når selskaberne tror, de alene sidder inde med den endelige sandhed og derfor ikke ønsker at tage en diskussion med befolkningen. At sætte sendemaster op skjult inde i kirketårne uden at ville fortælle naboerne det, virker også forkert,« tilføjer han.
Han bakkes op af sin kollega i KB, overlæge Christoffer Johansen: »Blandt telefonselskaberne er der en del friløbere, de tjener mange penge, og deres forretningsinteresser præger hele stilen,« siger Johansen med henvisning til, at der alene i Danmark sidste år blev sendt fem milliarder smser til en skønnet pris af mindst 0,25 krone pr. styk.
Tynde hjerneskaller
Dagligt får de to overlæger henvendelser fra bekymrede borgere, f.eks. elever på skoler, hvor der skal opsættes en sendemast, eller gravide, der frygter for en sendemast på nabotaget osv.
»I øjeblikket er det nok mere end 20 daglige henvendelser,« vurderer Johansen.
De to overlæger skælder ud på teleselskaberne, fordi de afviser at finansiere mere dansk forskning i en mulig sundhedsrisiko ved mobiltelefonerne. For selv om det ikke skulle være farligt for voksne, så er det selvfølgelig alene baseret på den viden, forskerne har i dag.
»Vi føler os på rimelig grund til at sige, at ud fra de undersøgelser, der hidtil er foretaget de er store og går næsten alle sammen i samme retning så er der for voksne som dig og mig ikke grund til at tro, at der er en kræftfare forbundet med de radiofrekvente felter fra mobiltelefonerne,« siger Olsen.
Men som han også understreger: »For børn og unge kan det være anderledes. De har en tyndere hjerneskal samtidig med, at deres nerveceller og hjernen endnu ikke er færdigudviklet. Så vurderingen fra voksne kan ikke umiddelbart overføres til også at gælde for børn og unge. Så dér skal fokus være, og det burde telefonselskaberne være de første til at bidrage til.«
»For fem år siden kunne vi have offentliggjort en undersøgelse, der entydigt ville fortælle, om børn og unge udsættes for kræftrisiko ved at tale i mobiltelefoner,« siger Johansen.
Mulighederne for en sådan undersøgelse ville nemlig være bedre i Danmark og de øvrige nordiske lande sammenlignet med resten af verden på grund af adgangen til personnumrene, eksistensen af cancerregistre samt den lige adgang for alle borgere til sundhedssystemet.
Daværende sundhedsminister Carsten Koch (S) skrev således til de telefonselskaber, der dengang opererede i Danmark, og gjorde opmærksom på problemet og opfordrede selskaberne til at bidrage til en løsning.
»Han fik kun svar fra få selskaber. Det fortæller også om den arrogante måde, nogle af telefonselskaberne opererer på, at de ikke en gang ønsker at besvare et brev fra landets sundhedsminister,« siger Johansen.
»Det føles helt utroligt, at selskaberne bare overlader det til skatteborgerne at betale, hvis man vil have større viden om en mulig strålingsfare,« tilføjer Olsen.
For år tilbage modtog Johansen i alt en million kr. fra to af teleselskaberne til et stort forskningsprojekt om mobiltelefonstråling, hvor 420.000 danskere deltog. Af samme grund hænges han ud for at gå industriens ærinde blandt kritikere af en strålingsfare.
»Det er rigtigt, at vi nu kan observere en stor tillidskløft mellem forskere og befolkningen. Men sådan er det hver gang, at forskerne om den samfundsmæssige ende af et problem når frem til, at et eller andet ikke er farligt. Stik modsat hvis vi når frem til en mulig risiko, så er der ingen, der mistror os eller beskylder os for en skjult dagsorden.«
Angst for det synlige
Hvis der overhovedet er et sundhedsproblem, så er det ifølge de to læger altså ikke i forbindelse med sendemasterne, men med mobiltelefonerne. Men mens hver enkelt er ansvarlig for, hvor meget eller lidt man anvender mobiltelefonen, så er masterne ude af den enkeltes rækkevidde. Dertil er mange af dem synlige, og alt i alt skaber det let meget og bekymring.
Noget lignende var for år tilbage tilfældet med højspændingsmasterne. I dag vil de færreste bryde sig om at bo i nærheden af elmaster med tykke el-ledninger.
»Det forstår man godt, for de er jo ikke til at overse. Men hvad med de store ledninger, der ligger nedgravet, f.eks. går der en stor ledning på tusinder af volt fra H. C. Ørstedsværket rundt i hele København? Dem er der ingen, der ser, og derfor heller ikke ret mange, der er bekymrede over,« siger Johansen.
Kan vi stole på, at I ville offentliggøre et forskningsresultat, der pegede på en risiko for unge?
»Ja, ikke et sekund ville vi tøve. Det er hævet over enhver tvivl,« siger Johansen, mens Olsen nikker.
De to læger bekræfter, at en mulig sundhedsfare »overhovedet ikke« var inde i billedet, da staten for få år siden afholdt auktion over 3G-mobiltelefonnettet.
»Alligevel må den rigtige fremgangsmåde være at presse producenterne, altså teleselskaberne, til at leve op til deres produktansvar. De har ansvaret, hvis de om 10-15 år står over for retssager med krav om kæmpeerstatninger hvis det nu viser sig, at det var farligere, end vi vurderer i dag.«
