Læsetid: 2 min.

Alle tiders skurk

Sjældent er ondere fjæs set på film end det, der sad på Jack Elam
31. oktober 2003

NEKROLOG
Jack Elam var indehaver af det i særklasse mest skurkagtige fjæs, der nogensinde er set på film. Fjæset sad oprindelig på en stilfærdig, hæderlig revisor i Hollywood. Først senere kom det til at tilhøre den lede og psykopatiske slemmert, som blev Elams faste karakterrolle. Jack Elam var udstyret med et markant kæbeparti, buskede øjenbryn, en dyb gravrøst og frem for alt et påfaldende ukontrollabelt og skulende blik. Skurkeblikket kom sig af, at Elams ene øje var blindt – et resultat af et slagsmål med en spejderkammerat i hans barndom.
Den samlede effekt af Elams fysiognomi var så karismatisk ond, at den kvalificerede som adgangsbillet til et karriereskift, der gjorde revisoren til en af amerikansk films foretrukne ’bad guys’. Det var især fra Western-genren, at der var bud efter Elam. Velvilligt stillede han op som bandit i over 100 film og 200 tv-serieepisoder. Talrige gange måtte han synke om, gennemhullet af heltens dræbende kugler i de obligate endelige opgør. Westernhelte fra Frank Sinatra til Henry Fonda nedlagde Elams skurkefigurer i adskillige af filmhistoriens mest klassiske Western-film såsom Gunfight at the OK Corral. Men Elam kom altid igen i en ny fæl inkarnation.
Jack Elam fødtes i 1916 i en lille mineby ud for Phoenix, Arizona. Efter handelshøjskoleeksamen flyttede han til Californien, hvor han en tid arbejdede som hotelbestyrer og siden som revisor for Standard Oil. Efter militærtjeneste under Anden Verdenskrig, fulgte mere revisorarbejde, bl. a. for det selskab, der producerede Hopalong Cassidy-filmene. I 1948 blev Elam tvunget til forlade revisorgerningen, da læger advarede om, at fortsat nærlæsning af regnskaber kunne medføre tab af synet på hans andet øje.
Han debuterede som iskold drabsmand i Trailin’ West fra 1949, og fik sit store gennembrud med Rawhide (1951). Derefter fulgte roller i Fritz Langs Rancho Notorious og Fred Zinnemans High Noon (begge 1952). I 1954 kunne han opleves i Robert Aldrichs skelsættende Vera Cruz og Anthony Manns The Far Country, hvor han som den onde vicesherif skydes ned i slutscenen af James Stewart.
Elams mest berømte filmoptræden er som en af revolvermændene i åbningssekvensen i Sergio Leones Once Upon A Time in The West. Elam venter på Cattle Corner station, ondt skulende, da en flue bliver ved med at genere ham. Arrigt prøver han at vifte den væk. Forgæves. Til sidst lykkes det ham at fange den i sit re-
volverløb. Et lumsk grin glider hen over skurkefjæset. Et tog ankommer. Charles Bronson stiger af. Nogle få ord udvekles. Så en skudduel, og Elam bider i græsset. Hele hans karriere kan opsummeres i denne scene.
Elam erkendte selv, at han nød skurkerollen, trods dens endimensionalitet. Han brød sig ikke om psykologisk komplicerede filmskurke med mystiske motiver. »Jeg foretrækker at spille skurke, der er onde, fordi de er onde, uden at man behøver at spekulere over hvorfor«, erklærede han. Men rollefaget var ikke uden problemer. Det skete, at Elam i det virkelige blev liv overfuset og sågar overfaldet af folk, der var vrede over en eller anden nedrighed, han havde begået på lærredet.
Jack Elam blev 84 år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her