Camilla ligner ikke en, der har problemer. Hun er 27, køn, lyshåret i honningtoner, slank og moderne klædt. Sød, sjov, venlig og let at være sammen med. Intet under, at hun klarer sig godt: Til næste år er hun færdig med sit jurastudium og glæder sig til at begynde at arbejde, gerne på det advokatkontor, hvor hun i flere år har haft studenterjob, og hvor de er glade for hende. Har respekt for hende og det, hun kan.
På arbejdet ved de ikke, at Camilla har en natside. Sidste år kulminerede ti års sørgmodigt ungdomsliv med, at det nu kunne være lige meget. Hullet indeni var blevet for sort, afstanden mellem den ydre skal og mennesket indeni for stor. Hun orkede ikke at være alene med det hele mere. Hele hendes liv var blevet én stor hemmelighed.
Camilla havde ganske enkelt ikke lyst til at leve mere. Men nettet blev hendes redning, for mens hun surfede en aften, stødte hun på Tine Brylds Tværs-hjemmeside på DR.dk. Hun læste nogle af brevene og greb så selv chancen for at fortælle, hvad der var inden i hendes
hoved.
Også selv om andre nok bare ville tænke, at det var noget pjat. Hun, der altid havde været så heldig og forkælet? Efterhånden var hun så alene i sin verden, at det kunne være svært at skelne, om det bare var noget, hun fandt på.
Camilla skrev i sin mail blandt andet:
»Jeg er en pige på 26 år som efterhånden har mistet livsgnisten totalt, og hver dag går med tanken om hvor nemt det hele dog ville være, hvis jeg bare kunne tage mit eget liv. ... For at afreagere for min følelse af savn og afmagt har jeg igennem mange år straffet mig selv ved at skære mig i armene, hvilket er noget som jeg egentligt synes er fuldstændigt sindsygt, men når jeg falder i mit mørke ensomme hul, synes det at være den eneste trøst...jo mere det gør ondt des bedre, og så er det jeg kan blive bange for, at jeg en dag kommer til at skære det forkerte sted....Inderst inde tror jeg nemlig ikke, at jeg ønsker at dø...«
Camilla var omkring 15 år, da hun begyndte at skære i sig selv. I armene og foran. Hun ved ikke præcis, hvordan hun fik tanken, men begyndte at ridse sig i håndleddet med en neglesaks. Lidt som man kan smække med døren, kyle en sko gennem rummet eller vælte sit værelse, når det hele ikke er til at holde ud.
Camilla skærer sig stadig, selv om hun godt ved, at det er farligt. Hun bruger et barberblad fra en shaver. Engang skar hun for dybt og var lige ved at tage på skadestuen. Men de ville spørge, hvad der var sket, og hvad skulle hun så sige?
Camilla mener, at hun skærer sig for at straffe sig selv, når hun ikke lever op til sine egne forventninger.
De er nemlig tårnhøje.
Camilla tilhører en generation med mange succeskriterier: Man skal være smuk, sexet, finde en dejlig mand, få en dejlig familie, hus, børn og dyr. Råd til bil og eventyrlige rejser. Plus en velsmurt karriere, som giver prestige og er interessant i sig selv. Og man skal se rigtig ud og være til brunch de rigtige steder.
Det er til at blive svedt af. Ikke mindst fordi man jo har alle muligheder og kun sig selv at bebrejde, hvis ikke alle felterne er krydset af med topkarakter før man fylder 35.
Hemmeligheder
Det at skære sig er en af de mange hemmeligheder i Camillas liv. En anden er hendes mors alkoholmisbrug.
Camilla kan ikke huske, at der var engang, hvor hendes mor ikke drak. Fra hun var helt lille husker hun fornemmelsen af, at moderen om aftenen tit virkede snalret og kærlig på en klam måde, kyssede for meget og for vådt. Omkring 4.-5. klasse blev hun bevidst om, at moderen helst ikke skulle med til forældremøderne på skolen: Moderen lugtede for meget af parfume, talte for meget og for højt om de forkerte ting.
Men hvis Camilla tog emnet op, blev moderen vred: »Hvad er det for noget pjat? Nu STOPPER du!«
Set udefra holdt facaden i den lille kernefamilie. Far, mor og de to børn levede et tilsyneladende helt normalt liv, hvor Camilla og hendes to år yngre lillesøster kom op hver dag, fik rent tøj på, fik mad og blev hentet og bragt fra svømning og badminton. Moderen passede sit arbejde, hun drak først om aftenen og led heldigt nok aldrig af tømmermænd. Camillas far lod som ingenting. Lillesøsteren forskansede sig på sit værelse.
Camilla påtog sig ansvaret for sin mors alkoholforbrug. Hun blev verdensmester i at finde glas og observere bittesmå signaler. Som når moderen efter aftensmaden lige skulle ordne køkkenet, og før sengetid også skulle ordne noget. Det, hun ordnede, var mest glas med rødvin eller whisky øl når der ikke var mere af det andet.
Camilla kom til at afsky synet af sin mor med det fedtede glas i hånden, fyldt af en grumset, svagt rødvinsfarvet slat øl, mens asken fra cigaretten dryssede på gulvet. Camilla vænnede sig til holde øje med sin mor. Hun var den, der gik sidst i seng og hver aften tog en runde for at slukke lyset og tjekke, om det var sunket i flaskerne.
Det hændte, at moderen var faldet ned ad trappen og måtte have hjælp til at komme op. Og der var engang, et drabeligt skænderi endte med at moderen i en brandert ville køre over til venner på Fyn i familiebilen...
Men det var altid Camilla, der var latterlig og piskede en stemning op, og endda fik sin far med på den. »Nu stopper du!« råbte moderen så, og Camilla råbte igen.
Camillas far og søster blev statister i spillet mellem de to kvinder, der ligner hinanden af sind og på det kæmpetemperament, der lå inde i den ellers så stille pige. Også med sin lillesøster skændtes Camilla fuldstændig sindssygt, og var som den ældste tit den udfarende kraft.
Facaden slog revner, når Humlebækvillaen skælvede ved nattetide. Men den holdt, og næste morgen lod familien i fællesskab som ingenting og tog en dag mere.
Selv synes Camilla i dag, at hun tit var en led kælling over for sin mor. At det hele (også) var en ung piges magtkamp med sin mor, familiens voksne kvinde. En piges kamp for at blive voksen, som uheldigvis blev til en kamp om at kontrollere familien og vinde sin fars gunst.
En magtkamp, som Camilla vandt. I dag har hendes mor forstået det: Camilla er fars pige. Hendes far har altid vidst, hvornår han skulle sige noget og hvornår han skulle holde mund, og de to kan stadig gå lange, stille ture og tale om vejr og vind og kærlighed og kærestesorg. Hun har også foreslået, at hendes far skulle blive skilt, men det er forældrene nu aldrig blevet.
170 centimeter og 47 kilo
Når Camilla skal beskrive sig selv som mindre, er det ironisk nok ikke just som den harske, direkte og rapkæftede dumme kælling, der på sekunder kan piske en stemning op derhjemme. Hun bruger snarere ord som genert, stille, sky, bange for alting, især for ikke at slå til.
Men det var først i gymnasiet, det begyndte at gå helt galt. Som 16-årig oplevede Camilla en slags angstneurose, fik kvalme og ondt i maven og spiste næsten ikke i et år. Da den 170 cm høje pige vejede 47 kg, udskrev familielægen beroligende piller, og det var så det.
Og så alligevel ikke. Gymnasiet var et af den københavnske omegns flippersteder, og det gik festligt for sig. I fritiden og til fester var det nærmest et krav, at man drak sig fuld, røg hash, nogle fandt endda svampe i skoven, som de spiste og gik fuldstændig amok på.
Da røg kæden af for Camilla. Hun var angst for at slippe kontrollen og tålte heller ikke godt at se de andre flippe ud, allermindst fulde kvinder. Et glas rødvin var nok for hende, men som resultat blev hun snart hægtet af i fritiden, hvor kammeratskaber blev til venskaber og venskaber til kæresteforhold. Hun blev hjemme og var ked af det. Til gengæld bevarede hun kontrollen med familien.
Men gymnasieårene passerede forbi hende som et vågent mareridt, hun bare ønskede ville holde op. Så livet kunne begynde.
Camilla var fyldt 25, da hun havde en kæreste for første gang.
Ikke fordi hun har manglet tilbud. Og flirte kan hun godt lide. Men ligeså snart der blev noget med følelser, kunne hun ikke have med det at gøre. Det var hende i virkeligheden ubegribeligt, at fyrene kunne have følelser for hende, der var så forkert. Hvis hun ikke selv kunne holde sin krop ud, hvordan så tro på, at nogen kunne synes, hun var lækker, eller have nogen til at røre ved hende? Hvis én ville i seng med hende, blev hun lammet ved tanken om ikke at være god nok.
Camilla synes stadig, hendes forældre begik en fejl ved ikke at tage hende alvorligt, da hun røg ud i de første problemer som teenager. Hun kunne have brugt de år bedre, der gik med at være så ulykkelig. I dag oplever hun sine jævnaldrende veninder som langt mere erfarne end hun, der som 27-årig oplever kærestesorg for første gang, efter at kæresten forlod hende i sommer. Det bekymrer hende, om hun når at få børn, før hun fylder 50?
Men så bliver hun ved med at sige til sig selv: Så har jeg prøvet nogle ting der gør mig stærkere. Hun er blevet bedre til at tolke mennesker og se dem an. Måske er det meget godt ikke at være for naiv, når man er en følsom sjæl.
Det med den følsomme sjæl var ikke det helt store hit i familien. Der var ikke plads til, at Camilla kunne være ked af det, selv om forældrene var klar over, at hun altid har svinget op og ned humørmæssigt. Hendes mor forsøgte at klare sagen med gode råd om at tage sig sammen. Råd, som Camilla sådan set tog til sig og stadig gentager over for sig selv i spejlet: Nu tager du dig sammen! Du kan godt!
Men alt i alt synes hun, hendes mor har fortjent de mange og hårde konflikter. For skal en familie være sådan, at en femtenårig kan true med at tage sit liv, og hendes mor svarer: »Nu stopper du med det pjat«? Er det rigtige svar til en 27-årig med sin første kærestesorg: »Kom nu videre, smil til verden! Du kan ikke sidde her og pive, han er da ikke noget at græde over.« Nogle gange ville Camilla sådan set bare have, at hendes mor skulle sige: »Jeg kan godt forstå, du er ked af det.«
Også selv om det er rigtigt nok, at man må videre.På den anden side tog Camilla jo faktisk ikke sit liv. Hun tog sig altid sammen og kom videre. Og hun vil heller ikke bare skyde skylden på sine forældre, som altid har rost hende for hendes gode udseende og når hun klarede sig godt. Sådan kunne de godt lide hende.
Men det hele kan stadig blive for meget. I dag går hun hos en psykolog (har prøvet flere, før hun fandt én, hun kunne lide), får lykkepiller, der giver hende ro. Hun er stadig bange for fremtiden, for ikke at slå til, for ikke at blive lykkelig. Hun har jo alle muligheder, ikke? Men der er stadig meget, der spænder ben. Og hun bliver arrig på sig selv, når hun ikke lever op til sine egne krav. Når hun pjækker fra studiet, ikke når sine opgaver eller har svært ved at forstå stoffet, springer det gamle selvhad op: Er hun dum, anderledes, forkert?
Også da kæresten gik rippede det op i alle de gamle tanker om at være anderledes, tyk og mærkelig. Én, ingen kan elske. Én, der er lidt for sårbar til verden.
Så er det, hun skærer sig igen.
Men hun er også begyndt at glæde sig til fremtiden. Til arbejde og rejser. Til at møde nye mennesker og være sådan én, andre straks lægger mærke til, som har harmoni i sig selv, som tør prøve nogle ting. Og facaden? Den er ved at blive en integreret del af hende. Den vokser ind i hende og giver beskyttelse. Hun skal bare passe på, at den ikke bliver for tyk, eller for kold.
Men af og til må hun stadig skære sig i armen for at aflede smerten og komme ind til noget, der er hende. For at se blodet flyde og mærke sig selv.
Camilla vil gerne fortælle sin historie, så det måske kan hjælpe andre heldige piger. Hendes råd skal være, at man ikke bliver ved med at holde på sin facade og sine hemmeligheder. Men finder én, som man har ubetinget tillid til og kan fortælle sine hemmeligheder til uden at lægge låg på eller køre facadespillet.
En skytsengel. Èn som Tine Bryld, som Camilla kun har mødt på mailen. Men hun er der.
*Camillas navn og visse personlige data er ændret. Hendes virkelige identitet er redaktionen bekendt
