Læsetid: 3 min.

Urolighederne breder sig i Bolivia

Flere end 60 mennesker er blevet dræbt i de seneste ugers uroligheder i Bolivias hovedstad, La Paz. Protesterne mod præsidenten breder sig
15. oktober 2003

Mindst 15 mennesker mistede mandag livet i de fortsatte sammenstød mellem demonstranter og politi i Bolivias hovedstad, La Paz, oplyser menneskerettighedsorganisationer i landet. Ifølge dagbladet La Razon var antallet af dræbte helt oppe på 28 efter mandagens sammenstød. Dermed er flere end 60 mennesker blevet dræbt i løbet af de seneste uger, og urolighederne ser ud til at have bredt sig ud over La Paz’ centrum.
Ifølge ulandsorganisationen Ibis var der mandag også uroligheder i Cochabamba, landets tredjestørste by, hvor demonstranter angreb en politistation og opstillede blokader flere steder i byen. I går, tirsdag, var der igen varslet demonstrationer både i La Paz’ centrum og i forstaden El Alto.
»Situationen er meget anspændt i byen lige nu. Der er ingen biler på gaden og færre mennesker end normalt,« siger danskeren Lars Koch over telefonen fra La Paz.
»Det ser ud til, at det breder sig. Det, der sker nu, er, at flere og flere slutter sig til den generalstrejke, der er blevet erklæret. I går var der flere sektorer, der tilsluttede sig, bl.a. transportarbejderne, så i dag ser det ud til, at strejken i dag for første gang er effektiv i hele landet,« fortsætter Lars Koch, der er udsendt til Bolivia for Ibis.

Naturgas i centrum
Det var Bolivias største fagforening, der for 14 dage siden opfordrede til generalstrejke i protest mod en aftale, der giver europæiske multinationale virksomheders ret til at eksportere naturgas til USA og Mexico via en chilensk havn. Fagforeningslederne kritiserer den bolivianske præsident, Sanchez de Lozada, for hans økonomiske politik baseret på frihandel samt hans iver for at privatisere statsejede virksomheder.
Præsident Sanchez de Lozada voksede op i USA og er er en af
USA’s nære allierede i krigen mod narkotika. Han skulle efter sigende have et godt forhold til Bush-regeringen, som har presset på for at sikre brandstofleverancer fra Sydamerika. Det ønske spiller godt sammen med manglen på penge i Bolivias slunkne statskasse.
»Du har et land, som ligesom så mange andre u-lande er stærkt forgældet. De har et stort budgetunderskud og kravet fra IMF (den internationale valutafond, red.) er, at der skal flere penge i statens kasse,« siger Lars Koch.
Bolivianske embedsmænd mener, at naturgaseksporten kan sikre Bolivia omkring 1,5 mia. dollar. Omvendt mener oppositionen, at landet ved at indgå aftalen sælger ud af sine rigdomme til en alt for lav pris, idet landet kun vil få 18 procent af et evt. overskud ind i skatteindtægter.

Utilfredse går sammen
Men selv om de seneste uroligheder i Bolivia er blevet antændt af naturgasaftalen, bunder modstanden mod præsident Sanchez de Lozada også i en udbredt utilfredshed med, at regeringen ikke har formået at forbedre forholdene for landets fattigste.
Bolivia er Sydamerikas fattigste land, men har regionens andenstørste naturgasreserve; kun overgået af Argentina.
Fattige indianere, coca-farmere, som har mistet deres indkomst efter de seneste års krig mod narkotika, mindre forretningsdrivende og ikke mindst fagforeningerne, som frygter tab af arbejdspladser, står nu sammen og kræver præsidentens afgang.
»Dem, der går på gaden nu, oplever, at de selv er fattige, og at landet har nogle rigdomme, som de ikke får del i. Derudover oplever de stor korruption, så det er selvfølgelig også en generel utilfredshed med regeringen,« siger Lars Koch.
Selv om præsidenten nu har lovet høringer og debat før åbningen af naturgasmarkedet for udenlandske virksomheder er utilfredsheden da heller ikke forstummet. Kongresmedlem og en af lederne af demonstrationerne Evo Morales siger, at Sanchez de Lozadas afgang er »den eneste løsning på krisen«.
»Hvad det bolivianske folk ønsker er, at gassen bliver i Bolivia til gavn for bolivianerne,« sagde han søndag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her