Læsetid: 2 min.

Utopi som nostalgi

25. oktober 2003

Stetoskop
Et spøgelse går gennem den tyske offentlighed. Det er et spøgelse med lys og lamper. Det ligner et kommercielt spøgelse. Også selv om det er den socialistiske republik DDR, der nu erindres i populære spillefilm og nostalgiske artikler: Man taler om dyrkelsen af minderne fra livet i DDR som Ostalgie.
Den i Øst-Berlin opvoksede forfatter Reinhard Jirgl har skitseret moden: »Unge mennesker, som har oplevet DDR som helt små børn, går i FDJ-skjorter og danser i romersandaler til østttysk rockmusik. De mødes i festsale og klublokaler med billeder af Erich Honecker og DDR-flag på væggene.«
Nostalgi er ikke særligt kommunistisk. Ligesom mode ikke kan betragtes som et kommunistisk fænomen. Hvis kommunismen derfor lever som nostalgisk mode, må den erklæres død igen. Så er kommunismen blevet et logo ligesom Lego og Levi’s. Det er bare endnu et søm i kisten.
Filmene Sonnenallée og Goodbye Lenin er blevet det, man med en anglicisme, som betyder succes, kalder for blockbusters. Musikken spiller ved kasse et, mens millioner af tyskere går ind og ser film om dengang musikken ved kasse 1 ikke var hele samfundets omkvæd. Leander Haussman instruerede Sonnenallée; han har forsøgt at udlægge Ostalgie som udviklingstendens: »DDR er blevet et originalt label for unge rebeller og moralister, som søger det forsvundne kick; som søger et sted at agere som romantikere mellem revolution og kitsch.« Da der ikke er nogen aktuelle visioner om alternative samfund, vender man utopien om. Man mindes det, der var anderledes. Det er revolutionen som nostalgisk minde, der kvalificerer til betegnelsen kitsch.
Ostalgie er reaktionært: Det manifesterer den bestående samfundsorden som den eneste mulige samfundsorden. Men den eneste enes samfundsmodel monopol kan være farlig: Man udvikler ifølge Haussmann en fascination ved det der er ulovligt og det, der er uacceptabelt. Haussman taler om en risikabel ’vellyst ved de forfatningsfjendtlige emblemer, som bliver tydeligt i Ostalgie-shows på tysk tv.’ Det er en reaktion på genforeningens præmisser: Som professor Per Øhrgaard har sagt: alt det der kom fra DDR blev diskvalificeret, fordi det kom fra DDR. De mennesker der levede som østtyskere måtte smide hele tilværelsen ud, da Østtyskland væltede med muren. De skulle starte helt forfra.
Men som Christoph Dieckmann i dette efterår skrev i Die Zeit: »Det var østtyskerne selv, der afsluttede deres revolutionære frigørelse og kastede sig for fødderne af Messias Helmut Kohl. De skreg efter stærke D-Mark og massakrerede deres egen folkeøkonomi. Østtyskerne smed deres egen kultur på møddingen.«
Møddingen som mode er temaet for det almindeligvis fortræffelige radioprogram Agenda lørdag aften.

*P1 Lørdag kl 18:50 Agenda: Ostalgi, Nostalgi – om dyrkelse af den nære fjerne fortid

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu