Læsetid: 2 min.

Varm linje for handlingslammede chefer

Med tilbud om akut coaching til chefer indenfor senest 48 timer forsøger Dansk Industri at hjælpe på et tabubelagt område inden for virksomhedsledelse
17. oktober 2003

»Jeg har problemer med min gennemslagskraft, og jeg skal tage en stor beslutning på mandag.«
»Hvordan får jeg sagt til den medarbejder, at han performer for dårligt.«
»Hvordan håndterer jeg bedst dette aggressive medlem af ledergruppen.«
Det er eksempler på nogle af de spørgsmål, som Dansk Industris (DI) ledelseskonsultenter står klar til at besvare med kort varsel. Ledelseskonsulenter er til rådighed inden for senest 48 timer, hvis danske virksomhedsledere er kommet i akut ledelseskrise.
Den nye service, som har været på benene i godt to uger, skal være med til at hjælpe på et behov for sparring, som ifølge DI er stærkt stigende blandt danske chefer.
»Vi har mærket, hvor stort behovet for specifik coaching er, i forbindelse med vores normale kursusvirksomhed,« siger DI’s chefkonsulent Mogens Krogsgaard.
»Det er blevet meget mere komplekst at være leder end tidligere. Det er umuligt for én leder at vide alt. Man kan ikke som i gamle dage styre det hele selv uden at have medarbejderne med og skabe nogle fælles værdier for virksomheden. Så der kan vi så hjælpe med at give input til at håndtere forskellige situationer.«
Ifølge Krogsgaard er DI ikke ligefrem blevet kimet ned, efter at initiativet er blevet lanceret.
»Det havde vi nu heller ikke forventet,« siger han. »Selv om behovet er der, er spørgsmålet om at søge coaching udefra et stort tabu på virksomhederne.«
De færreste chefer vil således sige til andre, at de har søgt hjælp udefra. Det kan også være svært nok at modtage coaching – også selv om det foregår i fortrolighed.
»Især fordi man jo ofte vil komme ind i nogle grænseområder, hvor den pågældende chefs personlighed måske vil blive berørt. Det kan være meget ømtåleligt,« siger Mogens Krogsgaard, der mener, at denne type af coaching – som han kalder en effektiv hjælp til selvhjælp – vil være fremtiden i rådgivning af virksomheder.
Også selv om det koster 2.000 kroner i timen for DI’s medlemmer og 3.000 for ikke-medlemmer.
»Det kan mange gange være en langt bedre investering at bruge penge på en målrettet, hurtig coaching på to timer end et kursus, som løber over tre dage, og som i øvrigt først finder sted om fire måneder,« siger Mogens Krogsgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu