Læsetid: 5 min.

Vaskeægte kærlighedskrigere

Elvis Costello forsøger med sin seneste udgivelse at skrive sig op på siden af det 20. århundredes amerikanske sangskrivningsgenier, mens Iggy Pop med lodder og trisser har fået vendt skuden og skruet et hørbart rock-album sammen
1. oktober 2003

Nye cd’er
Gode gamle Elvis Costello er forelsket. Dvs. først fik han knust sit hjerte – og som enhver, der bare har fulgt Elvis’ karriere ud af øjenkrogen, ved, plejer det at betyder fantastiske om end vitrioldryppende sange om at være fanget i følelsernes spindelvæv. Costello er og bliver en vaskeægte kærlighedskriger og trives – rent kunstnerisk, i det mindste – som sådan godt i strid. Men – og det er måske det ny – han trives også godt i fredstid, med forelskelsens søde vanvid lysende ud af begge øjne.
Dét kan De ved selvhør konstatere ved at lægge ører og et åbent sind til hans seneste udspil, North, der starter med to sange – »You Left Me In The Dark« og »Someone Took The Words Away« – der kan tolkes som hans følelsesmæssige reaktion på bruddet med ledsagersken Cait O’Riordan, der har stået ved hans side i føje år.
Disse to tearjerkers efterfølges så af ni noget nær euforiske kærlighedshymner til og om den ny kvinde i hans liv, jazzpianisten og -sangeren Diana Krall. Det er altsammen meget smukt og formfuldendt, selv om melodimaterialet til tider er lige ved at gå i knæ under ophavsmandens himmelstræbende ambitioner. Hvilket er typisk Costello, der så sent som sidste år diverterede os med et all-out rock’n’roll-album i form af det stærke When I Was Cruel, hans bedste og mest umiddelbart tilgængelige soloplade i rigtig mange år. Så hvorfor lave én til i samme stil, når nu man har mulighed for at få udsendt en skive på Deutsche Grammophon?
Formen på North er til dels inspireret af de klassiske
Broadway- og Tin Pan Alley-kompositioner fra det 20. århundrede, som tilsammen udgør den omfangsrige Great American Songbook og som Costello altid skamløst har elsket – hvem kan f.eks. glemme hans gribende fortolkning af Rodgers & Harts udødelige »My Funny Valentine«, indspillet i 1979, hvor punkkrigene raserede det musikalske landskab – tilsat erfaringerne fra samarbejdet med The Brodsky Quartet i 1992 og komponisten Burt Bacharach i 1998. Thi selv om Costello for over 25 år siden tog afsæt i punkepokens vulkaniske vredesudbrud, har han siden bevæget sig rundt i så mange musikalske stilarter, at han hen ad vejen er blevet stort set umulig at klassificere – hvilket han såmænd også nok ville betakke sig for. Og den stil fortsætter han ufortrødent på North, hvor han endnu engang går sin egen perverse vej.

Kunstnerisk mod
Kernen af musikere på pladen udgøres en trio – Steve Nieve på klaver, Peter Erskine på trommer og Mike Formanek på kontrabas – men instrumenteringen spænder fra numre, hvor sangeren udelukkende akkompagneres af klaver til det helt store udtræk med et 48-mands ensemble, hvilket også giver Costello mulighed for at afprøve sine slet ikke ringe evner som arrangør.
Som helhed er North forfinet, raffineret og uhyre traditionsbevidst, men efter denne lytters smag også en anelse blodfattig; de bedste af sangene besidder mindeværdigt ynderfulde melodier, hvor andre simpelthen rent ud hørmer af prætentiøsitet. Man skulle dog være et dumt svin, hvis ikke man (endnu engang) applauderede det kunstneriske mod og den vovelyst, der er investeret i pladen her, trods dens skønhedspletter og pletvise skær af anæstesi.
Ifølge Costello selv skal pladen ses som den kurs han fremover vil følge – vi får se, gamle dreng! – og i den forbindelse bør det så måske påpeges, at al begyndelse er (eller i det mindste: kan være) svær. Men holdt de af The Juliet Letters med The Brodsky Quartet og Elvis-drengen her, vil De givet elske North!

Gedigent røvsparkende
En anden af de gamle drenge er den gode Iggy Pop. Stakkels Iggy – hans koncerter er en aldrig svigtende kilde af smittende energi, lysende lyst og vaskeægte rock’n’roll-gejst, en søjle af indædt kompromisløshed i en til op over begge ører tilsølet branche, hvor hans plader fra de seneste 20-25 år kun alt for sjældent løfter sig mange centimeter over det hæderlige... hvis de da overhovedet løfter sig.
Hvor Avenue B fra 1999 besad smukke for nu ikke at sige forsonende øjeblikke i kraft af en stribe nedtonede og velskrevne ballader, omkranses det ikke desto mindre af to af karrierens absolutte nulpunkter, den talentløse Naughty Little Doggie (1996) og det om muligt endnu værre Beat Em Up (2001), en farceagtig og fuldtændig forstemmede infantil rockplade, der kun kan nydes af masochister. I sammenligning med de to er Skull Ring, mandens seneste, rent ud mesterlig, men i en større sammenhæng og sammenholdt med The Ig’s glorværdige fortid fremstår Skull Ring maksimalt som et gedigent røvsparkende rockalbum.
Der har ellers været en vis spænding omkring genforeningen mellem Iggy og Ron og Scott Ashton, hans to gamle kompaner fra det legendariske sen-60’er-band, The Stooges. Men selv om de fire numre, det er blevet til på pladen her, skam da er fine nok, matcher de på intet niveau trioens ungdomsværker.
Seks andre skæringer er blevet til i samarbejde med Iggys faste hold, the Trolls, om hvilket det pæneste man kan sige, er, at det er et hæderligt garageband, der gør hvad det kan for at holde trit med Iggy i et repertoire, det må have taget mindst 10 minutter at skrue sammen. Derimod er der nosser og nærvær i to skæringer skrevet og spillet sammen med neopunk-bandet Green Day, hvilket også gør sig gældende for singleudspillet, »Little Know It All«, et parløb med et andet neopunk-outfit, Sum 41. Skægge er også de to duetter med den grænseoverskridende Peaches, men stærkest står »Til Wrong Feels Right«, hvor Iggy helt solo giver den som moderne Delta blues-sanger. En hel plade af den slags, tak!
Holder De af Iggy, udgør Skull Ring et herligt og forfriskende rock’n’roll-frikvarter fra en legende, man ikke kan andet end elske for hans aldrig svigtende gejst og gåpåmod. Er De ny her på egnen skulle de måske checke The Idiot, Lust For Life (begge 1997) og New Values (1979) ud i stedet. Tak for Deres opmærksomhed.

*Elvis Costello: North Produceret af Elvis Costello & Killen. Deutsche Grammophon/
Universal. Udkommer i dag
*www.elviscostello.com

*Iggy Pop: Skull Ring. Produceret af Iggy Pop. Virgin/EMI
*www.iggypop.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her