Læsetid: 3 min.

Vaskeægte poptøs

Patos, javel, men hvad med empatien? Danske Dicte har smidt avantgarden over bord i sin færd mod Amerika og popglæden. Det klæder hende, men gribende bliver det aldrig
20. oktober 2003

Ny cd
’Gone to Texas’ var åbenbart noget, amerikanske guldgravere skrev på deres hoveddør, når de forlod hjemstavnen for at forfølge bedre kår andetsteds. Men Gone To Texas er også titlen på sangerinden Dictes fjerde egentlige soloalbum – det femte hvis man medregner Århusgruppen Her Personal Pains Songs From Cinema Café fra 1992 (da hun stadig gik under det mindre mundrette Benedicte W. Madsen).
Ligesom på Between Any Four Walls (1994), Voodoo Vibe (1996) og This Is Cool (2000) afsøger Dicte altså fortsat verdenshjørnerne efter sin musikalske lykke. Det lykkedes foreløbig bedst på This Is Cool, hvor den i dag 37-årige sangerinde endelig forfaldt til uforfinet og varmblodet soulpop à la 1960’ernes Motown uden introverte og modernistiske krumspring mod postpunket rock, disco og drum’n’bass. Kompositionerne var måske ikke banebrydende konstruktioner, og melodierne svingede i standard. Men for første gang holdt Dictes musikalske udtryk nogenlunde sammen på sig selv, ligesom det klædte hende at være lidt glad og usnerpet.
Med Gone To Texas kan man vel sagtens tillade sig at kalde Dicte for en vaskeægte poptøs. Albummet lyder på næsten alle tænkelige måder af amerikanske inspirationer, og den kølige tone og de elektroniske arrangementer fylder meget lidt på den velproducerede plade, som overvejende er blevet til med Dicte selv samt Halfdan E, gemal Laust Sonne og den tro følgesvend Kæv Gliemann bag pulten.
I stedet står funken og den spillede R&B – med vægt på bluesen – stærkt i et lydbillede, der panorerer hen over jazz, country og fryser på den førnævnte pop. Hvis vi på This Is Cool krydsklippede os frem og tilbage mellem 1960’erne og nutiden, er vi nået et årti længere frem med Gone To Texas.
Samtidige sangerinder fra verdens enerådige supermagt lyder dog igennem enkelte af numrene og Dictes ellers så berømmede vokalfarve. Hør blot den efterhånden halvgamle single »Make It Alright« og sæt dernæst hæse Macy Gray anno 1999 på cd-afspilleren. Eller hvad med at lade tankerne flyde til (røvsyge) Sheryl Crow på »So So Good«?
På de dæmpede »The Moody Blues«, hvor en sitar sjovt nok har fået rum, og den psykedelisk stryger-opsatte »Crawling« brænder Dicte omvendt smukt igennem med sin stemme og en universal følelse af at blive taget i en sort løgn. De to sumpere er sammen med den frygtelig funky »Sweeter« albummet bedste øjeblikke. Og inspirationer eller ej: Dårende Dicte er et fint og behageligt, men også lettere frustrerende, bekendtskab.

Dyrker det simple
Var hun en mand, kunne man ligefrem forfalde til at kalde Dicte et skuffejern. Hendes spinkle korpus er udstyret med et indiskutabelt talent – det ved alle danskere med et avisabonnement efterhånden. Men personligt bliver denne signatur ikke grebet af divaens anstrengelser særlig længe ad gangen. Patos, javel, men hvad med empatien? Overfladen brydes aldrig, og det kan meget vel være helt bevidst, hvis teksten på albummets ottende skæring, »The Good Life«, ellers tolkes rigtigt. Her handler det – måske – om en misforstået stakkel, der sjældent får credit som fortjent og altid burde gøre, hvad hun gør bedst. Hvad det så måtte være.
»So why don’t you do, what you can?« formanes der, inden spørgeren sluttelig tilføjer et knusende »But we honestly think you ... suck«.
Måske er Dicte stoppet med at søge efter guld eller endnu bedre: et helt nyt ædelmetal. Nu gør hun for alvor det, hun allerede med This Is Cool var inde på – dyrker det simple og for så vidt ekstroverte udtryk.
I så fald forklarer det vel også de ejendommeligt ligegyldige tekster, der sporadisk skæmmer Gone To Texas. Ren munddiarré på et til tider kluntet engelsk. Hvad vil Dicte eksempelvis med »I let my hair grow long, while my head spins around, yeah« på åbningsnummeret? Og bleger en vintertræt kvinde sig virkelig blond i håndvasken på »A Good Day«? Det er dårligt nok søgt symbolik, men nærmere ren jibberish, baby.

*Dicte: Gone To Texas. Velvet Recordings. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu