Udstilling
Den tyske kunstner Thomas Demand laver moderne trompe-lil værker. Det perfekte illusionsmageri, der ikke desto mindre akkurat ligesom trompe-lil først for alvor kan triumfere, når illusionen afslører sig selv som en behændig konstruktion, dvs. når betragteren ikke længere slet og ret narres, men ved sig narret. Det, der ved første blik meget let overses i Demands arbejder, viser sig ved nærmere øjesyn at være en sindrig illusion, et blændværk, hvis omstændelige tilblivelse imidlertid på ingen måde skjules, men tværtimod kun bliver usynlig via sin åbenlyse fremtræden. Som skoven der ikke kan ses for bare træer.
Demand er egentlig skulptør, men hans primære medium er fotografiet. Hans skulpturelle virke kan anskues som en afart af den stedsspecifikke skulptur, for så vidt som hans arbejder kun kan eksistere ét sted: i fotografisk form, dvs. omsat til todimensional flade. Kun på den måde er Demand i stand til metaforisk og nogle gang bogstaveligt at animere sine skulpturer, at indgive dem et liv og en realisme, der forfører os til at tro på dem, som var de selve virkeligheden, selv om de er omtrent så fjernt fra denne, som et billede kan komme.
Demands skulpturer er typisk modelleret over fotografier, som han henter fra massemediernes uudtømmelige lager og derefter transformerer tilbage til en tredimensional fylde. Mange gange er der tale om billeder med en særlig ikonisk status, repeterede, prægnante billeder, som bærer på kulturelt signifikante baggrundshistorier. I pap og karton opbygger han med imponerende nørdet møjsommelighed en rumlig kopi af de fotografiske forlæg, en stor model som lyssættes og fotograferes med storformatskamera. Skulpturen destrueres herefter, hvorefter kun fotografiet af skulpturen overlever ikke som en dokumentation af det egentlige værk, men som selve værket.
Simulationer
Denne tredjegrads-kopi, fotografiet af modellen konstrueret med afsæt i et fotografi af virkeligheden, ligner stadig det oprindelige udgangspunkt. Endda temmelig slående. Men samtidig er Demands fotografier på næsten umærkelig vis ulig deres udgangspunkter. Fotografiernes umiddelbare genkendelighed får nemlig snart følgeskab af en snigende følelse af fremmedhed, en fornemmelse af at stå over for noget helt ukendt. Tingene er fremstillet som en basal elementærgeometri, men samtidig med en rumlig organisering, der lader dem fremtræde som mere og andet end isolerede formstudier. Mest slående er dog tingenes upersonlighed, den komplette mangel på psykologiske eller symbolske kvaliteter ved genstandene i Demands billeder.
Demand skaber prototypiske rum, skabelonagtige, stiliserede simulationer, der paradoksalt transformerer en kompleks virkelighed til en endnu mere kompleks, men samtidig skræmmende sanitær model af virkeligheden, der fremstår som en urovækkende hybrid mellem ren og skær kunstighed og hallucinatorisk realitet. Det virker som om et skin er trukket hen over genstandene, der er lidt for glatte, lidt for ensartede nærmest klinisk rensede for den virkelige verdens uregelmæssigheder og småfejl. Alt er en anelse for perfekt.
Louisianas præsentation af et velvalgt lille udpluk af Demands værker vises i Grafikfløjen. I udstillingens store centerværk, billedtapetet Flare fra 2002, står man over for et meterstort fotografi af tætte trækroner, hvis grønne bladhang gennemtrænges af en diset sols blege, men stærke lys. Illusionen er imponerende virkningsfuld, her er virkelig tale om en perfekt romantisk dæmring, vel nærmest en guddommelig sublim vision. Men bladenes ovale former er næsten for konsekvent gennemført, for bladagtige til at være sande. Hvis dette landskab er sublimt, skyldes det dets perfektionerede artificialitet, simulationens grænseløse afgrund, skinverdenens forførende troværdighed.
Billedlabyrint
I andre værker leger Demand som nævnt med billeder fra massemedierne, som f.eks. i filmen Tunnel fra 1999, der genskaber Pont de lAlma tunnelen i Paris, hvor Prinsesse Diana forulykkede i 1997. Den korte film skaber i et loop den glidende bevægelse gennem tunnelen, en suggestiv rejse gennem en dunkel, lavloftet passage. Som i alle Demands værker er også dette rømmet for mennesker og sågar spor efter mennesker. Kun bevægelsens mulige eftergørelse af en bils rute gennem tunnelen antyder spøgelsesagtigt et nærvær.
Det er med andre ord kun ad temmelig snørklede omveje, at værket bliver en tematisering af Prinsesse Dianas død og massemediernes behandling af den. I Tunnel er mediehysteriets virak og postyr forvandlet til en gennemtrængende, menneskeforladt stilhed, der lader dødsscenen fremstå fritskrabet for selv den mindste flig af sensationalisme eller affekt. Tilbage er blot stedet og tingene, historieløse og forladte for emotioner, rene, sterile overflader.
Sådan er alle Demands værker. En form for repriser på velkendte dramaer, men nu uden aktører, uden handling, uden fortælling, uden andet end en ensom scenografi betrukket med en forskelsløs, glat fernis, der modstår ethvert forsøg på at trænge dybere ind bag scenens overflade. Flere af billederne bærer på makabre og mystiske baggrundshistorier, som er helt usynlige i selve motiverne, men så at sige eksisterer som en fjern massemedial matrice eller grundtone, der snarere fornemmes end ses i værkerne.
Det fulde udbytte af Demands arbejder fordrer ud over fordybelse i selve værkerne også en tur omkring det anbefalelsesværdige katalog, som i tilgift til kunsthistorisk perspektiverende tekster også rummer små, tankevækkende fiktionsbidrag. Højst passende, Demands lidenskabeligt passionsløse billedlabyrinter taget i betragtning, for hvad er fiktion, hvad er virkelighed, spørger man sig selv efter en omgang i denne virkelighedssimulator af en kunstmaskine. Vogt Dem for efterligninger, fristes man til at advare!
*Thomas Demand. Louisiana. Gl. Strandvej 1. Humlebæk. Alle dage 10-17. On. 10-22. Til 14. dec.
