Læsetid: 3 min.

Absolut Haram

Nyt glitterblad ala M! skrives af og til unge med lysebrun hud. Bagmanden er blegdansk, og det er vist mest ham, det handler om
13. november 2003

Nyt magasin
Döner er tyrkisk og betyder at dreje rundt, kendt fra döner-kebaben. Nu er det blevet navnet på et magasin til – som det hedder i bladets selvforståelse – »storby-2G’ere« i den hippe og købekraftige alder. I første nummer, der kom på gaden i går, er det bærende interview med Århus-rapperne U$O og Johnson.
Bladets redaktion er så nede med det fede, at lokaliteten bestemmes ved et postnummer: 8210 Århus Vest, ganske som i en amerikansk ungdomssoap. Vi udelader svarene og sætter fokus på interviewerens spørgsmål: Kører du økologisk i køkkenet? Vil du gerne være rig? Kører du ræs? Pumper du ikke? Skal vi ryge en pind? Du er broke? Er det poppet? Du vil tjene penge og skride? Forsøget på at fange den tone, der i TV-avisen omtales som gadetroværdig og som vistnok er en oversættelse af street cred’ (i Döner oversat til det niggerdanske: gadesmart), går igennem hele bladet, og det er svært undervejs ikke en enkelt gang at komme til at sige:
Fnis, du prøver for hårdt skat. Selv Nynne fra Nynnes dagbog rammer bedre, når hun omtaler sin fødeby som out law Husum.
Zaki’s Pose #1 er en klumme for dem, der vil være gadesmarte her og nu:
»Zup alle rudebwois og gjals på broen eller landet, same shit... direkte fra jeres udsendte perker på Vesterbro er der lidt info om hva der er nice at høre når i ruller ned af landevejene i jeres 5.0 sænkede traktorer med 24 ventiler, tonede ruder og 20’ fælge eller når i v chille med en dame, eller når i v ha noget knowledge.«
Hjælp er der også at hente hos Udlændingestyrelsen, bladets Hot or Not-redaktion, her haram (forbudt som i Bait al-haram moskeen i Mekka) eller
halal (tilladt som i lammekød): Kira Eggers, BMW fra 87 og frem og at sige »Aba Babba« er super halal, mens Helleruppiger og nazister fra Kastrup er super haram.
Tak for hjælpen!
Men hvem er det, der skal hjælpes? Tilsyneladende manden bag projektet, journalisten Mads Brøgger, der er kendt fra adskillige kortvarige projekter som: Dagen, magasinet Black box (lanceret under stort postyr, men ikke set siden) og før det livsstilsbladet Virus. For nylig sagde han om sine Döner-ambitioner:
»Nu ved jeg ikke, hvordan du har det, men jeg synes, at andengenerationsindvandrere er den mest interessante ungdomskultur i Danmark lige nu og har været det i meget lang tid. De er så lukkede og hemmelige. Jeg har været sindssygt nysgerrig efter at finde ud af, hvad de laver,« siger Mads Brøgger.
Nu får man som bekendt svar som spørger og således også Mads Brøgger. Ifølge Döners to store billedserier går unge af anden etnisk herkomst, som det hedder på nudansk, op i: 1) At sidde i baglokalet i en kiosk for 2) at få råd til en BMW. Tænk, den sterotyp besad jeg ikke i forvejen.
På spørgsmålet om, hvordan det skal løbe rundt, et blad der henvender til en målgruppe på 7-8.000 mennesker, svarede Brøgger ærligt om end arrogant: Vi andre må også gerne læse med og grine undervejs. 2G’erne er pinlige eksistenser, som den pinlige underklasser, der læser ugeblade. De skal analyseres:
»Du kan jo for eksempel læse Se og Hør på to måder: som målgruppen læser det, eller du kan læse det, som en cand.mag. i sammenlignende litteratur eller i semiotik læser det.«
Som der bliver spurgt i Döner: Hvor vildt er det?

*Döner Magazine, nr. 1, 35 kr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her