Læsetid: 6 min.

Alderdommen er ikke min fjende

65-årige John Voigt er blevet sammenlignet med Hollywoodstjerner som Jack Nicholson, Dustin Hoffman og Al Pacino. Hans seneste glanspræstation, ’Holes’, har på mindre end en måned indspillet 51 millioner dollar i USA
7. november 2003

(2. sektion)

65-årige John Voigt er blevet sammenlignet med Hollywoodstjerner som Jack Nicholson, Dustin Hoffman og Al Pacino. Hans seneste glanspræstation, ’Holes’, har på mindre end en måned indspillet
51 millioner dollar i USA

Interview
Det er et af disse øjeblikke, hvor man som interviewer bliver så forlegen, at man ikke aner, hvor man skal kigge hen. Jeg har lige spurgt den aldrende filmstjerne Jon Voigt om hans stormfulde forhold til sin datter, skuespilleren Angelina Jolie – og en foruroligende tavshed har indfundet sig. Voigt kæmper for at bevare fatningen og blive herre over de følelser, der tydeligvis river og rusker i hans indre. At kalde atmosfæren »emotionelt ladet« vil være en underdrivelse.
Jolie, to gange fraskilt og stjerne i Tomb Raider-filmene, erklærede for nylig, at hun har brudt al kontakt med sin far, fordi han angiveligt sendte hende »et sårende brev«. Skuespillerinden udtalte: »Jeg ser os ikke længere som far og datter. Jeg ønsker ikke usunde forhold i mit liv.«
Efter en pause, hvor jeg flere gange ønsker, at min lænestol måtte opsluge mig, får Voigt så meget styr på sig selv, at han er i stand til en kommentar:
»Lad mig blot sige dette,« sukker han, hvorpå hans stemme knækker over – »jeg er vild med Angie. Jeg elsker hende. Mine største lykkestunder i livet har været, når jeg har holdt hende i hånden, og vi begge er brudt ud i latter.«
»Lige nu løber jeg rundt og laver en masse forskellige ting. Men mine tanker er hele tiden hos Angie. Jeg håber, at vi kan lægge alt det vrøvl, der er sagt, bag os og igen opleve disse vidunderlige øjeblikke sammen...«
Voigt er grådkvalt, han går i stå, men tilføjer så:
»Intet er for mig vigtigere end, at min datter trives og er lykkelig.« Denne emotionelle turbulens er typisk for en skuespiller, som lægger hjerte og sjæl i alt, hvad han gør.
Den tænksomme og lidenskabelige Voigt besidder et ansigt, hvis furede træk klart vidner om en mand, der har levet et intenst liv, der også har talt sine nedture. Voigt ses af mange kritikere som et af Hollywoods mest blændende og vidtspændende, talenter, der rangerer på lige fod med Jack Nicholson, Dustin Hoffman og Al Pacino. I sin skuespillerkarriere har Voigt excelleret i at skildre marginaliserede, desperate figurer. Som People Magazines anmelder engang formulerede det: »Voigt spiller normalt typer, som man helst så blive tilbage, hvis man skulle om bord på en sejlbåd med begrænset passagertal.«
Jon Voigt er søn af en professionel golfspiller fra Yonkers i staten New York. Han steg hurtigt til stjernestatus. Efter at hans talent i en Broadway-opsætning af Arthur Millers A View from the Bridge var blevet bemærket, fik han rollen som Joe Buck, den flinke og naive Texas-bondedreng, der bliver New York-gigolo i John Schlesingers Oscar-vindende Midnight Cowboy fra 1969.
Rollen blev Voigts gennembrud og sikrede ham hovedroller i flere af 1970’ernes betydeligste film: Catch 22, Deliverance, Odessa-kartoteket og Coming Home – en dybt bevægende film, hvor Voight leverer en uforglemmelig præstation som forbitret, invalideret Vietnam-veteran.
Sidstnævnte rolle er et godt eksempel på, hvordan Voigt i sin karriere ofte og helt bevidst har søgt de store risici.
»Ingen stjerne turde dengang sætte sit ry på spil i den rolle,« mindes han. »Men jeg havde allerede spillet mandlig prostitueret i Midnight Cowboy, så jeg lod mig ikke afskrække. Det har altid været min filosofi, at man som skuespiller intet har at frygte, hvis blot det materiale, man har at arbejde med, er så godt, at man selv føler sig parat til at yde sit bedste for det.«
Men trods al den applaus, Voigt fik for satsningerne i disse år, indrømmer han selv, at han siden hen forvildede sig ud i forkerte valg. Mest af alt ærgrer det ham, at han ikke fik hovedrollen i Gøgereden. »Desværre,« ler han, »havde de en anden fyr ved navn Jack Nicholson i tankerne. De tilbød mig så Love Story, men jeg synes, den var for sær.«
I 1979 – året efter at han vandt en Oscar for bedste mandlige skuespilpræstation i Coming Home – blev Voigt skilt fra sin anden kone, Marcheline Bertrand.
»De tidlige 1980’ere var en tid, hvor jeg var i tvivl om alt. Jeg gennemgik en personlig krise, der var en af de hårdeste perioder i mit liv. Jeg kæmpede for at være tæt på mine børn og behandle deres mor pænt, men jeg havde det simpelt hen elendigt med mig selv. Jeg tænkte hele tiden på, at jeg måtte prøve at gøre verden til et bedre sted, og ikke desto mindre følte jeg i en vis forstand, at jeg selv havde været med til at ødelægge noget af den. Jeg havde behov for dyb selvransagelse, men det gjorde stor skade på min karriere.«
Voigt blev Oscar-nomineret for sin rolle som en psykopatisk straffefange i Runaway Train fra 1985, og dette var også hans eneste succes i et magert årti. Voigts karriere forekom i frit fald mod afgrunden, og i hele fem år (1985-90) lavede han ikke en eneste film.
Langsomt, men sikkert, har Voigt gennem det seneste årti formået at kæmpe sig tilbage. Hans store comeback-film var Heat i 1995, hvor han spillede en uvederhæftig gangster, og hans spil står fint mål med modspillet fra Al Pacino og Robert de Niro. Siden er fulgt flere successer i hurtigt tempo: Mission impossible, Anaconda, The Rainmaker, U Turn, Enemy of the State, The General, Varsity Blues, Pearl Harbor, Tomb Raider (hvor han spillede sammen med sin datter, Angelina Jolie) og Ali (der gav ham endnu en Oscar-nominering).
65-årige Voigt tegner sig for endnu en glanspræstation i sin seneste film, Holes – en filmatisering af Louis Sachars bestseller af samme navn, som på mindre end måned har indspillet 51 mio. dollar i USA. Voigt spiller mr. Sir – en forfængelig, pomadiseret vagt i det afsides beliggende Camp Green Lake – en interneringslejr for børn, hvor de indsatte er tvunget til at grave absurde huller i jorden midt i den brændende texanske ørkensol. Når mr. Sir ikke er optaget af at beundre sine afsindige bakkenbarter i spejlet, beflitter han sig på at gøre livet til et helvede for filmens helt, den uskyldigt dømte og palindromisk navngivne Stanley Yelnats (Shia LaBoeuf).
»Hvis ikke mr. Sir havde fået jobbet som røgter af børn, ville han selv være i fængsel,« forklarer Voigt.
»Når man giver et menneske fuld kontrol over andre mennesker, er der altid fare på færde. Som Abraham Lincoln sagde: Hvis man vil prøve en mands moralske karat, skal man bare give ham absolut magt.«
Voight var ikke ude og svinge med bannere for Arnold Schwarzenegger. Han er en god gammeldags venstreliberal, hvis dagligstuevægge er dekoreret med plakater af Martin Luther King, Gandhi og Mother Teresa. Voight har lavet politisk støttearbejde for indianeres rettigheder, for bedre kår for hjemløse og for Vietnam-veteraner. Aktuelt er han især optaget af indoktrineringen af børn.
»I nogle dele af Mellemøsten læser børn i skoleundevisningen Zions Vises Protokoller, et antisemitisk smædeskrift, som Hitler også brugte. At lære dem at hade er et af de værste overgreb mod børn.«
Efter de turbulente år har Voight igen fundet melodien og favnet mere modne roller, der imødekommer hans nichefelt som en karismatisk karakterskuespiller, der stadig formår at holde fast i den ungdommelige og nysgerrige udstråling, der altid var del af hans bedste præstationer førhen. Trods sorgen i hans personlige liv er det længe siden, at den professionelle fremtid har tegnet sig bedre for Voight.
»Alderdommen er ikke min fjende,« funderer han. »Jeg har fundet fornyet mod og styrke, og jeg har ingen intentioner om at trække mig tilbage før om mange år. Før min mor døde, sagde hun: »I mit hoved er jeg kun 18 år gammel. Men se, hvad der er sket med min krop. Jeg har det nøjagtig på samme måde.«

© The Independent og Information

*Oversat af Niel Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her