Læsetid: 6 min.

Allende bliver i faderens skygge

Isabel Allende Bussi hverken vil eller kan slippe sin fars skygge. Hans værdier er også hendes, men justeret til nutidens virkelighed
19. november 2003

Valparaíso – Isabel parkerede sin Fiat 600 to gader fra regeringspaladset, La Moneda. Køreturen var blevet forsinket af militære kontrolposter. Hun smøg sig forbi kampvogne og pansrede mandskabsvogne det sidste stykke hen til regeringspaladset, hvor de endnu loyale sikkerhedsvagter lukkede hende ind. Hendes far, socialisten Salvador Allende, sad i sit præsidentkontor omringet af flere rådgivere end normalt. Han uddelte instrukser om alt fra at tjekke bygningens forråd af vand, drikke og medicin til at få ætertid på en national radio.
Isabel havde på forhånd besluttet at være hos sin far, hvis kuprygterne blev til virkelighed. Det gjorde de den dag, tirsdag den 11. september 1973. Et par timer senere, efter Salvador Allendes insisteren, ventede Isabel, hendes søster og mor i nogle venners lejlighed få gader derfra. På det tidspunkt bombede kampflyene regeringspaladset, og minutter efter at soldater indtog bygningen, kom meddelelsen om, at Salvador Allende var død. Bag mørke briller og som chef for militærjuntaen tiltrådte general Augusto Pinochet som Chiles nye statsleder. Dér forblev han under 17 års diktatur med 3.100 dræbte og 1.100 forsvundne.
I dag er Isabel Allende 58 år og tager klædt i grågrøn habitjakke og nederdel imod Information i den store moderne kongresbygning i Valparaíso. Der har hun siden marts i år været formand for underhuset. Som en sydamerikansk udgave af Spreckelsens triumfbue rager kongressen op i havnebyens gamle bykerne. De sidste par måneder har Isabel Allende som sin fars datter og chilensk parlamentariker deltaget i mindehøjtideligheder verden over for kuppet for 30 år siden. Siden hun blev valgt ind første gang i 1994 er hun to gange blevet genvalgt til kongressens underhus – alle år for socialistpartiet.
Isabel Allende gik ind i politik kort efter, at Pinochet i efteråret 1989 presset af massive folkeprotester indvilgede i at lade stemmeurnerne afgøre hans fremtid. Kristdemokraten Patricio Aylwin vandt valget og indledte Chiles tilbagevenden til demokratiet i marts 1990. På det tidspunkt havde Isabel været hjemme i Chile knap to år efter 15 års eksil i Mexico.
– Efterlod din far en politisk arv?
»Jeg tror, at folk opfatter ham som loyal, værdig og konsekvent. At han nægtede at forlade La Moneda (regeringspaladset, red.) var en symbolsk politisk beslutning. Han kunne have flygtet i eksil men valgte for enhver pris at være tro mod sit mandat. Den 11. september i år kom 80.000 personer til æresceremonier på det nationale stadion, og en stor del af de fremmødte var ikke født i 1973. Jeg bilder mig ind, at de alligevel forstår konsekvenserne af det skete. I Chile har vi aldrig så aktivt set vidneerklæringer, åbning af arkiver og dokumentarserier i medierne for at vise, hvem Pinochet var og er.

Håb for slægtninge
– Markerer London-anholdelsen af Pinochet i oktober 1998 et før og efter for dig?
»Uden tvivl. Den repræsenterer et håb for de slægtninge, specielt i Chile, der ikke følte nogen mulighed for at opnå retfærdighed. De 512 dage i London-arrest var som at åbne et vindue: Langt om længe skulle Pinochet udtale sig og støtte sig til forsvarsadvokater. Selv om han sikkert aldrig vil blive dømt på grund af hans såkaldte senildemens, vil historien dømme ham. Han foretrækker at skjule sig bag en pseudodemens i stedet for at forsvare sin påståede uskyld. Det er uværdigt, men har fået flere chilenere til at kalde diktaturets handlinger ved deres rigtige navn: Mord og ikke overgreb. Kup og ikke proklamering. Alle disse latterlige ord, som det officielle Chile indtil 1998 har brugt for at skjule den systematiske statslige undertrykkelse.
– Forstår du, at en del af chilenerne støtter Pinochet?
»Jeg erkender, at hans styre åbnede Chiles økonomi, hvilket er vigtigt for et lille land. Men de gjorde det på en brutal måde. Mediemæssigt har de siden demokratiets genindførelse i 1990 været i en konstant kampagne for at vise deres økonomiske resultater. Den velfærdsstat, min far var i færd med at skabe med rettigheder som uddannelse, arbejde og sundhed, ødelagde Pinochet fra den ene dag til den anden og indførte uden hensyn til de sociale konsekvenser en nyliberal model.
– Er nutidens måde at være socialist forskellig fra din fars tid?
»Da jeg gik ind i politik i 1990, stod vi over for to nøgletal: En inflation på 28 procent og tæt på fire ud af 10 chilenere i fattigdom. Vi skulle fra bunden investere i hospitaler, vejnet, lufthavne og alt det, som vi nu har brugt 13 år på. Forskellen på os og Pinochets styre er, at vi altid forsøger at kombinere en sund makroøkonomi med sociale investeringer. I dag er Chile et land med orden i regnskaberne, institutionerne fungerer og investorer har få risici. Men som socialister fortsætter vi med at investere i uddannelse og sundhed. Kursen er klar: Et mere lige samfund.

Lussing til demokratiet
Ifølge chilenske sociologiske undersøgelser er omkring hver fjerde chilener under 30 år ikke indskrevet i valgregistret og kan dermed ikke stemme. Det kalder Isabel Allende en lussing til demokratiet.
» I dagens Chile vil vi aldrig få samme fornemmelse af at være del af et nationalt projekt som under min far. Selv under diktaturet var befolkningen mere engageret end i dag, fordi det dengang var en etisk kamp om at overleve. I dag har demokratiet lukket alle kanaler i den nuværende konsensusmodel. Det har skabt apati og fremmedgørelse.
– Kæmper du som parlamentariker mod – og for – det samme som din far?
»Som socialist tror jeg, at det er eviggyldigt at kæmpe for et mere lige og solidarisk samfund. For mig er det umuligt at være indifferent over for de hundreder millioner mennesker, der lever for under en dollar om dagen. Nøden i Chile og resten af verden bunder i, at vi ikke har midlerne til at skabe det, jeg opfatter som den europæiske socialismes kongeværk: Velfærdsstaten. Det er essensen af mit politiske arbejde. Men far gjorde det på sin måde. I dag driver vi politik på en helt anden.
– Lula i Brasilien, Kirchner i Argentina og opbrud i Andeslande som Bolivia, Ecuador og Peru. Har det forbindelse til din fars ideer?
»Vi kan ikke sammenligne 1970’ernes Chile med dagens Brasilien eller Argentina. Men fattigdommen og den sociale udstødelse fortsætter. Personligt er jeg meget tilfreds med Lulas sejr, hvor en metalarbejder er blevet præsident i Latinamerikas største land. Men latinamerikanske statsledere skal bruge magten mere ansvarligt, fordi de kan falde lige så hurtigt, som de blev valgt, hvis deres handlinger mangler konsistens og konsekvens og indeholder for mange tomme løfter.
– Hvordan føler du dig som politiker i dagens verden?
»Desværre har politikken siden min fars tid mistet sin værdighed og etiske mening. I dag er politik meget overfladestyret i medierne, og vi får en elitær model, hvor medierne kun går efter toppen af isbjerget. På den måde har den politiker med flest kampagnekroner til mediespots størst mulighed for at blive valgt. At mange opfatter mig som et symbol og som Allendes datter får mig til på en eller anden måde at fortsætte et arbejde, en kamp, et navn og en historie.«

FAKTA
Isabel Allende Bussi
*Isabel Allende Bussi (1945, Chile). Datter af Salvador Allende, præsident i Chile 1970-73. Eksil i Mexico 1973-1988.
*Sociolog fra Universidad de Chile. Flere topposter i Chiles socialistparti (Partido Socialista de Chile).
*Parlamentariker i kongressens underhus 1994-98 og 1998-2002. Genvalgt i december 2001 frem til 2006. Siden marts 2003 præsident for underhuset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu