Læsetid: 5 min.

Alpha-Hun til fingerspidserne

Som den mandsdominerede hiphops dronning og én af branchens mest alsidige operatører – forretningskvinde, producer, rapper, sanger og sangskriver i én person – er Missy Elliott en fascinerende og multifacetteret personlighed
26. november 2003

Ny cd
En ny skive fra den 32-årige amerikanske rapper og producer Missy Elliott imødeses altid med spænding, eftersom hun er én af det sidste tiårs mest betydningsfulde
auteurs inden for felterne R&B og – især – hiphop. Hendes tre første album fremstår i dag som den mest stilskabende hiphop-trilogi fra kvindeside ever. Derudover har hun skabt sig et ry som en af musikindustriens sejeste maskiner qua sine evner som entreprenør, talentspejder og all-round forretningskvinde samt ikke mindst som sangskriver og producer for stort set alle, der er – eller har været – noget, og hun er på alle tænkelige måder svær at komme udenom, selvom hun har sat noget af sin kropsvolumen til på det seneste.
Oprindelig en buttet kvinde – der i sin pure ungdom ikke kunne få en pladekontrakt af samme årsag, trods et indiskutabelt talent – udgjorde hun en tid en befriende modpol til R&B-branchens pornchics med deres supermodelmål og barme à la Pamela Anderson, men har på det seneste tabt sig anseeligt og kaldes nu kærligt drillende for Skinny Missy af sine fans; selv påstår hun, at det ikke handler om forfængelighed, men om helbred.

En sand workaholic
Whatever. At denne unge, sorte og forhenværende overvægtige kvinde fra et af USA’s yderdistrikter har opnået en position, hvor alle fra Madonna over Janet Jackson til Beyoncé vil stå på hovedet for at arbejde med hende, skyldes ikke kun et enormt talent, men også en arbejdsdiciplin og et organisationstalent uden lige samt ikke mindst en fabelagtig evne til hele tiden at befinde sig en fod eller to foran konkurrenterne.
I sin barn- og ungdom levede Melissa – som Missy Elliot døbtes, da hun kom til verden i Portsmouth, Virgina – og hendes moder i konstant frygt for en voldelig ægtemand/fader, der ofte og gerne bankede Missys moder gul og blå. Som lille turde Missy ikke overnatte hos sine veninder af frygt for at komme hjem og finde moderen død. I stedet tilbragte hun tiden på sit værelse, hvor hun – inspireret af søskendeparret Michael og Janet Jackson – sang for sine dukker og drømte om en fremtid som sanger... og stjerne.
Missy fremhæver ofte, at den afgørende begivenhed i hendes liv indtraf, da moderen endelig fik nok og flyttede fra faderen. Det skete, mens han – der var marinesoldat – var på øvelse; de tømte huset og efterlod ham en ske, en gaffel og et tæppe! Da var Missy 14 år gammel, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på hende at bevidne moderen blomstre op og tage kontrollen med sit eget liv. Missy svor derfor aldrig at lægge sin skæbne i en mands hænder og hun har da heller ikke giftet sig. Endnu. I stedet har hun helliget sig sit arbejde og er kendt som en sand workaholic.
I 1991 signedes hun til Elektra som del af pigegruppen Sista, der dog aldrig fik en plade ud. Det var først, da hun sammen med barndomsvennen og samarbejdspartneren Tim ’Timbaland’ Mosley i midt-90’erne scorede tre millionhits i træk med vidunderbarnet Aaliyah, at tingene tog fart.
Sammen eller hver for sig har de siden skrevet og/eller produceret hits med folk som Whitney Houston, Lil’ Kim, Destiny’s Child, Janet Jackson, Mariah Carey, Ginuwine, Christina Aguilera og mange flere. Scoopet kom, da Missy i ’96 skrev kontrakt med Elektra, hvor hun – ud over total kunstnerisk kontrol – fik sit eget label, GoldMind, der forvandlede hende til branchens måske mest indflydelsesrige outsider.
Senest introducerede hun verden for den yderst talentfulde
Tweet, hvis debut på GoldMind var ét af sidste års mest løfterige. Læg dertil en stribe dansegulvsrystende hits med tilhørende banebrydende videoer – instrueret af den skæve Hype Williams – samt en seriøs og målrettet indsats for Break The Cycle, en organisation, der bekæmper vold mod kvinder og det tror pokker, hun aldrig har giftet sig. Hvornår skulle hun have haft tid til det pjat?

Old School-længsel
På sit seneste album This Is Not A Test!, intet mindre end hendes femte udgivelse på bare fem år, reducerer hun – subsidiært hendes faste makker Timbaland, der har produceret ca. halvdelen af sporene – rigtig mange steder de instrumentale virkemidler til primært at bestå af heftig elektronisk genereret percussion og dramatisk rumlende basgange, garneret med et par spredte keyboardfigurer, hvor hen over Missy rapper og synger.
Hun kan ind imellem fremstå som lidt af et kvindeligt modstykke til den skægge og respektløse Busta Rhymes, med hvem hun deler en forkærlighed for vrøvlerim og
onomatopoietikon, men med årene har hendes tekster fået mere substans og som forgængeren, sidste års sublime Under Construction – hendes til dato nok mest helstøbte udgivelse – gennemstrømmes This Is Not A Test!, af en nostalgisk længsel efter old school-hiphop. Dvs. 80’er-rappen, der priste dyder som sammenhold, ikkevold og tolerance, og på mange måder besad en social dimension, som i hælene på gangstarappens hæsblæsende succes er blevet afløst af hedonisme, materialisme og en noget nær sindssvag dyrkelse af skydevåben – gerne og ofte med døden til følge!

Tid til en pause?
Som på Under Construction handler det her først og femmest om at have det skægt og dyrke en masse møjbeskidt sex – hør f.eks. hendes skægge Prince-parodi på »Dat’s What I’m Talking About« – selvom en undertone af både alvor (»I got the Martin Luther King-fever«), manen til mådehold og postfeminisme også folder sig ud i rillerne, men der peges lydligt generelt snarere tilbage end frem. Således lyder pladens all-round metalliske beats i højere grad som
Miss E... So Addictive fra 2001 end som hiphoppens fremtid og Timbaland syntes p.t. at befinde sig på et kreativt nulpunkt, for hans mildt sagt minimalistiske produktionsmetode bærer efterhånden mere præg af maner og gentagelse end af eksperiment og fremsynethed. Selvom »Let Me Fix My Weave« godt nok udgør en imposant sonisk kreation, der i dén grad straffer igennem.
Men det er i sidste ende Missy Elliotts personlighed og hendes egne afvekslende produktioner – samt veloplagte gæstestjerner såsom Nelly, Mary J Blige, Elephant Man, Jay-Z, Monica, Beenie Man og The Clark Sisters – der bærer pladen igennem og med lodder og trisser får slået Missy Elliotts unikke position på hiphop-scenen på plads. Men det var måske tid til en lille pause, for lige at få genopladet de kreative batterier, miss Missy?

*Missy Elliott: This Is Not A Test! (Elektra/Warner) Produceret af Misssy Elliott & Timbaland
*www.missy-elliott.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her