Læsetid: 10 min.

Anders alene i verden

Hverken Venstres ledelse eller partiapparat kom til hjælp, da Anders Møller sidste år blev hængt ud i medierne for sexchikane. Partiets blufærdige gruppeformand, Christian Mejdahl, satte sig ikke ind i sagen, som blev håndteret galt lige fra starten
11. november 2003

Hverken Venstres ledelse eller partiapparat kom til hjælp, da Anders Møller sidste år blev hængt ud i medierne for sexchikane. Partiets blufærdige gruppeformand, Christian Mejdahl, satte sig ikke ind i sagen, som blev håndteret galt lige
fra starten

Den 6. august sidste år er Christian Mejdahl – daværende formand for Venstres folketingsgruppe – netop hjemvendt til familiens gård i Løgstør efter en rejse til Grønland, da han om aftenen bliver ringet op af en 28-årig kvinde.
Hun er, fortæller kvinden grædende i telefonen, ansat som personlig sekretær for Venstres nyvalgte folketingsmedlem Anders Møller. Nu føler hun sig forulempet. Hun mener, at hun er blevet tilbudt sex af Møller, og hun har allerede været i kontakt med sin fagforening, HK.

Hvordan reagerede den indre-missionske Christian Mejdahl – der i Københavns Byret betegnede sexchikane som »et grimt ord« – da påstanden om nye udskejelser fra ’Sex-Anders’ havnede på hans bord i august sidste år? Spørgsmålet er ikke mindst interessant, fordi den blufærdige Mejdahl i dag er formand for Folketinget og dermed øverste chef for mange ansatte. I princippet kan han derfor når som helst risikere at skulle håndtere en ny beskyldning om sexchikane mod en ansat.
Ifølge cand.psyk. Libby Tata Arcel, der har skrevet teksten til HK’s håndbog »Vi finder os ikke i sexchikane« fra 1999, er der en række ting, som en personalechef i Mejdahls situation skal gøre:
»Man skal møde medarbejderen. En telefonsamtale er ikke nok. Der kan være mange ikke-verbale signaler hos kvinden, der kan give et fingerpeg om, hvorvidt beskyldningen er sand eller ej. Desuden er den personlige kontakt også et udtryk for, at chefen tager sagen alvorligt. Chefen signalerer, at man er klar til at bruge ressourcer på sagen,« siger Libby Tata Arcel til Information.
»Så hurtigt som muligt, helst dagen efter, skal medarbejderen lave en skriftlig redegørelse for, hvad der er sket,« siger psykologen.
»I praksis foretrækker virksomhederne dog ofte en løsning i mindelighed med så lidt papir som muligt, men det korrekte er altså: Skriv en redegørelse, hvem var med, hvor fandt det sted, hvad blev der helt konkret sagt og gjort. Den skal chefen have, helst inden den mulige chikanør kontaktes.«
»Derefter tager man et møde med den mulige chikanør. Hvis den krænkede ikke vil deltage, kan chefen støtte sig til den skriftlige fremstilling. Det er vigtigt, at man taler lige ud af posen. Man skal ikke bruge omskrivninger, fordi man syntes, det er flovt, eller der er ord og begreber, man selv finder stødende.«
– Hvorfor ikke?
»Begynder man først at tolke, hvad det eller det kan betyde, så ender man hurtigt i det upræcise,« siger Arcel.

Mejdahl fik ikke mange detaljer fra kvinden i telefonen. Dels græd hun, dels ville Mejdal ikke udfritte hende. Især ikke da kvinden ifølge Mejdahl fortalte, at Møller tidligere på dagen havde foreslået hende et samleje.
»Bare den bemærkning gjorde, at så skulle jeg ikke spørge om mere,« som Mejdahl sagde i retten. Han insisterede heller ikke, da sekretæren afviste at mødes med ham og Møller, som Mejdahl netop havde foreslået for at undgå misforståelser. Han nøjedes med at spørge, om kvinden havde været udsat for vold. Det afviste hun. Den korte, grådfyldte telefonsamtale var eneste gang, Mejdahl talte med sekretæren.
Da Møller næste formiddag mødte op til en samtale på Mejdahls kontor, gengav gruppeformanden ikke, hvad sekretæren havde sagt til ham. I stedet valgte han, ifølge sin forklaring i retten, at sige, at sekretæren havde klaget over krænkende udtalelser fra Møller af seksuel karakter. Ifølge Møller var gruppeformanden endnu mere kortfattet, han sagde blot, at det drejede sig om sekretær NN, der følte sig forulempet.
Møller beklagede, at sagen var havnet på gruppeformandens bord. Ifølge Mejdahl ville Møller ikke afvise, at der var »foregået ting« på hans kontor dagen før. Møller var nemlig mødt op for at bekendtgøre og fejre sin nylige ringforlovelse med sin svenske kæreste, så der havde været en lystig stemning. Mejdahl ønskede dog ikke at høre om sagen i detaljer, så han spurgte ikke til sin yngre partifælles vurdering.
»Havde Møller pure nægtet, så var jeg gået tilbage til sekretæren for at høre hende igen. Så havde det været påstand mod påstand. Men når han nu ikke afviser kategorisk, så mente jeg, at vi skulle finde en løsning, der kunne tilfredsstille begge parter,« sagde Mejdahl i retten.
Efter ønske fra Møller, der i 1997 blev udskreget som ’Sex-Anders’ og ’Lurer-Anders’ i forbindelse med en bøde for blufærdighedskrænkelse i Køge Svømmehal, skulle sagen løses i fortrolighed. Mejdahl var enig.
Mejdahl overgav sagen til Venstres partisekretær, Jens Skipper Rasmussen, fra partikontoret i Søllerød. Skipper fik ikke besked på at gå et spadestik dybere, og han fik heller ikke gengivet, hvad sekretæren nøjagtigt havde sagt til Mejdahl i telefonen. Det første Skipper gjorde, var at snakke med sekretæren i telefonen. Dagen efter mødtes Møller og Skipper under Venstres sommergruppemøde på Golf Hotel i Viborg. Ifølge Skippers telefonsamtale med sekretæren følte hun sig generet af nogle kram og knus, men navnlig havde Møller taget hende i hænderne og spurgt, om hun havde overvejet et one night stand.

Møller kunne godt genkende bemærkningen. Han huskede den, fordi den blev sagt i forbindelse med en snak om filmen Unfaithful, som Møller tidligere havde set med sin kæreste. Da kæresten i sit tidligere forhold havde været udsat for utroskab, var det netop en problematik, som optog både hende og Møller. Hverken i Viborg eller senere fik Møller af Skipper dog gengivet eller konkretiseret sekretærens beskyldninger.
»Jeg kunne konstatere en rimelig pæn overensstemmelse på hændelsesforløbet. Så jeg sad altså med en medarbejder, der følte sig krænket, og Møller, der tolkede det anderledes,« sagde Skipper, der ikke var i tvivl om sin rolle: »Det var en sag, vi ikke kunne leve med,« så der skulle »findes en mindelig løsning,« som han sagde i retten.
Dagen efter aftalte Skipper telefonisk et møde med sekretæren. De mødtes hos hendes forældre mandag den 11. august, hvor Skipper arbejdede for en aftrædelsesaftale. På mødet blev han enig med sekretæren. Hun stoppede øjeblikkelig med tre måneders løn samt »erstatning« på 30.000 kr. Ifølge sekretærens oplysninger til Skipper havde hun talt med HK om det, og beløbet var det niveau, der kunne være tale om.
To telefonsamtaler og et enkelt møde med sekretæren hos hendes forældre var Skippers baggrund for at formulere og underskrive det kortfattede forlig den 15. august 2002. Forinden havde Mejdahl dog godkendt det, oplyste denne i retten. Sekretæren underskrev dagen efter, da Skipper sendte forliget til hende.
Ordet sexchikane optræder ikke i teksten, og aftalens vigtigste punkt er nok hemmelighedsklausulen: »Parterne er enige om at holde indholdet af denne aftale fortroligt og forpligter sig til ikke at medvirke til at bringe modparten i miskredit.«
Et par måneder senere – da medierne buldrede løs, og Møller var begyndt at bånde sine samtaler – medgav Skipper telefonisk ifølge Møllers båndudskrift, at »jeg har ikke været inde på den måde og vurdere, om der nu er det ene eller det andet. Jeg er ikke dommer.«
»Det konkrete i forhold til dagen (6/8-02, red.) har jeg heller ikke snakket med ’NN’ om,« fortalte Skipper.
Møller deltog ikke i forhandlingerne om forligets tekst. Selv om han i en mail til Skipper udtrykte stor bekymring over Skippers tavshed, fik han ikke forliget til gennemlæsning. Kun sekretæren, HK og Skipper fik teksten at se.
Af Skipper fik Møller telefonisk at vide, at aftalen ikke indeholdt noget, Møller ikke kunne stå inde for. Det ville koste nogen penge, og nu skulle alle i øvrigt holde kæft. Møller takkede. Han var glad, fordi Mejdahl og Skipper havde hjulpet ham.

To måneder senere, den 15. oktober, var Møller dansk delegeret til FN’s generalforsamling. På 27. sal i et hotelværelse på Dumont Plaza midt på Manhattan sad han med sin mobiltelefon i hånden. Ekstra Bladet var i røret. En af Møllers tidligere kampfæller fra Venstre Ungdoms Landsstyrelse, som nu var journalistpraktikant på avisen, havde fået nys om sagen fra »centralt placerede kilder«.
De følgende dage rullede sagen i alle landets medier med en styrke næsten uden sidestykke. Fra den 15. oktober og måneden ud ramte Møller forsiden af Ekstra Bladet ikke færre end otte gange. B.T. og mange andre medier fulgte lige i hælene. Set fra det niveau havde sagen også meget at byde på: Sex, penge, læggen-låg-på og ikke mindst den sexfikserede Venstre-tumpe fra svømmehallen i Køge.
For en anden Venstre-politiker, finansminister Thor Pedersen, der forinden var udsat for heftige beskyldninger i Ekstra Bladet for skattetænkning i forbindelse med sine forskellige ejendomme, kan det have været en befrielse at blive trængt væk fra avisforsiderne af ’Sex-Anders’.
Møllers forudsætninger for at værge sig fra 27. sal var begrænsede. Han kendte ikke til de 30.000 kr. eller havde set forligsteksten. Så når Møller ikke udtalte sig, blev hans tavshed udlagt som en bekræftelse af sexchikanen. Når han derimod udtalte sig, blev han beskyldt for at bryde aftalens krav om fortrolighed. Når han afviste at kende til en aftale af den karakter, aviserne skrev om, blev han beskyldt for ’forligsbrud’.
Når Møller efter telefonisk ordre fra Skipper fjernede en besked fra sin telefonsvarer, hvor han kluntet afviste at udtale sig om, »hvem der havde næret varme følelser for hvem«, beskyldte aviserne ham for at ændre forklaring. Og når han på sin hjemmeside fremlagde sin advokats opfattelse, blev han hånet og latterliggjort.
Fra hotelværelset prøvede Møller at få Skipper til at oplyse, om Venstre ud over løn også havde udbetalt en erstatning til sekretæren.
»Nu ved du, at jeg ikke gør noget uden din sparring,« som Møller skrev i en mail til Skipper.
»Som aftalt afventer jeg nogle input fra dig,« skrev han næste dag og krævede endndu en gang besked om, hvorvidt sekretæren havde fået erstatning. Men der kom ingen svarmail.
I stedet ringede Skipper til Møller i New York og fortalte kortfattet, at jo, der var udbetalt en erstatning på 30.000 kr. Men, som han straks tilføjede, det kan jo være udbetalt for så meget, f.eks. en uberettiget fyring.

Møller kunne snart indse, at han mere blev opfattet som en slatten kanon på Venstres regeringsskib end som en, der kunne affyre bredsider. Men den 30-årige politiker, der i november 2001 med pæne stemmer blev valgt til såvel Køge byråd, Roskilde amtsråd som Folketinget, modtog ikke direkte opfordringer til at bryde med Venstre fra de partifæller, han rådførte sig med.
Mejdahl mente således ikke, at det ville løse nogle problemer, mens Skipper ikke ønskede at blande sig i den diskussion. Daværende formand for Folketinget, Ivar Hansen, modsagde dog ikke Møller, da han spurgte, om skaden for Venstre mon ikke ville være mindre, hvis han forlod partiet.
Så det gjorde Møller med stor smerte, da han hovedkuls og 10 dage før planlagt vendte hjem fra New York. Tilbage på Christiansborg erfarede han, at flere tidligere venner og partifæller ikke brød sig om at være offentligt sammen med ham, f.eks. i Brydesens cafeteria.
Ingen fremtrædende Venstre-folk udtrykte offentligt støtte til Møller, mens flere udtalte sig entydigt negativt om hans rolle i sagen, bl.a. partiets retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech.
Også Mejdahl udtalte sig flere gange i medierne om sagen, f.eks. da han havde orienteret Venstres folketingsgruppe om Møllers udmeldelse. Hver gang lød Mejdahls melodi, at Møller over for ham havde erkendt, at der var en sag, og at Møller beklagede, at sekretæren havde følt sig krænket. Med Mejdahls solide position i Venstre er det ikke mærkeligt, at medierne forstod hans udsagn som en klokkeklar indrømmelse af sexchikane fra Møllers side. Efterfølgende gjorde Mejdahl intet for at ændre mediernes indtryk.

Også statsminister Anders Fogh Rasmussen kommenterede sagen den 17. oktober: »Det er dybt beklageligt. Jeg tager den skarpeste afstand fra det passerede,« som han, uden at gå nærmere i detaljer, sagde på et pressemøde. Statsministeren garanterede dog, at erstatningsbeløbet på 30.000 kr. hverken ville blive taget fra Venstremedlemmernes kontingent eller fra den offentlige partistøtte. Møller burde selv betale, og partiet skulle sende et brev med en opkrævning.
Få dagene senere ringede Skipper til Møller: »Vi har et behov for at sende brevet i og med Anders (statsministeren, red.) har sagt det (...) Hvis du betaler vil vores folk blive glade, men så kan jeg også godt se, at du har et problem...« Derfor opfordrer Skipper Møller til lige først at se, »hvordan sagen lander, før du afviser« at betale de 30.000 kr. Møller nægtede at betale, fordi han har afvist sexchikane. Det er fortsat uoplyst i hvilken kasse, Venstre siden fandt beløbet.
I samtalen medgav partisekretæren, at han kunne have været mere udfarende: »Jeg kan heller ikke kommentere på det hele, selv om sagen gik i selvsving, selv om jeg godt vidste, noget ikke var rigtigt.«
Først den 19. november sendte Mejdahl en kopi af forliget og opfordrede samtidig Møller til at betale erstatningen på 30.000 kr.
For som Mejdahl sluttede brevet: »Det er dig, der har skabt problemet – og forværret det ved dine skriverier fra New York.«

*Christian Mejdahl har ikke ønsket at udtale sig før dommen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her