Læsetid: 11 min.

Bagdad er begyndt at trække vejret igen

Selv den dårlige sikkerhedssituation kan ikke holde indbyggerne inden døre, efter udgangsforbudet blev ophævet lige før Ramadanen. Fra tid til anden tillader irakerne sig endda at udtrykke glæde – på deres helt egen måde
21. november 2003

Det Nye Irak
Det starter som regel ved 22-tiden. Skyderierne. Efter roen er faldet på rundt om i byen kort før kl. 17.20 – hvor irakerne efter mere end 12 timer uden mad, drikke eller røg bryder fasten – følger timer med relativ stilhed for bilernes dytten, børnenes leg og diskuterende mænd på fortovene. Kun lyden af de lavtflyvende amerikanske helikoptere bryder madroen. Men klokken 22 dukker Bagdads underverden frem med kalashnikov’er og pistoler. Skudvekslinger og mindre eksplosioner
giver genlyd i gaderne rundt omkring i byen.
Denne aften er det særlig voldsomt. I mere end en time gjalder skuddene i lange salver, og hidsige manderåb ekkoer mellem bygningerne. Langsomt rykker lydene væk fra kvarteret, men fortsætter i det fjerne, før de til sidst dør hen.
Så kommer helikopteren igen og ryster etage-ejendommene med sin enorme kraft.
Om end denne aftens ildkamp var af en uhørt voldsom karakter, så er skyderier og eksplosioner blevet en del af lydbilledet i Baghdad after dark.
Men på trods af det høje niveau af kriminalitet i Det Nye Irak – der dog er blevet mærkbart formindsket, efter at irakisk politi har fanget adskillige bander – så holder Bagdads indbyggere sig ikke alle indendøre, efter mørket er faldet på. Siden amerikanerne hævede udgangsforbudet umiddelbart før Ramadanen, er der et sandt leben på Al-Karrada-kvarterets hovedstrøg.
På fortorvene er boder med børnetøj, sko, læderjakker, legetøj og farvestrålende plakater lagt ud på flade trækasser til fristelse for de mange par og vennegrupper, der langsomt og ivrigt parlamenterende drysser op ad gaden.
Foran de åbne gallerier sidder kunstnerne omgivet af besøgende og diskuterer over en omgang sød, tyrkisk kaffe, mens gadebelysningen slår til og fra i takt med strømafbrydelserne.
Unge såvel som ældre fortæller om, hvordan kvarterets Abu Nawas Street i 80’erne og starten af 90’erne var et rent forlystelsescentrum.
»Jeg var ude hver eneste aften og drak øl og gik på diskotek. Men i 1994 lukkede Saddam det hele, fordi han var bange for, at oppositionsfolk ville angribe hans palads fra gaden,« siger min unge chauffør, Amer Al-Qaysi, mens vi drøner ned ad gaden, der løber langs Tigris-floden.
På den anden side ligger det område, der nu kendes som ’The Green Zone’ – hvor besættelsesmyndighederne har hovedkvarter – og som indtil for et halvt år siden var et af Saddam Husseins mange tilholdssteder.
Amer og hans jævnaldrende håber på, at gaden igen vil blomstre op som i de om ikke gode, så i hvert fald gamle dage. Og at dømme efter antallet af mennesker i gaden vil der på trods af fattigdommen i befolkningen generelt stadig være et publikum for at drikke øl og danse natten lang.

Afslappede muslimer
Når man dumper ned i Bagdad midt i Ramadanen kan det være lidt svært at få en fornemmelse af, hvor konservativt samfundet er. Men det bliver hurtigt klart, at mange irakere opfører sig anderledes fromt i den hellige måned, end de gør de resterende 11 af årets måneder.
Generelt er Irak et meget liberalt land. Mange af Bagdads indbyggere – hvis man ser bort fra fattige områder som bl.a. Sadr City – har på trods af, at de opfatter sig selv som troende muslimer, ikke et problem med berusende dråber, og mange har et frit forhold til det at have kærester, at blive skilt, og til at kvinder ikke går med hijab. Udlændinge skal nok klæde sig konservativt, men med mindre man skal i audiens hos de shiamuslimske ledere, forventes det ikke, at man indordner sig under flertallets regler.
Overalt, hvor man kommer frem, mødes man af venlighed og nysgerrighed og en strøm af undskyldninger, fordi værterne ikke kan servere den sædvanlige søde te på grund af fasten. På trods af den amerikanske tilstedeværelse i byen antages det ikke automatisk, at man er fra USA, fordi man er bleg. Skulle tanken strejfe nogen, kan de godt gennemskue, at man ikke personligt skal holdes ansvarlig for krigen, nedslidningen og kaoset i deres land.

Helt fra bunden
For der er kaos, og nedslidningen af infrastrukturen er total. Hvis man lukker øjnene og genkalder sig bybilledet, kommer der umiddelbart kun en brun tåge frem. Alt er brunt af bilos og sandstøv. Husene, der tydeligvis ikke er blevet repareret eller sågar malet i årevis, er brune. De ældgamle skrotkasser, der tøffer osende rundt i gaderne, mangler lygter og andre reservedele. Er en forrude smadret, må man kigge ud gennem glasmosaikken. Ikke engang maling til at dække udjævnede buler med har der været råd eller adgang til. Til gengæld dækker sandstøvet det værste.
De brede boulevarder fungerer. Der kører i hvert fald masser af biler, og af og til kommer en hestevogn eller æselkærre masende mellem hullerne og ujævnhederne. Det meste af infrastrukturen i Bagdad er nedslidt, men intakt, og har man et billede af bombekratere midt på vejbanerne og pulveriserede huse i civile områder, kan man godt trykke på delete. Det findes – og rædselsfuldt er det, at se en familie udslettet sammen med ethvert spor af det hus, der dannede ramme om deres liv – men Bagdad er enorm, og man skal køre efter det, hvis man vil have et indblik i de katastrofer, der også ramte civilbefolkningen under bombardementet af deres by.
Til gengæld står regeringsbygningerne – mange placeret i det centrale Bagdad – stadig hen, som var de lige blevet bombet, plyndret og brændt af. Intet ser ud til at være gjort for at reparere eller nedrive de enorme fugleskræmsler – andet end at feje murbrokkerne af fortovene.
Kun hvis man kommer ind i en sidegade, ser man af og til et hold håndværkere i gang med at sætte et hus i stand, og enkelte steder i byens centrum, står funklende hvidmalede bygninger mellem deres triste, brune naboer.
Seks måneder efter krigen arbejder koalitionen stadigvæk på at få strøm- og vandforsyningen op at køre, og selv om folk erkender, at der er sket mærkbare forbedringer – nu er der ’kun’ strømafbrydelse i Bagdad omkring to timer om dagen, mod 10 timer i den kogende sommerhede for kun et par måneder siden – er et retur til status quo ikke nok til at købe popularitet blandt irakerne.
»Indtil nu har amerikanerne ikke foretaget sig noget seriøst i forhold til at genopbygge landet,« siger 40-årige Salem Barker, der på trods af at han er uddannet i historie fra universitetet arbejder som portner i den travle al-Mutanabi gade, hvor boghandlerne ligger klods op ad hinanden.
Bogen Bushs krig ligger her side om side med forskellige udgaver af Koranen. I sidegaderne arbejder gammeldags trykkemaskiner på at masseproducere farvestrålende plakater af arabiske popstjerner og shia-muslimske ayatollah’er.

Tak og farvel
Salem Bader er lige som stort set alle andre, Information har talt med, glad for, at Saddam Hussein er blevet fjernet fra magten. Livet under diktatoren var et liv, hvor alle varede deres mund og ingen stolede på naboen.
»Nogle gange mødtes jeg med min bedste ven, og vi endte med at sidde og tale ondt om Saddam. Bagefter fortrød jeg altid, for tænk hvis min ven sladrede. Og det var min bedste ven! Han tænkte det samme om mig, har han fortalt,« siger 54-årige Mazen Hussein, der er universitetslektor i engelsk og tidligere officer i Saddams hær.
På trods af glæden over Saddams fald bruges den nyvundne ytringsfrihed dog ikke på at takke amerikanerne. Tværtimod ønsker irakerne de uniformerede unge mænd ved deres checkpoints, på de pansrede mandskabsvogne, i kampvognene og helikoptere ud af landet.
Amerikanernes tilstedeværelse i Bagdad er tydelig, men ikke allestedsnærværende. Til gengæld skiller de sig ud og fylder derved på en måde mere, end deres antal berettiger til. De er hovedsageligt stærkt placeret omkring vigtige bygninger som hovedkvarterer, ambassader, hoteller og tidligere regeringsbygninger, hvor meterhøje betonmure, pigtråd og sandsække afskærmer indgangene. Også checkpoints’ene er placeret omkring områder med mange soldater eller vesterlændinge, der skal passes på. Og det bliver de. Tasker gennemrodes, man kropsvisiteres og skal vise ID for at komme i nærheden af disse bygninger. For udlændinge er det en tidskrævende formsag, mens irakerne udsættes for en helt anden behandling.
»Hver morgen må jeg ned og hente vores lokale håndværkere ved checkpointet for at få dem ind, og jeg er rystet over, hvordan amerikanerne råber og skriger ad dem. Den anden dag var fire af vores medarbejdere ved at blive skudt, fordi de kørte lidt for hurtigt frem til et checkpoint,« fortæller Torben Getterman, den danske administrator af den danske genopbygningshjælp i Irak.
Det er begrænset, hvad der er af checkpoints i gaderne i det centrale Bagdad. I stedet er flere gader lukket helt af, hvilket på de travle dage resulterer i, at der dannes trafikpropper, så det tager timer at komme gennem byen.
Når køer af slidte biler hoster ud ad vejene, kan en konvoj af to til fire pansrede mandskabsvogne med grønklædte, skarpt bevæbnede soldater med dyre solbriller pludseligt komme trillende op ved siden af. For der gives plads for amerikanerne. Ikke for at være venlig, men fordi alle er klar over, at amerikanerne er mål for modstandsgrupperne.
»Det er meget farligt at køre tæt på amerikanerne,« siger min chauffør Amer en dag, vi pludselig finder os selv ved siden af de enorme, grønne jerndyr.
Få minutter senere kører vi to spor væk fra soldaterne, og en anden iraker kigger febrilsk efter en måde at slippe ind i nabokøen.
Når der ellers er plads til det, kører vi mellem to vejbaner på grund af faren for miner, som i voksende omfang dræber soldater, men også civile irakere. Plastikflasker, poser, en død kat bliver undviget frem for at køre over det – selv det mest uskyldige affald kan gemme på et eksplosivt indhold.

Sikkerhed ønskes
Amerikanerne bliver på alle måder forbundet med og beskyldt for den manglende sikkerhed, der uden sammenligning er det altoverskyggende problem i Irak efter Saddam.
På trods af, at byen kan virke tilforladelig på en solskinsdag, hvor irakerne handler, arbejder og opfører sig, som man gør i alle storbyer over alt i verden, så er bombeangreb, overfald, kidnapninger, bandekampe, voldtægter og hævnopgør pludselig blevet en del af hverdagen og ikke mindst nætterne.
Det er svært at vurdere omfanget af problemerne, men en indikator er, at stort set alle synes at kende nogen, der har været ude for en grim episode enten under eller efter krigen, og stort set alle tilkendegiver, at de er bange. Løsningen er, mener de fleste, at amerikanerne trækker sig ud af landet.
Mistilliden er i det hele taget enorm over for amerikanerne. Selv dem, der er mest begejstrede for Saddam-regimets fald, mener, at amerikanerne havde andre hensigter end at finde masseødelæggelsesvåben, vælte Saddam eller befri befolkningen fra undertrykkelse.
»De vil have fingrene i olien. Hvorfor var olieministeriet den eneste bygning, som amerikanerne ikke bombede, og som de beskyttede mod plyndring,« spørger en ung iraker, der dog samtidig mener, at George W. Bush ville blive modtaget som en helt, hvis han kom til Irak.
»Det er soldaterne, vi ikke kan lide. De er uuddannede og ved ingenting om Irak og vores historie, og de behandler os dårligt,« fortsætter han.
Det er så én mening. Stort set enhver iraker, man taler med, har sin egen teori om eller mistanke mod amerikanerne. Der er dem, som mener, at amerikanerne er skyld i kidnapningerne af børn, fordi de lukker forbrydere ud af fængslerne. Nogle mener, at amerikanerne lod kuwaiterne ind i landet efter krigen, så de kunne plyndre Irak. Og der er teorien om, at amerikanerne udmærket ved, hvor Saddam er, men ikke vil fange ham, fordi de så ikke længere har en undskyldning for at blive i landet.
Alligevel er frygten for, at Saddam-loyalisterne skulle være stærke nok til at få et comeback så stor, at mange tilkendegiver, at de nok alligevel godt kan leve med soldaterne en tid endnu. Men tålmodigheden er ikke uendelig, og der skal snart ske markante forbedringer, hvis irakerne skal tolerere soldater i gaderne ret meget længere.

Håb for fremtiden
Der er dog også dem, som tillader sig at håbe og tro på en bedre fremtid – især blandt den unge, veluddannede del af befolkningen, der har tid til at vente på forbedringerne, og som er ivrige efter at være med til at præge udviklingen i landet.
Det får man en fornemmelse af, hvis man besøger Bagdad Universitet. På Fakultetet for Finkultur er det første studiedag efter krigen, da Information kigger forbi.
For Muthuna Mundher Mohmer, 22 år, er dette en dag, han har ventet længe og med længsel på. Da han blev færdig med sin collegeuddannelse og søgte ind på universitetet, fik han at vide, at han kun kunne få lov til at læse til elektronikingeniør. Nu ville Muthuna godt nok hellere være filminstruktør, men det var enten ingeniørstudiet eller hæren.
»Jeg ville gøre alt for at slippe for hæren, så hellere spilde tre år af mit liv på det forkerte studium. Og jeg havde en fornemmelse af, at der var forandringer på vej. Så snart krigen var slut, søgte jeg om overflyttelse til film- og tv-afdelingen og kom ind,« siger den unge mand med et stort smil.
Muthuna skal dog nok forberede sig på lidt af en skuffelse i første omgang, viser det sig, da Information snakker med afdelingens ansvarlige.
»Alt blev stjålet i dagene efter krigen – vi har kun ét videokamera tilbage så foreløbig må vi nøjes med at tilbyde de studerende undervisning i teori,« forklarer Assam al-Samari, leder af tv-afdelingen, mens han viser resterne af et lille studie frem.
Den store, klodsede redigeringsmaskine fra gud ved hvilket århundrede – det eneste tyvene ikke kunne slæbe med sig – er dækket til med tæpper, men støv og glasskår fra de smadrede ruder ligger alligevel spredt mellem alle knapperne.
Trods nedslidte bygninger og store sodpletter på væggene omkring flere af vinduerne efter plyndringerne emmer den frodige gård af liv og forventning. Mellem palmer, buske og skulpturer af sten, træ og metal står grupper af unge fyre med spraglede skjorter hængende løst uden på cowboybukserne, og på bænkene sidder nysgerrige kvinder og fniser.
Irakerne tillader igen sig selv at udtrykke glæde, om end det somme tider sker på en lidt speciel måde.
Den voldsomme ildkamp i gaderne, der skræmte livet af Informations udsendte, viste sig slet ikke at være en rigtig ildkamp. Ok, krudtet var der ikke noget i vejen med, men de lange salver blev affyret i sejrsrus. Den aften kvalificerede det irakiske fodboldhold sig nemlig til de Olympiske Lege.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu