»Jeg forstod ikke, at dette var tidspunktet, da borgerrettighedsbevægelsen blev smadret, da håbet blev fordrevet fra den politiske scene, og da kampen i Nordirland blev en kamp mellem mænd med våben.«
Filminstruktøren Paul Greengrass om Bloody Sunday den 30. januar 1972
DET TOG kun 23 minutter. Længere tid var det britiske faldskærmsregiments 1. bataljon ikke om at forvandle en fredelig borgerrettighedsdemonstration i Derry i Nordirland til et sandt blodbad, hvor 14 civile blev dræbt og 13 såret. Hvad der skulle have været en fredelig demonstration imod briternes forfatningsstridige, vilkårlige interneringer af fortrinsvis katolske mænd, udartede sig til en katastrofe, som fortsat fremkalder vrede, harme og bitterhed hos især nordirske katolikker.
Da det protestantiske parlamentsmedlem, Ivan Cooper, som havde taget inititav til demonstrationen senere på dagen holdt et pressemøde, konkluderede han, at borgerrettighedsbevægelsen nu var definitivt aflivet, og at den britiske regering med faldskærmstroppernes håndtering af sagen havde givet IRA den største sejr: Unge mænd ville melde sig i hobetal. Ivan Cooper fik ret! Våbnene havde sejret i nordirsk politik!
I næste måned afslutter Lord Saville sine undersøgelser, som skal gøre endeligt rede for, hvad der skete på den blodige søndag for snart 32 år siden. Siden Lord Saville begyndte sit arbejde for snart fem år siden, har 1.700 vidner afgivet forklaring. Håbet er, at tribunalrapporten, som skal ligge færdig til foråret, vil skabe grobund for »forsoning« i Nordirland og »afslutte dette smertefulde kapitel i vores historie én gang for alle«, som Tony Blair har formuleret det.
Dette er dog lettere sagt end gjort i den politiske virkelighed i Nordirland. Den 23. november er der atter valg til det nordirske hjemmestyre og intet tyder på, at det er forsoning og ømme omfavnelser på tværs af de sekteriske skel, som vil blive resultatet af valget. Snarere tværtimod. Ian Paisleys parti, DUP, som er modstandere af fredsaftalen, tegner sig til at blive det største, protestantiske parti, mens Sinn Fein forventes at blive det største katolske parti.
Eftersom medlemmer af DUP konsekvent nægter at være i samme rum som Sinn Fein, kræver det en veludviklet fantasi at forestille sig, hvordan det daglige, politiske arbejde skal kunne fungere i praksis efter 23. november. Medmindre Blair da ikke endnu en gang kommer de protestantiske unionister til undsætning og aflyser valget.
HVIS NU den britiske hær og regering havde grebet situationen anderledes an hin januardag for snart 32 år siden, havde den politiske situation i Nordirland så i dag været bare en anelse mindre anspændt? Faktum er i hvert fald, at der ikke den gang blev lagt op til forsoning. Den efterfølgende undersøgelse i marts 1972 rensede hæren og fastlog i stedet, at det var IRA, som havde løsnet det første skud. Lord Widgery, som stod for undersøgelsen, bad dog hverken de sårede demonstranter eller nogen andre øjenvidner om at afgive forklaring. Den britiske regerings håndtering af sagen var derfor kun med til at bestyrke nordirske katolikker i troen på, at den britiske stat ikke var til for dem.
Da den nordirske borgerrettighedsbevægelse tog form i midten af 1960erne var den et forsøg på at bekæmpe det protestantiske flertals-tyranni, hvor katolsk føjelighed frem for integration var idealet i de politiske institutioner i Nordirland. Som noget ganske enestående i Vesteuropa var Nordirland i realiteten en et-parti stat fra delingen af Irland i 1921 frem til 1972, hvor det nordirske parlament blev opløst. Ulsterunionisterne havde dermed hegemonisk kontrol over både stat og samfund.
Derfor var vejen banet for en systematisk diskrimination af katolikker, som bl.a. omfattede en grundlæggende demokratisk rettighed som én mand-én stemme. Kun boligejere og deres hustruer kunne stemme til lokal- og kommunevalg og kun ganske få katolikker havde deres egen bolig.
I PAUL GREENGRASS dramadokumentariske film, Bloody Sunday, som netop har haft premiere i danske biografer, får vi indblik i en dag, hvor alt der kunne gå galt, gik galt. Hvor højtstående, britiske officerer vil »statuere et eksempel« over for katolikkerne, som de sent vil glemme. Hvor den lokale politichef forsøger at mægle hos briterne. Hvor børn og kvinder; gamle og unge drager ud på en demonstration, som de har fået at vide vil blive lige så fredelig som en hvilken som helst søndagstur. Hvor rædselsslagne soldater, der ligger gemt bag mure og pigtråd, går i panik og ender med at skyde med skarpt på stort set alt, hvad der bevæger sig. Og hvor unge katolikker, der ikke er mere end store drenge, hellere vil have lidt gang i gaden end en tam demonstration indtil det går op for dem, at der bliver skudt med rigtige kugler!
Al ære værd at Tony Blair nu vil afslutte dette blodige kapitel af nordirsk historie. Men tænk hvis forsøget var blevet gjort for 30 år siden!
